Pludselig ser hun lille og skrøbelig ud. Trods den store mave. Men det er også et stort hus, hun står ved siden af. Eller hus og hus ... murene og skillevæggene er der, men resten – tag, gulve, døre og vinduer – mangler.
Sidst jeg så det, i februar i år, var der kun et fundament. Så noget er der da sket. En hel del, faktisk. Men ikke nok, synes Esther. Hun kigger med slet skjult misundelse op på et af nabohusene, der står helt færdigt.
»Vi begyndte at bygge samtidigt, og nu er han flyttet ind«, siger hun mismodigt og stryger hånden hen over det øverste skifte på den bageste husmur.
Hun er bekymret over, at de røde mursten suger en masse væde til sig her i regntiden, hvor det fosser ned mindst et par gange om dagen. Hun er også nervøs for, at hun måske har slået for stort et brød op. Huset kommer til at rumme fire lejemål på hver to rum, samt en lejlighed med tre rum, hvor Esther måske selv vil flytte ind. Det ligger i en ny udstykning i udkanten af Kinawataka-slummen, i det gamle stenbrud for foden af Acholi-kvarteret – det højtliggende område hvor flygtninge fra det nordlige Uganda bor under elendige forhold.
