Det er måden, han drikker den på.
Det er den der aromaløse industrikaffe nede fra forkontoret. Den er fæl, en fornærmelse, som automatkaffe nu er det i offentlige forvaltninger, på Politiken, overalt. Således også i Operaen på Holmen. I hvert fald backstage.
Men Johan Reuter drikker den, som var den en gudedrik.
Han er er larger than life, som en Boris Godunov eller en anden krasbørstig operakæmpe på årgangschampagne eller kælderfrisk vodka. »Aaaaaah!«, siger han nydende, hjerteligt buldrende som en pejs en vinternat, og som altid, når Reuter åbner munden, er der lidt opera og lidt optræden over det. Han indleder aldrig en sætning så meget, som han intonerer den. Johan Reuter er som danseren, der, også når han venter ved et busstoppested, står der med sine fleksede fødder. Ville man få lukket et øje, hvis man var Reuters nabo og ikke delte hans sovevaner?
