Et kæmpestort gab med lange, spidse tænder suser ham i møde, i samme øjeblik han dykker ned under vandoverfladen. Paul Nicklen er tør i halsen, og dykkermasken dugger, mens han tænker på det gode råd, han har fået få minutter tidligere:
»Hvis en søleopard kommer tættere på, end du bryder dig om, skal du bare lukke øjnene. Så forsvinder den«.
Men naturfotografen lukker ikke øjnene, og han slipper heller ikke kameraets udløserknap. Søleoparden sluger godt nok nærmest kameraet, men den bider ikke hovedet af ham. Og Nicklen får en serie helt unikke skud af det 500 kilo tunge og over tre meter lange rovdyr. De følgende dage i selskabet med dyret bliver hans livs oplevelse.
Det store rovdyr, der fanger pingviner og flænser dem, så vrangen bliver vendt ud, og hunsælen kan æde deres kød, viser sig nemlig at være lige så fascineret af Nicklen, som han er af den. Hun tjekker ham ud og svømmer så hen og fanger en pingvin til det mærkværdige fremmedelement, der har entret hendes verden. Og selv om fotografen i dykkerdragt ikke kan stille noget op med den levende pingvin, som svømmer væk, så snart hun giver slip, giver sælen ikke op. Hun henter den lynsnart tilbage og forsøger igen at made ham med den. Da hun efter noget tid må sande, at fotografen er håbløs og ikke kan klare levende føde, ændrer hun metode og bringer ham udmattede pingviner og siden døde pingviner, men den uduelige mand med kameraet kan stadig ikke finde ud af at spise dem.
