Brødrene ser mest ud, som om de kunne være med i en film af instruktøren Wes Anderson.
De arrangerer og bevæger sig i rummet efter principperne i en intrikat Andersonsk koreografi, de ligner umiskendeligt tvillinger, men med de små bizarre, fysiologiske forskydninger, der gør, at du kigger ekstra efter. Når den ene begynder at tale – lavmælt, tæt på uhørligt – ovre i sofaen, ender han midt i sætningen med tre henholdende punktummer, inden sætningen fuldføres af broren, typisk i mindre polerede vendinger og typisk fra et uventet sted i rummet. Vi er i en hotelsuite i Cannes.
Brødrene Coen – Ethan og Joel – er et show, man godt gad følge lidt længere. Afsøge, hvordan de komplementerer, men måske også modsiger hinanden. Lægge øret til den musik, der bølger mellem dem. Høre, hvor humor hører op, og alvor sætter ind.
Først og sidst er de høflige og så meget til stede, som man kan være, hvis man grundlæggende er et både blufærdige og lettere åndsfraværende mennesker. Der er tre år imellem dem, Joel er 59 og ser mager og streng ud, han står hellere, end han sidder – hvis ikke han da går rundt. Ethan er 56 med studset rødt skæg og en tendens til at drapere sig kontortionistisk i sofaen. Hvor holder den ene op, så den anden kan begynde? Hvad er ingredienserne i deres fælles alkymi?
