Mon ikke det er de færreste, der har en far, som var spion. Efterretningsmanden Frank Jensen har. En tysk-dansk spion-far, der arbejdede for englænderne under krigen, havde kodenavnet ’Carl’, var med til at slå en tysker ihjel, og som under flugten blev skudt i nakken, hvor kuglen blev siddende i flere år.
En far, der måske ikke forlod spionfaget helt efter krigen, og som var årsag til, at sønnen søgte ind i politiet, hvor han gennem en lang karriere først var hemmelig narkoagent og siden endnu mere hemmelig kontraspionage- og efterretningschef i Politiets Efterretningstjeneste. Han sad således i maskinrummet i de år, da PET afværgede en række terrorangreb i Danmark, og siden han gik på pension for to år siden, har Frank Jensen, nu 64, brugt tiden på at beskrive sine oplevelser i terror-thrilleren ’Som et blik fra helvede’ – en detaljemættet beretning om et ødelæggende terrorplot i København.
En historie, som lægger sig meget tæt op ad en række af de virkelige begivenheder, Frank Jensen har førstehåndsviden om, siger han selv.
»Jeg ville gerne kunne skrive ucensureret om det, jeg har oplevet. Men det kan jeg ikke på grund af fortroligheden i de job, jeg har haft. Det er o.k. Så ja, romanen er en måde at fortælle så meget, som jeg synes er forsvarligt, så folk kan få et realistisk indtryk af, hvordan efterretningstjenester og terrorister arbejder. Romanen er virkelighedsnær. Noget kunne have fundet sted, det meste har fundet sted, men jeg har flyttet lidt på tidspunkter, personer, og hvor tingene er sket«, siger Frank Jensen, der mener, at det er nødvendigt, at den danske befolkning har en rimelig viden om, hvordan PET arbejder og opnår sine resultater, selv om PET naturligvis er nødt til i vid udstrækning at kunne operere i hemmelighed:
»Det er afgørende for befolkningens tillid til PET, at man fortæller det, man kan. Ikke om personer og agenter og andre ting, der kan give terroristerne gode kort på hånden. Men man kan godt give indblik i – og også mere end det, man gør i dag – hvordan man håndterer truslerne, arbejder med terrorsagerne osv. Det er derfor, jeg har lagt min bog så tæt op ad virkeligheden, som jeg har kunnet uden at bryde nogen fortrolighed«.
Inden vi afprøver, hvor tæt på, skal vi dog lige have gjort historien om agent ’Carl’ og søn færdig. Frank Jensens far studerede medicin i København, og en dag i 1943 hjalp han en ung mand på flugt fra de tyske besættelsestropper med at skjule sig. Det lykkedes, måske fordi Frank Jensens far talte flydende tysk – hans mor var tysk, faren dansk.
»Et par måneder senere blev min far på Strøget passet op af to personer, som viste sig at være engelske agenter, der ville takke ham for at have hjulpet den unge mand, som altså var en af deres. Og de ville gerne rekruttere min far til en spionopgave i Tyskland«.
Frank Jensens far sagde ja, men blev sammen med en anden agent afsløret og måtte skyde en tysker. Under flugten blev ’Carl’ skudt i nakken, men klarede sig til Danmark og videre til Sverige, hvor han i en flygtningelejr mødte den kommende Franks mor.
»Efter krigen arbejdede min far for englænderne, blandt andet med at opklare krigsforbrydelser. Det var også englænderne, der betalte for en dyr operation, så han kunne få fjernet kuglen i nakken. Det har jeg blandt andet fået bekræftet mange år senere under et besøg hos den engelske efterretningstjeneste, hvor jeg fik lov at se hans sag. Det var også her, jeg fandt ud af, at hans kodenavn var ’Carl’«.
Frank Jensens far var en rastløs sjæl og blev en slags opfinder. Men det var tilsyneladende ikke det eneste, han lavede:
»Af og til rejste han til Østtyskland, sagde han. Men når han kom hjem, havde han legetøj med af plastik, som man hverken kunne få i Østtyskland eller i Danmark. Så han havde nok snarere været i USA eller England. Og der kom jævnlig fremmede mænd i vores lejlighed, og vi fik at vide, at vi skulle holde kæft med, hvad vi hørte og så. Jeg har siden haft en mistanke om, at min far måske havde noget at gøre med Forsvarets Efterretningstjeneste. At det var folk helt i toppen, der kom hos os af og til«.
Undercover agent
Frøet var sået, og den voksne Frank Jensen tilbragte derefter 40 år i politiet med mestendels hemmeligheder, fortrolighed og efterretninger. Han var seks år i narkoafdelingen i København, hvor han blandt andet som undercover agent agerede pusher for at afsløre narkobagmænd, før han første gang kom til PET. Det var i 1981, midt under den kolde krig, og jobbet var i afdelingen for kontraspionage. Frank Jensen gled direkte ind i forretningen for skæg og blå briller, farens gamle metier, hvor han holdt øje med sovjetiske agenter i Danmark, også de store fisk.
Spændingskurven fortsatte. Nogle år senere blev Frank Jensen en del af PET’s antiterror-afdeling, der især var optaget af at følge en lille gruppe danske venstrefløjsfolk, der begik overfald, kidnapning, røverier og drab for at skaffe penge til den palæstinensiske frihedskamp, og som vi senere lærte at kende som Blekingegadebanden.
Efter en mellemlanding i det åbne politi vendte Frank Jensen i 2007 tilbage til PET som operativ chef, på et tidspunkt hvor islamisternes terrortrusler mod Danmark efter Muhammedtegningerne eskalerede. Frank Jensen ramlede lige ind i et par alvorlige terrorsager, blandt andet Glasvejsagen, hvor PET afslørede to unge islamister, der var i gang med at lave en bombe.
Siden fulgte blandt andet afsløringen af to alvorlige planer, hvor Morgenavisen Jyllands-Posten skulle angribes og et større antal medarbejdere slås ihjel. I et af tilfældene havde tre terrorister taget rituel afsked med livet og var på vej mod bladhuset på Rådhuspladsen, da de blev anholdt af PET’s aktionsstyrke. Frank Jensen er da også ganske tilfreds med det, han har været med til i sin tid i PET:
»Jeg vil tillade mig at sige, at vi fik opbygget PET til at være en effektiv og dynamisk efterretningsvirksomhed. Når man er det, så lytter andre efterretningstjenester til én, deler oplysninger med én, og så bliver man i stand til at handle hurtigere og bedre. Min filosofi har altid været, at vi skal have bolden over på modstanderens banehalvdel og vise PET’s styrke. Derfor har vi også bremset mange anslag til terror ved at sende vores folk til udlandet og opsøge de vordende terrorister i en lufthavn for eksempel og sige til dem, at vi ved, hvad de har i sinde, og at de nok bør rejse hjem igen. Det er jo unge, skræmte folk, så det virker faktisk. Også herhjemme opsøger vi folk, der har dumme planer, og derfor er der masser af terrorplaner, der løber ud i sandet, uden at offentligheden får noget at vide. Men der er naturligvis også sager, hvor vi lader terroristerne køre linen ud, hvis vi er sikre på, at vi har styr på dem, så vi kan bremse dem så tidligt, at der ingen fare er, men så sent, at vi har nok til en retssag mod dem«.
’Guds sværd’
Så Frank Jensen har haft nok af forfærdende inspiration at øse af i sin roman, der som de fleste terrorplaner begynder i terrorledernes bekvemme skjul i de lovløse stammeområder i Waziristan i det nordlige Pakistan, over mod Afghanistan. Her har al-Qaedas råd af ældre, med Den Store Sheik i spidsen, besluttet sig for en storslået terroraktion mod Vesten. De kalder operationen for ’Guds sværd’, og scenen er sat i København. Fire hellige krigere skal sprænge sig selv i luften i den københavnske metro som hævn for Muhammedtegningerne, men det er kun ouverturen: Det egentlige mål er Den Store Satans leder, USA’s præsident, der deltager i et topmøde i København og skal dræbes med granater, når han stiger ud af sin pansrede bil foran Bella Center.
Omhyggeligt og med en milliard delvis selvoplevede detaljer bygger Frank Jensen den »virkelighedsnære« handling op over 600 sider. Han rapporterer så at sige fra ringside om aktionens forløb over godt et år frem til kulminationen i København. Han trækker på sin egen viden om og oplevelser fra ikke bare fem år som operativ chef i PET, men også fra arbejdet med kontraspionage og organiseret kriminalitet. Vi er med til både møder med PET’s chef, der altid kommer for sent, og CIA’s småkagespisende chef. Vi overværer terroristernes svulstige samtaler og er på plads, da Guds sværd skal svinges.
En af bogens hovedpersoner er al-Qaeda-lederen Jamil, der skal opbygge de terrorceller i Danmark og andre europæiske lande, som skal bruges som basis for operationen i København. Han skal også rekruttere en muldvarp i PET, så al-Qaeda kan få at vide, hvad efterretningstjenesten foretager sig. Jamil vil lokke en PET-mand på besøg i Marokko i en sexfælde. PET-manden skal forføres af en underskøn datter af en lokal tæppehandler og al-Qaeda-støtte. Nu er pigen seksuelt uerfaren, så Jamil »påtager sig« selv at opdrage hende til det vigtige job. Den danske PET-mand plumper i og bliver derefter naturligvis afpresset af Jamil, der har sikret sig beviser for akten. Da PET-manden senere har leveret terroristerne den vare, de ønsker, får han af Jamil som belønning lov at besøge den unge pige igen og udleve sine sadistiske tilbøjeligheder.
Samme Jamil har heller ikke religiøse skrupler, da han i København fornøjer sig med en dansk hotelreceptionist, men bliver afsløret af sin mobiltelefon. Kvinden bliver tortureret og derefter kvalt af manden, der ser på én med »et blik fra helvede«.
»En type som Jamil eksisterer og ville have været i København flere gange undervejs og under selve aktionen. Drabet på receptionisten er ikke reelt i denne sammenhæng, men kunne være sket. Intet må stå i vejen. Til gengæld er det et dobbeltmoralsk faktum, at selv de mest rettroende fundamentalister, der med alle midler vil fremme den strenge fortolkning af religionen, ikke har nogen skrupler med at drikke og tager for sig af retterne hos deres egne og hos vestlige kvinder, med den undskyldning at det er i en højere sags tjeneste«, siger Frank Jensen.
Han understreger, at der ham bekendt ikke fandtes en muldvarp i PET, men at det har været tilfældet i andre efterretningstjenester.
»Men PET er jo en arbejdsplads som andre, hvor folk har familie og børns første sygedag. Og selv om PET gør ekstra meget ud af at tjekke folk før ansættelse, kan man jo risikere at lukke en person ind, som viser sig at være klar til at udnytte andre, udnytte systemet, måske endda være psykopater, som man har set i blandt andet CIA. Noget andet er så, at det er ufatteligt, at det stadig er sådan, at selv hæderlige folk bliver fanget ind af sexagenter og udsætter sig for afpresning«.
Bomber gravid kæreste
I Frank Jensens roman hedder den praktiserende terrorist Ahmed. Han er opvokset i Tyskland, radikaliseret og endelig rekrutteret til det ultimative job, fordi han evner rollen som ensom, kynisk og dødsforagtende jihadist. I London har han besnæret en kvinde og gjort hende gravid, hvorefter han, da ordren kommer og bomben er klar, sprænger hende og en snes andre pubgæster i luften. Han fortsætter til København, hvor han skal udføre en terroraktion, der kan koste ham livet. Men han er ligeglad, for de gamle mænd har jo fortalt ham, at Den Store Sheikh priser hans mod, at opgaven er vigtig for hele islam, og at Paradiset venter forude.
»Mange af de potentielle terrorister er jo amatører, unge mennesker, der er sendt i byen af de gamle i stammeområderne i Pakistan. De er trænet af folk, der ikke kender til vestlige forhold, og det, der er let i Waziristan, er langtfra let, når man sidder isoleret i et hummer på Nørrebro, for eksempel at lave en bombe eller skaffe våben. De begår fejl på fejl og bliver opdaget. Men der er nogle, der er så hjernevaskede på koranskoler og i træningslejre i Waziristan og nærmest programmerede fundamentalister, at de er svære at stoppe. Sådan en type er Ahmed«, siger Frank Jensen, der fremhæver, at de farligste jihadister er dem, der arbejder impulsivt og alene.
»Hvis de ikke kommunikerer med nogen, så har efterretningstjenesterne sværere ved at finde dem. Man kan omvendt sige, at jo mindre spontant og mere planlagt en aktion er, jo større chance har efterretningstjenesterne for i tide at finde ud af, hvad der foregår«.
En dansklibanesisk narkogangster spiller en afgørende rolle i terrorplanerne i København. Hans familie i udlandet bliver kidnappet, og Jamil truer og mishandler i København gangsteren til at skaffe terroristerne de kraftige våben, blandt andet granater, de skal bruge. Ellers bliver gangsterens familie skåret i småstykker. Gangsteren parerer ordre og skaffer våben fra landene på Balkan, og det er også der, våben kommer fra i virkeligheden, siger Frank Jensen.
»Derfor er de kriminelle islamister fra Danmark, der drager til Syrien og kæmper, en ny og alvorlig terrortrussel herhjemme. I Syrien får de kamptræning og bliver yderligere indoktrineret og radikaliseret af al-Qaeda, for fjenden er jo ikke kun Assad-styret, men også Vesten. Når de så vender hjem, er der med den adgang, de har til våben herhjemme, større risiko for, at de vil kunne gennemføre en terrorhandling«.
PET afhængig af muslimer
I bogen kommer PET på sporet af terrorplanerne, fordi det lykkes at hverve en ung dansk muslim som meddeler mod løfte om, at PET vil hjælpe ham ud af hans kriminelle forbindelse med den dansklibanesiske gangster. Det sker også i virkeligheden, siger Frank Jensen og peger på den »helt skæve opfattelse«, der er i den danske befolkning af, hvad muslimerne i Danmark står for.
»Det er en afgørende forudsætning for PET’s arbejde, at der er muslimer i Danmark, der hjælper os. Deres iagttagelser og tips er jo bygget på en tættere forståelse af, hvad der sker. De kender miljøet og kan se, når der er noget galt. Når der er uro i en familie, når unge mænd ændrer opførsel og klæder sig anderledes, når mærkelige mennesker udefra pludselig dukker op i kvarteret osv. Det er det samme i det forebyggende arbejde, altså der, hvor vi skal fange unge, inden de bliver radikaliseret. Hvis unge muslimske kvinder i et område pludselig oplever, at de 12-13-årige drenge, der før hilste på dem og talte til dem, nu går forbi dem, som var de luft, så kan det være tegn på, at nogen, der ikke vil drengene det godt, har haft fat i dem og forsøger at radikalisere dem, formentlig uden at deres forældre ved det. Den slags får vi at vide af muslimer, og så kan vi sætte ind«, siger Frank Jensen, som fremhæver, at det kan være et stort skridt for en muslim at henvende sig til PET.
»For en dansker er det måske ikke det store problem at ringe eller skrive til en efterretningstjeneste. Men mange muslimer i Danmark kommer fra lande, hvor der ikke er den store tillid til efterretningsvæsenerne. Så for dem kan det være en overvindelse at henvende sig til PET. Men de er simpelthen flove på deres religions vegne over, at islam er knyttet så tæt til radikalisering og terror«, siger Frank Jensen, der godt ved, hvor han vil placere hovedansvaret for, at der er grundlag for at rekruttere unge til radikalisme og terror.
»Samfundet svigter de unge. De er ofte fanget mellem deres oprindelige kultur, som de ikke har det store forhold til, en familie, der er ligeglad, og så det danske samfund, der hellere vil give lærepladsen til Brian end Muhammed. De føler sig rodløse og forvirrede i de sårbare år og er lette at friste. Så sidder de gamle mørkemænd i kældermoskeerne klar til at fange dem ind og finde dem, der kan motiveres for og trænes til at gå hele radikaliseringsvejen. Det er et kynisk spil, hvor de unge jihadister er kanonføde«.
I ’Som et blik fra helvede’ opbygger Jamil en terrorcelle i blandt andet Danmark, og medlemmerne hjælper både ham og Ahmed. Men findes der en sådan celle i virkeligheden ...
»Der er mistanke om, at der i Danmark er personer, som sympatiserer med al-Qaeda, herboende muslimer, der er parat til at hjælpe og huse radikale islamister, der kommer hertil, give dem penge, forsyne dem med våben og altså agere brohoved for et muligt angreb i Danmark. Og man skal huske, at selv om vi heldigvis længe har været forskånet for terrorsager, så er islamisterne et tålmodigt folkefærd. De har ikke glemt Danmark, og blot en enkelt begivenhed eller enkelt bemærkning kan vække dem igen. Det er jo også derfor, PET opretholder sin høje trusselsvurdering. Og det er også derfor, at man ikke kan udstikke garantier for, at Danmark ikke en dag bliver ramt af en terrorhandling«.
Terrorplottet i 'Som et blik fra helvede' kulminerer, da de fire selvmordskrigere i deres skjulested lidt uden for København spænder bombebælterne om maven og gør sig klar til en tur med metroen. Samtidig er USA’s præsident i sin limousine på vej fra lufthavnen til topmøde i Bella Center, mens Jamil og Ahmed er ved at gøre en granatkaster klar i en kolonihave på Amager, uden at vide at tredjemanden i gruppen er efterretningsagent.
Slutningen skal læses i romanen, men hvordan med virkeligheden? Har metro-bomber og præsident-attentater været tæt på? Frank Jensen tyr til den beskyttende frase:
»Lad mig sige det sådan, at PET ikke har afværget et konkret selvmordsangreb i metroen, men at det kan have været en del af en idé hos nogle terrorister, vi har haft med at gøre. PET har heller ikke afværget et angreb på USA’s præsident. Men der var en række mærkelige begivenheder forud for klimatopmødet i 2009, som præsident Obama deltog i. Man kunne få det indtryk af overvågningen, at nogen forberedte noget alvorligt. Men det viste sig ikke at være tilfældet«.
Racisme og nynazisme
Frank Jensens spion- og terror-thriller er ifølge ham selv altså et bidrag til større faktuel viden om, hvordan terrorister og efterretningstjenester arbejder. Men han har også fornøjet sig med opgaven.
»Jeg synes, det kunne være spændende at skrive en roman. Det er vanskeligt for en udenforstående forfatter at lave research på de her områder og derfor svært at få indholdet til at lyde autentisk. Det er jo også derfor, de gode udenlandske spionromaner er skrevet af tidligere efterretningsfolk. Jeg har jo så en baggrund i den her særlige branche, og det er den niche, jeg prøver at udnytte«, siger Frank Jensen.
Han har dog ikke glemt sin fortid. Når man spørger ind til detaljer i de begivenheder, han beskriver i romanen, mødes man med et venligt smil og enten et »det kan jeg ikke komme nærmere ind på« eller »lad mig sige det på den måde at ...«. Og når man spørger, hvordan hans ucensurerede erindringer ville have adskilt sig fra romanen, hvis han havde kunnet skrive dem frit, så er svaret:
»Der havde været flere skandaler om personer i alle lejre. Alle har noget på hinanden, og efterretningsarbejde er ikke fejlfrit. Der er ikke grund til at bygge en glorie op«.
Og Frank Jensen er slet ikke færdig som »virkelighedsnær forfatter« endnu. En ny bog er på vej gennem computeren – en roman om et emne, som den erfarne antiterrormand mener er en langt mere alvorlig trussel mod det danske samfund, end terror er, og som han også har stor erfaring med fra sin tid i PET, nemlig nynazisme og racisme.
»Islamistisk terror er en sort-hvid historie. Det er rendyrket ondskab, som alle tager afstand fra. Men når det drejer sig om nedsættende bemærkninger om muslimer, for eksempel at det »er for galt med al den offentlige hjælp, man giver muslimske storfamilier«, så er retorikken anderledes. For man hører sjældent den samme klagesang, hvis det drejer sig om en etnisk dansk storfamilie. Der er en grobund her for accept af racisme«.
I sin roman lader Frank Jensen højreekstremister boltre sig med bomber og vold, som til sidst tvinger regeringen til at gøre det endnu sværere at være indvandrer i Danmark.
»De højreradikale er usynlige, ligner helt almindelige mennesker og går i mærkevaretøj, men kan være voldspsykopater. Det er folk i hooliganmiljøet med kontakter i udlandet og efter min mening meget farlige for samfundsudviklingen herhjemme. Vi er kun ved begyndelsen af, hvad de højreradikale kan finde på«.
Så det er måske ikke så underligt, at Frank Jensen forrest i ’Som et blik fra helvede’ bringer et Shakespeare-citat: »Hell is empty and all the devils are here«. Men hvordan overlever man 40 år med alle de djævle myldrende omkring sig og al den ondskab, der følger med:
»Det berører naturligvis én, men hvis du ikke kan smyge det af dig, når du går hjem, så duer du ikke til jobbet. Man skal være professionel. Jeg har en stærk familie, er god til at abstrahere og bilder mig ind, at jeg hverken er blevet kynisk eller afstumpet, selv om jeg har beskæftiget mig med alverdens ondskab, som man slet ikke har fantasi til at forestille sig, før det står foran én. Men der er naturligvis ting, der er svære at lægge fra sig. Efter tsunamien i Thailand for ti år siden havde jeg ansvaret for eftersøgning af forsvundne danskere. Vi havde retsmedicinere og efterforskere i Thailand, og jeg var selv derude et par gange. Vi fik heldigvis fundet og identificeret 45 af de 46 forsvundne, men at tale derude med de pårørende, der i lang tid ikke kunne få vished for, om deres familiemedlemmer var dræbt eller måske kunne have overlevet, er noget af det, der har berørt mig mest i mit liv«.
Publiceret 25. marts 2014