Foto: Doxbio

Ramones-fan blandt pygmæer

Da den tyske journalist Michael Obert dybt inde i regnskoven mødte en mand, der engang var vild med punkgruppen Ramones, mødte han også hovedpersonen i sin første dokumentarfilm.

»Jeg har i mere end 20 år rejst i Afrika og Mellemøsten. Når jeg føler mig truet eller befinder mig i vanskelige situationer, griber jeg helt ubevidst ud efter en eller andens hånd. Hvad enten han har en pistol eller ej«, fortæller den tyske journalist Michael Obert.

At række hånden ud var også, hvad Michael Obert gjorde, da han i efteråret 2009 befandt sig i en alt andet end beroligende situation i regnskoven i Den Centralafrikanske Republik. Obert var i det ludfattige land for at skrive om arbejdet med at bevare regnskoven, da han hørte om en hvid amerikaner, som i mere end 25 år havde boet blandt bayakaerne, regnskovens pygmæer.

Wow, tænkte Michael Obert. Sammen med fotografen skyndte han sig at blive færdig med arbejdet. De fik to bayakaer som guider og fulgte et elefantspor dybere og dybere ind i regnskoven. Efter et par timer stod de pludselig i en lysning med små hytter omgivet af vrede og råbende pygmæer med tatoveringer i ansigtet, tilfilede tænder, spyd og truende attituder. Fluerne summede om de dyr, jægerne havde nedlagt.

»Det var som at blive kastet mange tusind år tilbage i tiden til dengang, alle var jægere og samlere«, fortæller Obert. »Og så var det pludselig som en scene fra en hollywoodfilm. Al larmen forstummede. Som om der var blevet slukket for en kontakt i regnskoven. Pludselig delte mængden sig i to. For enden stod en høj, tynd hvid mand med bar mave og to sorte babyer på armene. Han gav de små børn til deres mødre og mønstrede derpå Obert med korslagte arme og et køligt blik, der spurgte: Hvem er De, og hvad vil De her?

Den tyske journalist følte sig så ilde til mode, at han bare tog mandens hånd. Og som så ofte før tog to hænder trykket. I et billede, der for Oberts indre blik utvivlsomt må have reproduceret et andet møde mellem to hvide mænd i Afrika. Nemlig dengang Stanley mødte Livingstone og kunne sige de berømte ord »dr. Livingstone, formoder jeg?«.

I modsætning til Stanley anede Obert ikke, hvem den hvide mand, der levede blandt de indfødte, var. Men det kom han til. Hele natten sad de to mænd og snakkede om alt fra The Ramones til Heidegger. Om konflikten i Congo, kormusik fra 1600-tallet og Louis Sarnos opvækst på Lower East Side i New York.

Fra ørkenen til regnskoven

Næste morgen spurgte Louis Sarno, om Michael ville med på jagt i regnskoven. Uden forberedelser af nogen art forsvandt de ind i junglen med bayakaerne.

»Jeg bryder mig ikke så meget regnskoven«, indrømmer Obert. »Jeg kan godt lide ørkenen. Jeg er minimalist. Jeg kan godt lide stilhed. Klarhed. Jeg bryder mig ikke om barokken og mørket i regnskoven, hvor alt er fugtigt, man ikke har noget udsyn, og alt, der rører dig eller falder ned på dig, kan være dødsensfarligt«.

Den hvide mand i regnskoven med den blyantstynde moustache og de melankolske brune øjne var ikke kun en excentrisk flygtning fra civilisationen. Louis Sarno var glødende optaget af musik, især vokal polyfoni. Af samme grund havde han i sin tid opsøgt bayakaerne for at optage deres musik. Mere end 1.000 timers musik har han sendt hjem til arkiverne. Men Louis Sarno blev. Han gled ind i et andet liv blandt jægere, samlere og musikere. I regnskoven fik han en kone og en søn, Samedi.

Louis Sarno og hans båndoptager flyttede ind i en verden, hvor tiden er vant til at stå stille. Men nu slår den sprækker, og en af sprækkerne er Louis Sarno selv. Da de to mænd tog afsked, gav Sarno sin nye tyske ven sin e-mail-adresse. Det viste sig, at Sarno et par gange om måneden gik til et Verdensnaturfonden-center et par timer borte og udvekslede beskeder med sin familie og få venner.

5-6 måneder senere fik Michael Obert en e-mail. Louis Sarno havde fået penge til at rejse en tur til New York, fordi hans gamle mor skulle opereres. Hvad sagde Michael til at hænge ud? Michael sagde ja og skrev historien om Louis Sarno.

Som journalist tilknyttet blandt andet Die Zeit og ZeitMagazin har Michael Obert skabt sig et ry som en af journalistikkens dristige rejsende og store fortællere. Bogen ’Regenzauber’ om hans syv måneder lange rejse fra Nigers kilder til dens udløb har medført sammenligninger med Bruce Chatwin og Ryszard Kapuscinski. Som skriver var Obert ikke på udkik efter en god idé til en dokumentarfilm, men da hans ven produceren Alex Tondowski insisterede på, at han burde prøve at lave en film, var journalisten ikke i tvivl. Louis Sarno skulle være hovedpersonen i hans første film. Der er endt som den prisbelønnede ’Sange fra skoven’ med dansk Doxbio-premiere over hele landet i morgen.

Louis Sarno er en mand, der har valgt at leve et andet liv i en tidløs verden, som er under hastig forandring. Da Sarno ankom til regnskoven, optog han bayakaernes smukke fløjtemusik. Nu er der ikke længere nogen bayakaer, der mestrer fløjtemusikken. Congo-bassinets regnskov er i de sidste årtier skrumpet med 75 procent. Krybskytter, krig og skovrydning er hurtigt ved at ødelægge bayakaernes livsgrundlag.

Louis Sarnos søn, Samedi, tilhører den første generation af bayakaer, som ikke uden videre vil lære, hvad deres forældre lærte af deres forældre før dem.

Konflikten i os alle

Louis Sarno optager lyd. Michael Obert komprimerer i ét lydbillede filmens dilemma. Sarno kigger ud ad vinduet. Han ser på New Yorks travle mennesker, bilerne og murene, der tårner sig op som melerede massiver. På lydsiden hører man regnskovens larm. Den organiske verdens kakofoniske smalltalk. Pludselig ligner storbyen en absurd idé. En forvokset fantasme.

»Han følte sig åbenlyst fuldstændig desorienteret« fortæller Obert om at være sammen med Sarno ’hjemme’ i New York. »Han var en en fremmed. På et tidspunkt så jeg ham stå ved et gadekryds og nærmest klamre sig til en lygtepæl. Helt paralyseret. Jeg turde ikke engang spørge ham, om han var o.k. Han stod der i et par minutter. Så sagde han til mig: »Alt, hvad mennesket har skabt, er bare så grimt. Det eneste, mennesket har skabt, som blot kan nærme sig naturens skønhed, er musikken«.

»I landsbyen er han hele tiden omgivet af børn«, fortæller Michael Obert. »Han er historiefortælleren. Mændene i bayaka-stammen anses for at være de bedste fædre i verden. Ifølge en gammel undersøgelse har de mere kropskontakt med deres børn end noget andet folk i verden«.

Det dramatiske skift i ’Sange fra Skoven’ indtræffer, da Louis Sarno med hjælp fra filmholdet indfrier sit gamle løfte og tager sin nu 13-årige regnskovssøn, Samedi, med til New York for at se faderens hjemstavn. Konklusionerne her er, som i resten af filmen, åbne. Er det godt eller skidt, at regnskovens drenge går i T-shirts?

»To verdener er i voldsom konflikt. I os alle sammen. Det er en konflikt, men det er også en intens kommunikation. Som i globaliseringens tidsalder stiller spørgsmål som ’hvor er hjemme?’ og ’hvor hører vi til?’.

»Det er meget smertefuldt at se en kultur forsvinde. Især en kultur som bayakaernes, der er så tæt knyttet til et sted så magisk og kraftfuldt som regnskoven«.

Men paradokserne står i kø. Louis Sarno sørger for tuberkulosemedicin til sine stammefrænder og lærer børnene at læse og skrive. Verdener opstår og forgår. Præcist hvornår hvad sker, er ikke altid let at definere.

»Min film giver ingen svar. Kulturer er dynamiske organismer. De forandrer sig hele tiden. Noget forsvinder, og noget opstår. Det er menneskehedens historie«, konstaterer Michael Obert, der dog ikke forveksler realisme med defaitisme og har taget initiativ til ’The Bayaka Project’, der kæmper for at sikre en bedre fremtid i regnskoven for bayakaerne.

»Det er ikke en ’Mørkets hjerte’-historie«, siger han med henvisning til Joseph Conrads berømte Congo-roman. »Det er en historie om at finde lys i mørkets hjerte«.

Publiceret 30. maj 2014





Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce