Forestil dig, at du en morgen ser dine børn køre til skole. Mens de cykler ned ad vejen, opdager du en mørk bil rulle ud fra kantstenen lidt længere fremme. Lige før børnene drejer om hjørnet, ruller nogen i bilen vinduet ned, og ud kommer en tyk, tatoveret arm. En stor mandehånd klipper truende ud i luften med en lille boltsaks. En af dem, der kan klippe fingre af. Måske holder bilen der også de næste morgener, før den forsvinder og aldrig dukker op igen. Men angsten forsvinder ikke.
Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen indrømmer uden tøven, at det er angst, der for første gang har fået ham til at droppe et bogprojekt. Allerede mens han var i gang med at skrive sine to ’Hippie’-bøger, var han sikker på, at hans kommende bog skulle være en bog om Pusher Street på Christiania. Advarsler fra politiet og samtaler med christianitter, som ikke tør andet end smile til hashhandlerne og rockerne i Pusher Street, har fået ham på andre tanker.
»Politiet har nok ret i, at jeg ville være ret let at skræmme«, siger forfatteren.
Garvede politifolk i Københavns narkopoliti har fortalt, at de jo nok kunne give en vis beskyttelse, hvis det kun handlede om forfatteren selv.
