Herman Achilleus Van Rompuy har aldrig været en mand, der gør et stort nummer ud af sig selv. Før sin næsten modvillige udnævnelse som EU’s første præsident blev han kaldt alt fra ’karklud’ til ’havenisse’, og da han til sin 50-års fødselsdag drømte om en BMW-motorcykel, måtte han tage til takke med en Vespa.
Men de fire et halvt år med Van Rompuy som afgørende topforhandler midt under Europas alvorligste økonomiske krise i generationer har bevist, at en diskret og snu belgisk politiker kan være lige så praktisk og solid som en scooter.
»Enhver generation må erkende og håndtere de problemer, som den bliver konfronteret med. Det her var så min udfordring: Hvordan redder man eurozonen?«, siger den konservative politiker i et af sine forsvindende få interview – det første, han nogensinde har givet til et nordisk medie. Og sikkert også det sidste, for inden årets udgang skulle der gerne være udpeget en ny EU-præsident som fast rådsformand og leder af topmøderne.
Den filosofiske flamlænder har det fint ved udsigten til at forlade magtens korridorer, møde sine børnebørn oftere end Angela Merkel og Barack Obama og få mere tid til at fundere over de små japanske naturdigte kaldet haiku, som han elsker så højt.
Men inden da vil Herman Van Rompuy trods alt gerne fyre en serie pointer af om Europas status og umiddelbare fremtid, sådan som han ser det her på falderebet. Derfor har han skrevet en bog med titlen ’Europa i stormen’, som udkom i den forgangne uge. Og derfor vil han gerne tale om både eurokrisen og dens følger, også for valget til Europaparlamentet om en lille måned.
»Jeg er fuldt ud klar over prisen for krisen, men glem ikke, hvad det var, vi stod over for. Det var mit ansvar, at vi skulle håndtere en overlevelseskrise. Hvis vi ikke havde taget alle de skridt, som vi tog, så ville eurozonen være brudt sammen. Og så ville vi have stået i en reel økonomisk depression nu«, siger han.
»Den eksistentielle trussel mod eurozonen er overstået. Er alle problemerne overstået? Nej. Er jeg klar over alle konsekvenserne for samfundet i form af arbejdsløshed og så videre? Ja, selvfølgelig. Og selvfølgelig bekymrer det mig. Men vi havde intet valg«.
Nødvendigt med hårde krav til Grækenland
I din nye bog beskriver du, hvordan du sammen med eurolandenes ledere måtte indse, at I ingen »sikkerhedsseler« havde. Ingen værktøjer til at håndtere krisen. Hvad var der galt med møntunionen?
»Der var intet galt med ideen om en fælles valuta, som var historisk og rigtig. Men desværre var den politiske infrastruktur svag. Vi havde behov for meget mere. De finansielle mekanismer, meget striks overvågning og kontrol, budgetovervågning og sanktionsmuligheder. Vi måtte fordybe møntunionen og skabe bankunionen. Alt det manglede vi, og vi var nødt til at bygge det skib midt under stormen«.
Hvorfor var det ikke blevet gjort for længst?
»Man må erkende, at den slags meget store nyskabelser kun kan finde konsensus i en kriseperiode. Folk tager kun de store beslutninger, når de har ryggen mod muren og står på kanten af afgrunden med en kniv på struben. Vi stod over for problemer, der intet fortilfælde havde. Og vi blev nødt til at reagere, selv om vi ikke havde noget i værktøjskassen«.
I besluttede at låne milliarder til Grækenland og andre lande i alvorlig gældskrise. Men I krævede samtidig hårde spareplaner i primært de sydeuropæiske lande, som nu står med rekordhøj ledighed, især blandt unge. Var det for meget?
»Vi blev nødt til at redde Grækenland for at redde eurozonen. Det var en hård lærestreg, at vi alle var så meget i den samme båd. Men vi måtte også stille krav. Vi måtte balancere ansvar og solidaritet. Det er lidt for nemt at sige, at det hele er EU’s skyld. Uden hjælpen fra eurozonen, så ville grækerne være gået fallit, med endnu mere alvorlige konsekvenser«.
Men kunne I have givet de lande mere tid til reformer, så de kunne have undgået den enorme arbejdsløshed?
»Problemet med for høj ledighed og manglende vækst i nogle medlemslande eksisterede desværre allerede før finanskrisen – og man skal ikke undervurdere, hvad nationale regeringer og parlamenter kunne have gjort ved det. Man skal ikke skyde skylden for meget på det kollektive EU-niveau. Hovedansvaret ligger stadig på det nationale niveau«.
Herman Van Rompuy forklarer, at de offentlige underskud og gælden i de mest kriseramte lande som Grækenland, Portugal, Irland og Spanien var så store, at der ikke var tid til at vente mere på de nødvendige reformer.
»Hvis vi havde sagt til dem, at de kunne få mere tid til at nedbringe deres offentlige underskud, hvad ville der så være sket? Så ville de andre eurolande skulle have betalt endnu mere for at hjælpe dem, og ingen anede hvor meget mere. For de havde jo ikke længere adgang til det almindelige lånemarked. Jeg ved godt, at der er grænser for ansvar. Men der er også grænser for solidaritet«, siger EU-præsidenten.
Populisterne stadig i mindretal
I din bog konstaterer du, at EU’s magtcentrum er rykket længere ind i eurozonen. Skaber det risiko for, at Danmark og andre lande uden for euroen mister indflydelse og føler sig udelukket?
»Det er lidt overraskende. Vi var nødt til at holde krisemøder og topmøder for eurolandene alene, for det var jo deres penge, det handlede om. Mens eurolandene stod og kæmpede for overlevelse, så kom de andre EU-lande og sagde: Hov, hov, magtens tyngdepunkt flytter sig, vi vil også være med. Jeg har prøvet at tage hensyn til den følsomhed«.
Tror du, at alle EU-landene er nødt til at komme med i euroen på et tidspunkt?
»Nogle har en undtagelse, så der er det jo lidt anderledes. Lad os ikke forcere tingene. Men jeg mener, at det er en meget vigtig beslutning, og i endnu højere grad efter eurokrisen. Jeg tror, at vi vil se flere andre lande blive medlemmer af eurozonen i løbet af det kommende tiår. Så forskellen mellem EU’s topmøder og eurozonens topmøder bliver marginal«.
Er et land som Danmark nødt til at forholde sig til det skred?
»Ja. Men man kan også nævne andre lande, jeg må hellere være diplomatisk«.
Herman Van Rompuy påpeger, at væksten så småt er begyndt at vende tilbage til Europa – men siger, at »det tager tid, før tilliden til bankerne og valutaen er bygget op igen«. I mellemtiden er det primært op til nationale regeringer og parlamenter at gøre noget for at dæmpe krisens sociale følger gennem en aktiv og retfærdig beskæftigelses- og socialpolitik.
»Selvfølgelig bekymrer ungdomsarbejdsløsheden også mig. På EU-niveau kan vi prøve at hjælpe lidt, men vores primære opgave var at redde eurozonen. Medlemslandenes nationale regeringer kan gøre rigtig meget for selv at mindske krisens sociale konsekvenser og for at fordele byrderne ved hjælp af socialpolitik, skattepolitik og særlige initiativer for at skabe beskæftigelse«.
Nu er der snart valg til Europaparlamentet, og meget tyder på, at historisk mange vælgere vil stemme på nationalister og andre partier på den yderste højre- eller venstrefløj, som er meget skeptiske eller direkte imod EU. Er det ikke udtryk for, at folket er utilfreds med jeres krisepolitik?
»Krisen forstærkede selvfølgelig følelsen af usikkerhed. I nogle af landene fik Europa skylden – ikke i alle. I nogle lande var det sågar begyndelsen på populismen. Men i andre lande var populismen allerede til stede. Det går langt tilbage, før krisen. Populisme er blevet en del af vores samfundsliv og sågar vores kultur. Folk er bange for truslen fra globaliseringen og mest af alt indvandrere. Ikke alle. Vi lever i et samfund præget af angst. Nogle partier manipulerer med den frygt og skaber en fjende. Tankesættet er, at de andre skal bebrejdes«.
Hvad sker der, hvis EU-modstanderne og dem, du kalder populister, sejrer til europaparlamentsvalget?
»Der er nogle dele af befolkningerne, som drager ekstreme konklusioner. Derfor bliver populisterne større end nogensinde før denne gang. Men de er stadig et mindretal. Den overvældende del af befolkningen – trods deres forståelige tvivl på grund af krisen – træffer det, jeg vil kalde det rigtige valg. Europaparlamentsvalget vil vise, at selv i dagens Europa vil den overvældende del af parlamentarikerne være personer, der tror på det europæiske projekt. Er jeg bekymret? Ja, jeg er bekymret. Men kan EU’s institutioner stadig fungere? Ja! Uden problemer«.
Hvad er dit svar til folk som Nigel Farage, der har kaldt dig en »karklud«, og som beskylder dig for »euronationalisme«?
»Folk som hvem?!«, siger Van Rompuy, der udmærket godt ved, hvem Farage er.
Nigel Farage, lederen af de britiske EU-modstandere i UK Independence Party …
»Man kan kun blive såret af folk, man respekterer … det er ikke tilfældet her. Bed mig ikke om at gå ind i den slags polemik«, siger Van Rompuy – der forudser, at Storbritanniens genforhandling og mulige folkeafstemning om unionsmedlemskabet efter næste års britiske valg kan blive en stor udfordring for hans efterfølger som EU-præsident.
Velfærdsturisme er et mindre problem
En af de debatter, som i Danmark har skabt stor utilfredshed og givet skeptikerne vind i sejlene, handler om den såkaldte velfærdsturisme. Er det et alvorligt problem?
»Ifølge tallene fra EU-kommissionen, så er det et ret lille problem. De har meget overbevisende data, som beviser dette. Men i det omfang, det overhovedet er et problem, så kan national lovgivning gøre meget. Nationale regeringer, endda lokale regeringer i nogle lande, og nationale love kan give et svar på de uregelmæssigheder, eller måske endda svindel, der kan finde sted«, siger Herman Van Rompuy.
Han advarer regeringschefer og andre nationale, politiske ledere imod at »følge med strømmen af propaganda«, men i stedet undgå at blæse problemerne »helt ud af proportion« ved at forklare fordelene ved fri bevægelighed over grænser.
Men kan du forstå, at en enlig mor i Danmark, som kæmper for at forsørge sine tre børn, har svært ved at se fordelen ved fri bevægelighed? For hende ser det bare ud til, at nogle udlændinge kommer og tager hendes skattebetalte velfærdsydelser …
»Det kan godt være, at hun er i en situation, hvor hun ikke ser fordelene og opfatter det som en trussel, hvis hun tror på disse mestendels forkerte informationer. Men det kunne jo være, at hendes børn – som hun opdrager – senere vil rejse ud over hele Europa og ikke nødvendigvis arbejde i deres eget land, fordi vi i stigende grad udvikler os til ét rum«.
Så selv for hende er det også en fordel?
»På længere sigt og i et bredere perspektiv drager vi alle fordel af den fri bevægelighed. Hvis vi sammenligner den grænseoverskridende bevægelse af personer og handel med for eksempel USA, så er Europa stadig underudviklet. Vi lever i en ny verden«.
Den nye verden vil Herman Van Rompuy fortsætte med at spekulere over, når han senere på året træder tilbage.
Lige nu vil belgieren ikke forholde sig til, hvem der skal afløse ham selv eller EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso – om end både Helle Thorning-Schmidt og de andre nordiske statsministre »alle har de tilstrækkelige kvalifikationer til at blive kommissærer eller endda mere end det«, som han siger.
Selv vil flamlænderen tage sig en tur på scooteren med børnebørnene, når han stiger ned fra EU-toppen. Med sig tager han minderne om et kriseforløb uden fortilfælde. Og så selvfølgelig et hjemmelavet haikudigt om, hvordan unionens første faste rådspræsident ser på Europa:
»En krans af stjerner/Bølgende på det blå hav/Evigt forenet«.
Publiceret 3. maj 2014