Lech Walesa løfter ikke hovedet, da jeg kommer ind på hans kæmpemæssige kontor. Han sidder ved sit skrivebord i den anden ende af rummet – travlt optaget af sin iPad eller en af de andre tablets, han ofte skifter imellem. Jeg har sat mig til rette i en sofagruppe i et hjørne. På vej hen til kontoret, der ligger i en imponerende bygning ved indgangen til Gdansks gamle bydel, blev jeg advaret om, at han kan finde på at afbryde et interview efter 5-10 minutter, hvis han ikke gider svare på mere.
»Første spørgsmål«, siger han, så snart han – iklædt træsko og en nål med Den Sorte Madonna i jakkens revers – har gjort mig selskab i sofahjørnet. Det markante overskæg fylder mindre i ansigtet, her 30 år efter at han som frontfigur i fagforeningen Solidaritet modtog Nobels Fredspris for sin kamp mod kommunismen. Walesa, der er far til 8, er i mellemtiden blevet 70 år, og skæggets farve er skiftet fra sort til gråt, men ellers ligner han blot en bredere udgave af den energiske mand, som fyldte min barndoms tv-skærm.
Hvorfor var det nødvendigt for dig at kæmpe mod kommunismen?
»Kommunismen blev pålagt os efter Anden Verdenskrig. Vi var ikke i stand til at forsvare os og blev givet til Sovjetunionen. Men til sidst lykkedes det os at vinde«, svarer Walesa og opsummerer dermed Polens – og sin egen – nyere historie i kortform.
