Det allervestligste Vestjylland kunne være en helt anden planet, når man sidder i Cannes. Længere væk endog end byer i Rusland. Og sådan en efterårsforblæst ø ud for den vestjyske kyst over for sådan en hed forårseftermiddag i Cannes på en balkon med udsigt over Croisetten? Den figurerer slet ikke oppe på listen over usammenlignelige forunderligheder. Det er for absurd.
Et paradoks mere er, hvor veltalende Jonas Arnby er om sin film. Om ’Når dyrene drømmer’. I Vestjylland – og dermed også i hans film, der foregår der – er der aldrig nogen, der siger et ord, og det er nærmest i en slags afmagt, at den unge pige, der har hovedrollen, og hendes mor, der sidder medicineret henne i et hjørne af stuen, en gang imellem lader øjenbrynene vokse sammen hen over næseryggen og lader hårene blive til veritable børster på ryggen. På et vist tidspunkt af måneden.
Jonas Arnby er i Cannes med ’Når dyrene drømmer’, og få timer efter at den har været vist, er den blevet solgt til adskillige territorier verden over. Hollywood Reporter, der ikke er kendt for at blive helt blød i knæene over for det danske, kaldte den »et selvbevidst og flot værk, der skylder ’Lad den rette komme ind’s Nordic Noir Gloom mere end ’Twilight’s pertentligt skurede skumfidus eller ’Underworld’-franchisens tegneserie-blodtørst«. Kort og godt sagt.
Men varulve i en moderne art-film? En ting er, at Kristian Levring – lige om hjørnet fra Arnby her i Cannes – har lavet en kobojderfilm med Mads Mikkelsen som gunslinger, ’The Salvation’, men varulve ligefrem? Det er næsten, som om Arnbys varulve er mere end blot varulve, som om varulvehistorien er allegorisk?
