En mand i starten af halvfemserne træder ind over et plystæppeklædt gulv. Han har gangstativ, pandebånd og en vild paryk med strithår. Han forestiller keyboardspilleren Nick Rhodes fra firserstjernebandet Duran Duran, og på en måde ligner han lidt.
Det samme kan ikke siges om resten af bandet, der kommer ind ad stuedøren i spraglet dametøj, som med skulderpuder og storblomstede mønstre alligevel ikke rammer helt forbi.
En syv-otte tilskuere i store lænestole hujer og klapper.
»Det her er Duran Duran-stykket, ikk’. Hvordan de mødtes. Og så har vi nogle sange, som de har lavet i virkeligheden«, siger en af de udklædte mænd.
