På bare to år tog havet 120.000 m² af Hørnum Odde, og Røde Klev, øens 4,4 kilometer lange og 52 meter høje klint, mister en meter om året til samme element. Til gengæld er kysten foran hovedbyen Vesterland forstærket med 800.000 kubikmeter sand og således vokset.
På en måde er det indlysende, at det er her på denne geografisk udfordrede nordfrisiske ø Sylt, at manden, der skrev ’Opmålingen af verden’, holder sommerferie. Det var også her, Daniel Kehlmann skrev netop den bestseller, som i en blanding af facts og fiktion fortæller om to af Tysklands store videnskabsmænd, naturforskeren Alexander von Humboldt og matematikeren Carl Friedrich Gauss, der på hver sin måde opmåler verden. Bogen har solgt 2,3 million eksemplarer bare i hjemlandet.
Og det er her, han hviler ud, inden han på Louisiana Literature i weekenden skal fortælle om sin nye roman ’F’, der netop er udkommet på dansk, og som fik fem hjerter her i avisen.
I ’F’ er det sjælens dybde, han måler, når han skridter menneskesjælens mørke af. Men det er vi ikke nået til endnu, for først skal vi have bilen med over til Sylt, og det er bøvlet.
