Skiftende regeringer og forsvaret har gennem mange år fremstillet krigen i Afghanistans farligste provins, Helmand, som en kamp mellem ’det gode’ og ’det onde’ – mellem den Nato-støttede afghanske regering på den ene side og Talebans formørkede krigere på den anden.
»Det er ekstremt naivt, og den opfattelse siger rigtig meget om os selv og vores manglende evne til at forstå, hvad der foregik«, siger den tidligere kaptajn i den britiske hær Mike Martin.
Som sprogofficer var han i 15 måneder toprådgiver for de britiske styrker i Helmand, sammenlagt har han brugt fire år på provinsen. Han taler det lokale pashto-sprog, kender den lokale kultur bedre end de fleste vesterlændinge og har et indgående kendskab til de afgørende militære og politiske beslutninger i Helmand.
»I Afghanistan handler det om personer, familier, klaner, penge og opium og om adgang til vand og jord – ikke om ideologi eller politik. Nato vidste fra starten ikke, hvordan Helmand fungerer, der var ikke noget samlet organiseret Talebanoprør mod en legitim regering. Det var fortsættelsen af en gammel borgerkrig«, forklarer Mike Martin.
