Foto: Jeff Roberson/AP Photo/AP

Sort eksbetjent: Vi skyder for at dræbe

»Vi lærer alle på politiskolen, at man aldrig skyder efter benene eller for at såre. Aldrig«. Sådan siger den 51-årige Damon Cross, som i 22 år var betjent i St. Louis, og som erkender, at der stadig findes racistiske betjente.

Damon Cross hamrer to stive fingre ind midt på sit eget brede bryst.

»Du skal sigte lige her med pistolen«, forklarer den erfarne instruktørs tålmodige stemmeføring.

»Vi lærer alle på politiskolen, at man aldrig skyder efter benene eller for at såre. Aldrig. Hvis det er nået dertil, at du trækker din pistol og affyrer den, så skal du skyde for at dræbe. Pistolerne er ikke et legetøj, man skal vifte med eller skræmme folk med«.

Efter skudepisoden i Ferguson, hvor politiet skød og dræbte den ubevæbnede teenager Michael Brown og siden standsede demonstranter med tåregas og pansrede mandskabsvogne, diskuterer amerikanerne nu, om politiets magtanvendelse er gået for vidt, og om politiet er præget af systematisk racisme over for sorte amerikanere.

For en uge siden krævede præsten og aktivsten Al Sharpton i en følelsesladet båretale ved Browns begravelse et opgør med politiets optræden i sorte boligområder, og justitsminister Eric Holder tygger på, om der skal åbnes en bredere undersøgelse af de involverede politikorps’ optræden over for minoriteter.

De færreste aktive politifolk i Ferguson og St. Louis vil i dag fortælle om deres oplevelse af debatten. Det vil 51-årige Cross imidlertid gerne, og han har på sin vis et ben i hver lejr.

33 politifolk skuddræbt i 2013

Damon Cross er tidligere vicepolitikommissær ved St. Louis Politi, men forlod efter 22 år tjenesten i 2011 og arbejder nu i et firma, der leverer uniformer til politiet. Han er forarget både over behandlingen af den betjent, der affyrede det dræbende skud, og det, han kalder mistænkeliggørelsen af politiet som sådan.

Men som sort amerikaner forstår han også noget af kritikken for racisme – selv om han mener, at det er blevet bedre med årene.

»Det er en trist situation«, siger Damon Cross om skudepisoden i Ferguson. »Men jeg tror, at betjenten kæmpede for sit liv«.

Ifølge organisationen National Law Enforcement Officers Fund døde 111 politifolk i tjenesten i USA i 2013, de fleste i forbindelse med trafikulykker. 33 blev dræbt af skydevåben.

Der findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange borgere politiet dræbte, men det er flere end 400 årligt.

Men der er intet alternativ, mener Cross, der selv trak pistolen seks gange som politimand, men kun én gang har affyret den – uden dog at slå nogen ihjel.

Det nytter ikke noget at tale om skud efter benene eller peberspray i en sådan situation.

»Man hører jo alle mulige forskellige historier. Men hvis fyren tidligere har angrebet betjenten og forsøgt at få pistolen fra ham, og så løber frem mod ham igen, så tænker den her politimand det samme, som jeg ville tænke: Nu er det enten mig eller ham. Og hvis det står til mig, så er det ham. For jeg har tænkt mig at komme hjem hver dag. Sådan er du nødt til at tænke«.

Våben fra Irak til Ferguson

Han giver ikke meget for de vidner fra Ferguson, der har peget på, at politiet skød Brown, mens han havde hænderne oppe.

»Lige nu ved vi kun, at en politimand har skudt en ung fyr. Hvis en betjent har gjort noget forkert, skal han ud, men det er forkert at dømme ham på baggrund af, hvad de siger i medierne eller i de sociale boligbyggerier. De er forudindtagede, fordi de ikke kan lide politiet i det hele taget«.

Kritikere har hævdet, at de pansrede køretøjer og tunge våben, som lokalt politi har fået fra restlagrene fra Irak og Afghanistan i de senere år, har gjort politiet unødigt militaristiske.

Foto: Jeff Roberson/AP

Præsident Obama iværksatte mandag en redegørelse for hele området. »Der er stor forskel på militæret og vores lokale politi, og den linje skal ikke udviskes«, sagde præsidenten ved en pressekonference.

Damon Cross er uenig. Han er glad for de nye muligheder, politiet har fået med den militære udrustning.

»Selv om det kan virke skræmmende for den almindelige borger, så er det nogle gange nødvendigt at bruge hårdhændede metoder over for kriminelle. Man kan ikke gå ind i de her situationer og sige ‘Undskyld, hr., vil De være venlig ikke at stjæle det stereoanlæg?‘ Man må gå ind og gøre sit arbejde«.

Burde politiet ikke hellere lægge en dæmper på situationer som i Ferguson i stedet for at optrappe dem med pansrede mandskabsvogne?

»Men så bliver politiet jo også kritiseret. ‘Hvorfor stod I bare og så på, mens forretninger blev plyndret?’ Det er forkert, lige meget hvad de gør«, siger Cross.

Han anklager politikerne for hykleri.

»Så længe politiet kører rundt derude og passer på folk, så er det fint, og alle er glade. Men når de skal passe deres arbejde, så vender de på en tallerken og siger ‘Uha, nej, det må I virkelig ikke’. Men vil de have politifolk eller socialarbejdere? I nogle tilfælde kan man være begge dele, men i nogle kvarterer må man først som sidst være betjent«.

Sorte behandles anderledes

Næsten ingen af de lokale politiafdelinger i St. Louis er etnisk repræsentativt sammensat i forhold til det område, de betjener, og flere steder er gabet meget stort. I Ferguson er 67 procent af befolkningen sort, mens kun 7 procent af politibetjentene er afroamerikanere.

En Gallup-undersøgelse foretaget kort før uroen i Ferguson viser desuden et betydeligt etnisk gab i amerikanernes tro på ordensmagten. Mens 59 procent af alle hvide har meget eller en hel del tillid til politiet, gælder det kun 37 procent af alle sorte.

Og Cross medgiver, at kritikken af politiet ikke er grebet ud af den blå luft.

»Da jeg begyndte i slutningen af 1980’erne, blev folk helt klart udvalgt på grund af deres hudfarve. Jeg kan godt huske, at jeg som ung sort betjent syntes, det var mærkeligt at stoppe en bil, bare fordi der var tre sorte i den, der sådan set intet havde gjort«.

Cross mener, at det meste forsvandt op gennem 1990’erne, efterhånden som en ældre generation af betjente gik på pension, og flere sorte betjente kom frem i ledende stillinger.

Når du hører denne konflikt sat i scene som et borgerrettighedsspørgsmål, hvad tænker du så som sort amerikaner?

»Det nager mig. For jeg ved, at det ikke er helt forkert, selv om kritikerne overdriver. I den forstand, at man bliver behandlet anderledes af politiet som sort«.

Hvis en politibetjent tager ud til Ladue – en af St. Louis’ velhavende forstæder – taler han helt anderledes til folk end i Ferguson eller i byens sorte kvarterer. Ville en hvid teenager blive stoppet for fumlegængeri i Ladue, som Michael Brown blev det i Ferguson?

»Hm ... Måske. Men tilgangen ville være anderledes. Han ville nok sige ‘Hey, gå ind på fortovet’, i stedet for ‘ Hey, motherfucker, skrid væk fra gaden’ – eller hvad betjenten nu sagde derude.

Problemet kan være særligt slemt i mindre politiafdelinger, mener Cross.

»Nogle tror, at fordi de har en pistol og et politiskilt, så kan de sige hvad som helst til hvem som helst. Det er ikke mange, men de findes. De store politidistrikter er gode til at skille dem fra, men så bliver de på grund af deres erfaring somme tider samlet op af nogle mindre politikredse, der mangler erfarne folk«.

Damon Cross efterlyser, at folk viser forståelse for, at politiarbejde er farligt.

»Min frygt er, at vi når til et punkt, hvor politiet er bange for at forsvare sig. For så er det pludselig deres begravelse, vi skal til«.

Cross understeger, at han aldrig har mødt en politimand, der var stolt af eller pralede af at have affyret sin pistol eller slået nogen ihjel. Men alle ved, at det kan være en del af jobbet.

»Det skal ikke lyde som ‘øje for øje’ eller noget i den retning, men desværre er det nogle gange en politimands opgave. Ingen er nogen sinde forberedt på den situation. Men man er nødt til at være klar til at gøre det, hvis man er nødt til det«.

Publiceret 1. september 2014

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce