Den britiske/canadiske forfatter Tom Rachman er aktuel med romanen 'Storhed og fald'. Kilde: Politiken TV/ Mads Trolle & Peter Vintergaard

Succesforfatter: Hjemme er hvor mine bøger er

Tom Rachman føler ikke, at han hører hjemme nogen steder i verden. Bortset fra sammen med sine bøger, konstaterer forfatteren, der blev verdensberømt med debutromanen ’De ufuldkomne’. Sådan har nogle af karaktererne i hans nye roman, ’Storhed og fald’, det også.

Hjemme på sit arbejdsværelse i London opbevarer forfatteren Tom Rachman sin fortid spredt ud over adskillige hyldemeter. For hver eneste af hans bøger indeholder »en lille smagsprøve på«, hvordan og hvem han var, da han læste dem. Vi køber ikke reoler til at opbevare vores aviser i år efter år. Men vi beholder vores bøger. Og det er der ifølge den britiske forfatter en særlig grund til.

»Mine bøger er de sidste reminiscenser af, hvordan jeg var engang. Og derfor holder jeg så meget af dem. Jeg gemmer også bøger, jeg hader, fordi de har frastødt eller ophidset mig, og jeg vil gerne bevare den følelse. På den måde er bøgerne et fysisk udtryk for min intellektuelle historie«, siger han.

Han kan huske, hvor han har læst hver eneste af sine bøger, hvad han var optaget af på det tidspunkt, og hvem han eventuelt har stjålet dem fra. Og når der er huller på hylderne, ved han også, hvilke bøger der mangler, og hvem der har glemt af aflevere dem. Heldigvis. For de kan ikke erstattes af et identisk eksemplar eller en ny udgave med et andet omslag.

»Det er nødt til at være præcis det eksemplar, jeg læste dengang. Selv om jeg faktisk næsten aldrig læser mine bøger igen, ville det være en fysisk smerte for mig at miste dem«, siger han.

Ligesom musik kan sende én 20 år tilbage i tiden følelsesmæssigt, kan bøger ifølge Rachman vække den intellektuelle følelse af, hvordan det var at være til for 20 år siden.

»Musik kan man læne sig tilbage og lytte til. Men man er nødt til at engagere sig mere i en bog og få bogstaverne til at danne ord og mening. Det er derfor, bøger kan opleves så forskelligt, alt efter hvornår man læser dem. Det føles, som om bogen har forandret sig, når man genlæser en roman, man elskede som teenager. Men det er selvfølgelig én selv, der er forandret«, siger han.

Tom Rachman fik et kolossalt gennembrud med sin anmelderroste debutroman, ’De ufuldkomne’ fra 2011, om livet på en engelsksproget avis i Rom, der i den grad er under afvikling på grund af den teknologiske udvikling. ’De ufuldkomne’ er udkommet i 29 lande, og Brad Pitts produktionsselskab, Plan B, har for længst sikret sig filmrettighederne.

Den nye roman tager udgangspunkt i bogverdenen – en branche, der også er i frit fald som følge af digitaliseringen. Tidligere i denne uge var Rachman i København for at følge ’Storhed og fald’ ud på det danske marked. En mørkhåret, lidt genert, kortklippet mand på 40 år, der har husket at tage en skjorte på, der matcher de armygrønne øjne. Og som har lommerne fulde af medbragte tebreve uden koffein.

Når Rachman dykker ned i netop avis- og bogbranchen, skyldes det hans fascination af, at flere hundrede års kulturel historie »på 5-10 år er forandret for altid«. Men der er stor forskel på de to papirudgivelsers rolle og fremtid, mener han.

»Avisverdenen er langt mere følsom over for konkurrencen fra internettet, fordi den nye teknologi egentlig udfører samme job som aviserne, nemlig at få nyhederne ud, bare meget hurtigere og mere effektivt. Romanen spiller en helt anden rolle. Det er der, man sætter sit liv på pause, alle ens egne håb, ønsker og ambitioner bliver sat på hold, og i stedet følger man karakterernes håb, ønsker og vilje. Og det giver et helt andet engagement end det, man som læser lægger i en avis. Derfor tror jeg også, at bogen har en større chance for at overleve«.

Tre nøglebegivenheder

Romanens hovedperson er den godt 30-årige Tooly Zylberberg, der i nutiden driver en antikvarboghandel i Wales med skuffende få kunder. Som lille pige levede Tooly en ensom international tilværelse sammen med it-eksperten Paul, der skiftede job en gang om året, hvor hun så med samme interval begyndte i en ny skole et nyt sted i verden.

»Som barn levede Tooly frygtelig isoleret, Paul var hendes eneste relation, og hun tilhører de 5 procent mennesker, der fra barndommen er mere optaget af, hvad der foregår i bøger, end omkring hende. Det særlige ved den slags mennesker – og jeg er ikke selv et af dem – er, at deres forståelse af verden først og fremmest sker via bøger og først dernæst via egne erfaringer. De forstår verden ud fra, hvad de har læst«.

Da Tooly og Paul et år bor i Bangkok, bliver hun af uransagelige veje ført sammen med en gruppe charmerende og småsvindlende outsidere, der »minder om karaktererne i en Dickens-roman«. Nemlig Venn, Humphrey og Sarah, som hun fortsætter rundt i verden sammen med. Den karismatiske Venn rykker fra land til land, og i hælene på ham følger Tooly, bogelskeren Humphrey, der primært omgås sine næsten opløste paperbackudgaver af John Stuart Mill, Kafka, Yeats og Rousseau, og den flagrende ansvarsløse Sarah.

Rachman har placeret bogens handling i tre perioder over de seneste 25 år, lige før tre begivenheder, der ifølge forfatteren er nogle af nøglerne til at forstå vores tid. Nemlig i 1988 før Berlinmurens fald, i 1999-2000 i New York lige før 9/11 og så i 2011 tæt på vores nutid, hvor digitaliseringen trænger sig ind på alle. Også på Tooly, der holder til i den nævnte antikvarboghandel i Wales med det sigende navn World’s End og forsøger at holde sig fra computere, mens hun foretrækker at være i selskab med Charles Dickens’ ’Nicholas Nickleby’, biografier om Henrik VIII’s kone Anne Boleyn, klassiske kogebøger – gerne akkompagneret af ’William Tell’-ouverturen, som hun kan spille på sin ukulele.

Min mor har det også sådan

’Storhed og fald’ er befolket af karakterer, der ikke har hjemme et bestemt sted, ikke rigtig har nogen familie eller nogen følelse af at høre til i den tid, de lever i. Og i de 25 år, romanen strækker sig over, lever de fleste af dem i udkanten af samfundet.

Den rodløshed er også Tom Rachmans faste livsledsager. Han kender til det tab, det er ikke at have et land eller en kultur i ryggen. Men også til lettelsen over ikke at føle sig så knyttet til et sted, at man skal bruge en masse tid på at forsvare ting, »man måske ikke engang bryder sig særlig meget om«. I løbet af sit 40-årige liv har han boet i både London, Vancouver, Toronto, New York, Rom og Paris. Men de byer føles egentlig mere »som venner end som familie«.

»Jeg holder af de steder og de kulturer, der hersker der. Men jeg har aldrig følt det meget, som om jeg var ét bestemt sted fra, sikkert fordi jeg er flyttet meget omkring. Og mine forældre har heller ikke følt sig specielt meget som én bestemt ting. Vi er som snebolde, der samler forskelligt op, når vi ruller af sted«, siger han.

Som teenager arbejdede han i nogle år på at finde et sted, han kunne kalde sit. Det behøvede ikke være en kultur, det kunne også bare være en gruppe mennesker. Men:

»Siden overgav det meste af mig sig til, at jeg aldrig ville blive en del af sådan noget, at det var for sent og umuligt. En stor del af mig har accepteret det og kan endda lide at være fri på den måde. Men der er en lille del af mig, der stadig håber, at jeg en dag træder ind i et miljø eller nogle omgivelser, der bare er mine. Men jeg har aldrig haft den følelse. Jeg talte med min mor om det for nylig. Hun er i 70’erne og har det stadig sådan«.

Det bekymrede ham lidt, da han begyndte at skrive fiktion, for mange store forfattere har »et bestemt sted«, hvor deres bøger foregår.

»Dickens havde eksempelvis London. Men jeg har ikke et sted, der er mit, eller et miljø, jeg kan bruge som bagtæppe for mine historier. Da jeg skrev ’De ufuldkomne’, var de fleste af bogens karakterer udstationeret i Rom, men kom andre steder fra. Og jeg opdagede, at jeg godt kunne lide de figurer, som ikke rigtig passede ind eller hørte til«.

Hvem er man så?

I sin nye bog har han taget skridtet videre og undersøger, hvad det gør ved vores identitet, at mange mennesker hører mindre til, end de gjorde tidligere.

»Med forandringen af verden lever folk mere løsrevet og har et mere forvirret forhold til deres identitet. Det, synes jeg, er et interessant sted at skrive ud fra. Flere af karaktererne i ’Storhed og fald’ er nødt til selv at definere, hvem de vil være«.

Og den skæbne deler de ifølge Rachman med mange moderne mennesker. Hjemme er – for ham – hvor hans bøger er. Og på den måde kan han dybest set, ligesom romanens Humphrey, slæbe sin fortid med sig overalt på kloden.

’Storhed og fald’ handler om, hvor ens selv kommer fra, hvis man ikke er formet af et sted, en kultur eller den familie, man er vokset op i. For:

»Hvor kommer ens selv så fra? Skaber man det selv ud af ingenting, og er det overhovedet muligt? Venn mener, at man skal gøre sig fri af andre mennesker og skabe sig selv. Humphrey finder sin omgangskreds i sine bøger. Og Tooly er fanget mellem de to anskuelser. Er der et essentielt jeg, der ville have været det samme, hvis det var blevet født for 275 år siden i et andet land, eller hvis man var blevet adopteret? Det er interessant, i hvilken grad vi selv skaber det menneske, vi bliver«.

Cornflakes hele ugen

Tom Rachman er født i London, hvor han boede sammen med sine psykolog-forældre og sin storesøster de første syv år af sit liv, hvorefter familien flyttede til Vancouver. Han er vokset op i et litterært hjem, hvor alle – undtagen han selv – læste meget. Mens de andre læste, så han film. Og drømte om at blive filminstruktør.

»Da jeg var omkring 14 år, tog mine forældre på en uges ferie og lagde 50 dollars til mad til mig. Jeg tjekkede, om der var nok cornflakes i køkkenskabet til hele ugen, og så lejede jeg film for alle pengene«, siger han og smiler.

Det var faktisk først, da han begyndte at læse filmvidenskab på universitetet i Toronto, at han begyndte at interessere sig mere og mere for litteratur. Og mindre og mindre for film.

»Jeg lukkede mig inde på mit værelse og skrev noveller og blev fuldstændig væk i det. Pludselig var der bare gået 3-4 timer, uden at jeg havde lagt mærke til det. Og sådan havde jeg ikke haft det med noget før«.

Og hvor filmmediet er en tung omgang, der kræver flere menneskers indsats, udstyr og penge, krævede det bare en kuglepen at sætte sig ned og skrive.

»Det gik op for mig, at det ville blive svært nogensinde at få lov at fortælle de historier, jeg havde lyst til, på film. Muligvis ville jeg først kunne skaffe penge til en film som 40-årig. Eller ende som instruktørassistent på den nye ’Transformers’-film. Men primært var jeg bare tiltrukket af at skrive på en måde, jeg ikke havde vidst eller forventet«.

Foto: ENGEL JANUS

Og det var egentlig derfor, han endte med at blive journalist. Fordi han gerne ville skrive fiktion, men som ung tænkte, at hans liv var for begivenhedsløst at øse romaner af. Desuden havde han haft en ret lykkelig barndom og nogle gode forældre, »hvilket selvfølgelig var et kæmpe problem«.

»Som 20-årig havde jeg i bedste fald nogle opfindsomme tanker, men der var ikke så meget substans. Jeg syntes, jeg havde brug for at læse mere, skrive mere og rejse mere, før jeg kunne retfærdiggøre at skrive en roman. Så jeg begyndte som journalist og blev i faget i en årrække. Og endte med at blive fuldstændig fanget ind af de sædvanlige ambitioner om, at jeg måske kunne komme på New York Times en dag«.

Skrev et dårligt manuskript

Men da han var 30 år, kom han i tanke om, at det slet ikke var for at lave journalistik, at han var blevet journalist. På det tidspunkt var han korrespondent i Rom for Associated Press og havde en mindre opsparing. Så han sagde sit job op, flyttede til Paris og regnede ud, at han havde penge nok til at skrive i et år, hvis han levede billigt.

»Så skete der det, at jeg brugte alle mine penge og skrev et virkelig dårlig manuskript. Og nærmest blev deprimeret. I årevis havde jeg drømt om at blive romanforfatter, og så fik jeg et år i Paris til at gøre det, og så lavede jeg bare noget, der var så skrækkeligt. Jeg følte, at jeg havde spildt mine 20’ere på at forfølge en helt vanvittig drøm«, siger Tom Rachman.

Der var »meget galt« med det manuskript, som han siger. Men helt principielt var der det galt, at han ikke anede, hvordan man skrev en roman.

»Jeg havde læst masser af romaner og vidste, hvordan man skrev journalistik. Og jeg troede, at hvis man havde evnerne, så kunne man også sætte sig ned og skrive god fiktion. At enten var man en god forfatter, eller også var man ikke. Og derfor blev jeg så knust over det. Den amerikanske forfatter Fran Lebowitz har sagt, at i skak og matematik findes der vidunderbørn. Men fiktionen har ingen vidunderbørn, for det handler om øvelse og erfaring. Og jeg tror, det er cirka sådan, det er«.

Han tog igen job som journalist i Paris, gevandt modet og begyndte at skrive på et nyt projekt, der blev til ’De ufuldkomne’, som siden har solgt i 800.000 eksemplarer verden over.

»Jeg var nødt til at bruge hundredvis af timer på at finde ud af, hvordan man får en karakter til at flytte sig fra det ene rum til det andet – den slags ting. Jeg læste også interviews med forfattere, der fortalte om få øjeblikkes inspiration og lange stræk med hårdt arbejde. Det tog noget af presset af. For en af de største kilder til skriveblokeringer hos nye forfattere er følelsen af, at man er nødt til at blive Proust eller Tolstoj med det samme«.

I dag arbejder Rachman disciplineret og helst syv dage om ugen. Han er afhængig af at skrive, selv om det »ligesom andre addictions ikke altid er nogen fornøjelse«. Et par timer om morgenen, så en løbetur, og så arbejder han til hen ad 20-21 om aftenen, hvis han har mulighed for det.

»Hvis jeg ikke får lavet noget, føler jeg, jeg har spildt en dag af mit liv. Og jeg bliver nærmest lykkelig af en god arbejdsdag. Den næste morgen er den følelse væk, og så skal jeg have mit næste fix. Arbejde er det, jeg finder mest glæde ved, og der er ikke noget, jeg hellere vil bruge min dag på end det«.

Hvad det første, kasserede manuskript handlede om, vil han ikke fortælle. Men:

»Jeg gemmer det i min computer resten af mine dage. For jeg har ikke modet til at slette det«.

Publiceret 28. august 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce