Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Katinka Hustad

»Så mødte jeg Warhol og Basquiat«

Møbelhandler Ole Faarup har opbygget en af landets største kunstsamlinger. Faarup, som lige er fyldt 80, har en plan for, hvad der skal ske med samlingen efter hans død. Og det er en usædvanlig plan.

Ole Faarup viser mig først ind spisestuen. På vejen passerer vi en stirrende asiatisk pige, der sidder på knæ på et lavt bord, og en anden pige, som har blå og himmelvendte øjne og er nøgen bortset fra løbeskoene på sine ... fire ben. Vi går lydløst over ægte tæpper, glider forbi antikke møbler og Le Corbusier-stole med broget koskind, og jeg får et glimt af en Bosch boremaskine, der sidder fast i væggen bag en sofa ved siden af et skilt, hvorpå der står ’STRIKE’.

Jeg ser mig omkring, og det eneste, jeg ikke kan få øje på, er bare pletter på væggene eller ledig plads på gulvene. Over det lange glasspisebord, som er dekoreret med stofbånd fremstillet af guatemalanske indianere, hænger en prismelysekrone, og under den står en bakke med kager og champagne.

»Skal vi ikke sidde ned«, foreslår Ole Faarup.

Vi sætter os og skåler. Han har været nervøs, siger Faarup, for det er sjældent, han går med til at lade sig interviewe på denne måde. Han lever stille.

»Jeg kan ikke lide at være alt for meget i rampelyset, for der er noget med misundelse og sådan noget ... Jeg kan godt lide at gå og hygge mig uden at være for meget . Jeg er jo på hver dag i mit firma, men det er noget andet«, siger han.

Firmaet er 3 Falke Møbler, som han har været eneejer af i 35 år, og som har gjort ham i stand til at opbygge en kunstsamling, der velsagtens er en af landets største – det er svært at sige med sikkerhed, for er der noget, Ole Faarup ikke vil tale om, finder jeg hurtigt ud af, er det omfanget af hans samling. For slet ikke at tale om hvor meget den er værd.

Efter at have nippet til champagnen begynder vi at gå omkring i de tre sammenhængende stuer for at inspicere kunsten. På endevæggen længst væk fra spisestuen hænger et stort maleri, et snelandskab af skotske Peter Doig.

»Det er mit yndlingsbillede. Jeg synes, det er enestående, altså, jeg synes, det er et pragtfuldt billede«, siger kunstsamleren.

»Hvorfor synes du, det er pragtfuldt«, vil jeg vide.

»Jamen, det er næsten som et Bruegel-billede. Det er så fyldt med intensitet og liv. Selv om det er et snebillede, har det mange farver, og om aftenen har det et helt andet skær ...«.

Han beskriver maleriet med en lidenskab, som var det en af hans nærmeste og mest kære slægtninge, han talte om.

»Hvor meget kan du få for det«, spørger jeg ufølsomt og slynger et beløb ud, som jeg tilfældigvis ved, Peter Doig lige har indkasseret for et stort maleri på en auktion i London: »10 millioner pund?«.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Jeg taler helst ikke om penge«, undviger Ole Faarup. »Men det er klart, at Peter Doig er en af perlerne i min samling. Og hans billeder er steget meget. Men jeg har aldrig købt med investering for øje. Jeg har altid købt med hjertet. Jeg har købt impulsivt. Peter Doig var ingenting dengang i midt-90’erne, da jeg købte ham. Ingen kendte ham. Nu er han en stjerne«.

Peter Doig er måske nok den største, men langtfra den eneste stjerne her i lejligheden på tredje sal. Og der er faktisk en god grund til, at jeg fisker efter det med prisen og pengene. Det er, fordi Ole Faarup selv har lagt op til, at vi skal snakke om noget i den boldgade. Han har ikke kun inviteret mig for at vise sin samling frem. Der er noget bestemt, han gerne vil meddele verden.

Han vil afsløre, hvad der skal ske med denne betydelige mængde af kunst, når han engang – som han selv lidt senere udtrykker det – lukker sine øjne.

Så mødte jeg Warhol og Basquiat

Ole Faarup er født i 1934. Hans forældre boede i mange år i Sønderborg, hvor faderen var overlæge, men siden flyttede de til København, og det var her, Ole voksede op. Forældrene var meget interesserede i kunst, så allerede dér blev spiren lagt.

Forældrene – eller nok mest faderen – var også interesserede i, at sønnen skulle følge familietraditionen og blive læge, hvilket Ole Faarup da også gjorde et forsøg på. Han begyndte at studere medicin i Aarhus, men lod sig opsluge så meget af et studiejob hos en møbelhandler, at han skiftede medicinen ud med en handelsuddannelse.

På den måde havnede Faarup i 60'erne hos sølvsmedefirmaet Georg Jensen i New York, hvor han fik kontor i firmaets 4-tagers bygning på hjørnet af East 53rd Street og 5th Avenue.

»Det var i New York, det hele begyndte at ske for mig. I frokostpausen gik jeg hen til Museum of Modern Art, som lå i samme gade, og jeg nød det. Og jeg gik på gallerierne. Jeg havde ikke så mange penge at rutte med, men jeg købte en lille smule ...«.

Hos Georg Jensen mødte han mange kunsthåndværkere, og der dukkede også kunstnere op. Om aftenen kom han af og til på en restaurant, der hed Max’s Kansas City.

»Det var et fantastisk sted nede for enden af Park Avenue South, og der mødte jeg Warhol og Basquiat ...«.

»Du mødte simpelthen Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat?«, udbryder jeg benovet.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Ja, to gange. Jeg sludrede bare lidt med dem. Du ved: Goddag og how are you og tillykke med den udstilling. Men jeg købte ikke noget af dem ... selv om det slet ikke var så ubetaleligt, som det er i dag«.

Siden har han formået at købe en lille Basquiat-tegning. Den hænger i et hjørne lige over et endnu mindre prikbillede af Damien Hirst. Så vidt Faarup ved, er der ikke andre Basquiat-værker i Danmark.

Peter Doig er den vigtigste

Stormagasinet Macy's i New York hyrede Ole Faarup som chef for møbelafdelingen, og senere blev han headhuntet til direktør i Illums Bolighus i København. Det var i begyndelsen af 70’erne, og det var på dette tidspunkt, han gik i gang med at købe ung dansk kunst.

Han købte malerier af Niels Reumert og Uffe Christoffersen og andre fra gruppen Violet Sol. Han fik fat i et lille Jorn, og han besøgte en anden Cobra-maler, Ejler Bille, i hans atelier, der lå ikke langt fra Faarups sommerhus i Rågeleje.

»Det var en bizar oplevelse. Jeg har aldrig i mit liv været i et hjem, der var så snavset. Vi fik kaffe af kopper, der ikke var blevet vasket op. Hans kone, Agnete Therkildsen, tænkte ikke på den slags. Hun tænkte kun på at male. Og hun var en god kunstner«.

Der er ikke mange værker fra disse tidlige år tilbage i Ole Faarups lejlighed. I en af krogene hænger dog stadig Jorn-maleriet oven over et maleri af Ejler Bille og et af Wilhelm Freddies tidlige billeder.

»Du har virkelig stoppet stuerne med kunst!«, kan jeg ikke lade være med at sige.

»Ja, og hver eneste ting har sin historie«, siger Faarup, hvorefter han fortæller nogle af dem, mens vi traver fra stue til stue.

Han fortæller om den engelske gallerist Anthony Wilkinson, som kørte ham rundt til gallerier og atelierer og præsenterede ham for de kunstnere, der i 90’erne blev døbt Young British Artists.

»En dag kom vi til en akrobatskole i London, hvor folk hoppede rundt i trapezer, og jeg ved ikke hvad. Ovre i hjørnet lå der et kunstneratelier, og det var så Gary Humes, som også er blevet en af de store ... Det der billede hedder ’Kissing Couple’«, siger Faarup og peger på et stort maleri, der er i klare farver og overlegent enkle strøg.

»Jeg synes, det er et vidunderligt billede«.

Han læner sig lidt til siden og peger ind på den store væg i spisestuen.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Men det der er naturligvis hovedværket i min samling«.

Det er igen Peter Doig, nok den mest berømte af de britiske kunstnere, som for nogle årtier siden blev kaldt de unge. Også kunstmuseet Louisiana har et godt øje til Doig og viser ham i stor stil til foråret. Maleriet i spisestuen er endnu større end snelandskabet.

»Det hedder ’Country Rock’, og det har været udstillet mange steder, blandt andet på Tate Gallery, hvor det også var på forsiden af kataloget«, siger Ole Faarup.

Og så tog alle til Leipzig

Vi går videre. Soveværelse, gæsteværelse, gang, toilet, køkken. Der er kunst over det hele. Faarup peger og drysser navne og små historier i generøse mængder ud over mig, akkompagneret af en radio, der i baggrunden spiller dæmpet klassisk musik af den lettere genre.

Dér hænger en tidlig Per Kirkeby. Her er en David Shrigley, og her har vi tyskeren Jonathan Meese. Se lige den her af Tracey Emin! Hvad siger du til dette billede af Jake og Dinos Chapman? Og er det der hoved ikke fantastisk? Det er et Kristus-agtigt glashoved på sofabordet, vi er nået frem til.

»Det er af Pascale Marthine Tayou. Han er vist fra Gabon. Jeg kom i snak med ham ved en åbningsmiddag nede på Arken. Han fortalte, hvor vigtigt det er med menneskekærlighed og sympati og respekt over for mennesker, og han virkede i det hele taget som så godt et menneske, at jeg næsten kom til at græde. Og jeg tænkte: Ham måtte jeg have noget af«.

Vi fortsætter til et landskabsmaleri af Tal R.

»Det har alt det, det skal have«, siger Faarup.

»Hvad mener du med det?«.

»Det sagde bang hos mig med det samme. Der skal være et eller andet, der klikker. Sådan et billede som det her, det har ... sjæl, synes jeg. Det har varme. Det har et meget stærkt udtryk. Og det sætter en masse tanker i gang ... Det har fået en meget fin plads hernede bag døren sammen med et pragtfuldt billede af Matthias Weischer fra Leipzig«, siger han.

Og føjer til: »Men nu skal vi have lidt oven i glassene ... Tag en lille kage, de er gode ...«.

Ole Faarups netværk er vokset, i takt med at han har købt mere og mere kunst. Gallerier og kunstmuseer både ude og hjemme inviterer ham, når en ny udstilling åbner. Han tager på kunstmesser. Og han tager hellere end gerne flyveren til London eller en anden af kunstens hovedstæder, hvis han har en interessant kunstner i kikkerten.

For nogle år siden tog han en tur til Berlin sammen med Arken-direktør Christian Gether, og under besøget fik de et tip om at stikke hovedet indenfor i et nyt galleri. Det var sådan, han opdagede ikke bare Matthias Weischer, men en hel gruppe af unge kunstnere fra Leipzig.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Vi kommer ind ad døren, og der sidder kun et ungt menneske, som ikke ved noget om noget som helst. Det er alt sammen meget uprofessionelt. Men der var en kunstner, som hed Tilo Baumgärtel. Og det osede af talent. Det var spændende. Og på det tidspunkt var der ikke én, der anede noget om Leipzig. Vi var så ubetinget de første. Men i løbet af kort tid, whooom, så tog alle til Leipzig ...«.

Det er den slags, der tænder Ole Faarup: at prøve at finde unge kunstnere ude i verden, før alt for mange andre opdager dem. Og så købe deres værker. Lige nu har han et godt øje til nogle rumænere, der har indrettet atelierer i en gammel fabrik i byen Cluj.

»Jeg har ellers hørt, at danske kunstsamlere først køber, når de er sikre på ikke at brænde sig? Når andre har taget føringen ...«, siger jeg.

»Der er andre samlere, som har det samme vovemod, de samme interesser og samme måde at købe på som mig«, svarer Ole Faarup, som er stifter af og formand for Det Danske Kunstsamler Selskab.

»Men der er også dem, som af den ene eller den anden årsag køber mere sikkert, fordi de måske tænker på, at det skal være et led i deres pension eller tænker mere fremadrettet på deres børns sikkerhed«.

»Har du aldrig taget fejl?«.

»Selvfølgelig har jeg det. Men det er småting ... Engang var jeg nærmest til grin. En kendt dansk gallerist skosede mig for at købe et billede af Chris Ofili – 'Blossom', det hænger ude i forstuen«, siger Faarup, hvorefter han selvbevidst tilføjer:

»Men nu skal det over til New Museum i New York, og det har også været på Tate Gallery og Serpentine Gallery i London«.

Jeg ønsker ingen mindestuer

Vi forlader lejligheden, for Ole Faarup har bestilt bord på en restaurant rundt om hjørnet. Og da vi har sat os, kan det ikke udskydes længere. Vi skal snakke om fremtiden – om de planer, han har for sin kunstsamling.

»Når man nu er enlig, som jeg er, og ikke har nogle direkte efterkommere – jeg har masser af familie, men de har det alle sammen vældig godt – ligger det jo en på sinde, hvad der skal ske«, begynder Faarup.

»Og da ung international kunst har betydet så meget for mig gennem årene, har jeg oprettet denne fond, som skal bruges til at købe værker af kunstnere under 40 år. Kunsten skal indkøbes af visse danske museer«.

»Hvilke museer drejer det sig om?«.

»Det er hovedsalig Kunsten i Aalborg, ARoS i Aarhus og Arken i Ishøj. Jeg synes, de tre museer især de senere år har gjort meget for den internationale samtidskunst«.

»Jeg bed mærke i, at du ikke nævnede Louisiana?«.

»Altså ... de tre museer, jeg har nævnt, står mit hjerte nær. De har betydet meget for mig. Men fundatsen åbner mulighed for, at andre museer også kan søge«.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Så du vil sælge din kunst og anbringe pengene i fonden?«.

» Alt skal sælges«, fastslår Ole Faarup.

»Det lyder vildt, når man nu ved, hvor meget den samling betyder for dig?«.

»Ja, men det er netop derfor, jeg vil sælge det. Jeg vil ikke sprede tingene. Og der skal ikke laves mindestuer eller sådan noget. Det ligger mig så fjernt. Jeg ønsker, at alle de ting, jeg har været så heldig med at købe og har haft så stor glæde af – og som i mange tilfælde er steget i værdi – at de ting bliver omsat til penge, der kan give andre den samme glæde, som jeg har haft, ved at købe kunst ind på et tidligt tidspunkt. Og jeg synes, det er morsomt at kunne være med til at give museerne mulighed for at gøre noget, de ellers ikke kunne gøre«.

»Og fonden er allerede stiftet?«.

»Ja, der er en bestyrelse og en fundats. Og i det øjeblik, jeg lukker mine øjne, vil den træde i kraft«, siger Faarup.

»Hvor store midler vil den fond råde over?«, forsøger jeg mig.

»Arh, det bliver en meget væsentlig fond. Midlerne kommer fra min samling og alt, hvad jeg i øvrigt ejer. Der er nogle ejendomme ... Men hvor stor fonden bliver, afhænger jo fuldstændig af markedssituationen ...«.

»Hvor meget er din samling værd i dag?«.

»Jeg taler jo ikke om penge, det gør jeg altså ikke. Den får du mig ikke med på!«, siger han.

Publiceret 8. september 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce