Der er dømt dyb tragik. Kælderdyb. Afgrundsdyb. Faktisk slår vore betegnelser for ekstreme dybder næppe til til at beskrive Pacinos helt unikke dybde, når han sætter sig for at dykke ned i det underbevidste.
Hvornår går en performer hen og bliver en joke? Hvornår begynder spejlbilledet, selv for den mest narcissistiske, den mest selvkritiske, at blive til en vrangspejling? Vågner den dygtige, seriøse og højtagtede skuespiller en morgen op og ser Dorian Grays ansigt i spejlet, fortrukket af vellyst, depravation og selvglæde, stirrende tilbage på sig?
Hvornår – med andre ord – bliver en kunstner til en frikadelle?
Jeg har elsket Al Pacino, fra jeg var dreng. 11 eller 12. På trods af at jeg har set to af de frygteligste film i vores tidsalder her på festivalen i Venedig, film, der begge har Pacino i dominerende hovedroller, elsker jeg ham stadig. Det er nemt at gøre grin med ham, men han har formået med skiftende held at holde sig relevant i mere end 40 år. Det er ikke ingenting. Nævn én mand under 60, der ikke tæller ’Godfather 2’ på sin top 10 over yndlingsfilm. Og Pacino er som oftest hovedårsagen. I dag får han større roller end nogensinde, men i manuskripter, der mildt sagt ikke er hans opmærksomhed værd, og hans jugement er ikke det bedste. Det er ikke nemt for kvindelige skuespillere at blive ældre i Hollywood, men bestemt heller ikke for herrerne. Robert De Niros karriere lever også mest i erindringen.
