Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Jacob Ehrbahn/Jacob Ehrbahn

»Jeg var ultravoldelig nynazist og hellig kriger i kampen for den hvide race«

43-årig afhoppet stifter af verdens største racistiske skinhead-organisation advarer den danske regering mod at straffe syrienskrigere. I skal lytte og tilgive, siger amerikaneren, som gæster Danmark i denne uge.

På den ugentlige lønningsdag gik han som regel til den lokale McDonald’s i et nedslidt kvarter i Milwaukee i det nordlige USA og købte sig en bøf. Bag disken stod en ældre, sort kvinde, som med et strålende smil tog imod alle, der kom gennem døren.

Smilet fik Arno Michaelis til at føle sig utilpas. Han hadede sorte og bestilte bare sin mad. Derefter fortsatte ugen med druk, slagsmål, whitepower-musik og andre skinheadsyslerier.

»Jeg glemte alt om kvinden, og næste lønningsdag gik jeg igen på McDonald’s. Denne gang spurgte hun, hvordan min dag havde været, og hun huskede, hvad jeg plejede at spise, hvilket var ubehageligt. Jeg prøvede virkelig at hade hende«, fortæller han.

Nogle uger gik, og han fik tatoveret et hagekors på langfingeren, så han i tilfælde af, at han stødte ind i en antifacist, kunne give ham fingeren lige op i ansigtet.

»Formålet var ganske enkelt at genere folk og komme i slagsmål«, siger Arno Michaelis.

Det blev lønningsdag, han gik til McDonald’s, og da han fik øje på den ældre, sorte kvinde, fór det instinktivt gennem ham, at hun ikke skulle se tatoveringen. Han prøvede at skjule den, mens hun på sædvanlig smilende vis spurgte til ham. Hun opdagede hagekorset, og Arno Michaelis kiggede ned på sin støvler og mumlede, at han ikke gad at tale om det.

»Så sagde hun, hør her, jeg ved godt, at det ikke er sådan, du er. Du er et bedre menneske end det der«, forklarer han.

Arno Michaelis snuppede sin bøf, forlod McDonald’s-forretningen og kom aldrig nogen sinde tilbage.

Hændelsen havde to følger.

»Den gjorde mig faktisk mere voldelig. For jeg måtte lægge så meget afstand, som jeg kunne, mellem det øjeblik og den person, som jeg prøvede at blive«.

Han tog hjem, drak sig fuld, gik på gaden og slog den første person, han mødte, ned. Smadrede ham fuldstændigt.

»Jeg brugte så mange kræfter på at være hvid kriger, og så kommer den her sorte kvinde og ødelægger det hele ved at sige, at jeg er en bedre person end det der. Hvis hun havde mødt mig med fjendtlighed, kunne jeg have sagt til hende, ja, det hagekors sidder her, fordi jeg hader sorte. Det var den reaktion, jeg håbede på. I stedet viste hun medfølelse, interesse og omsorg. Hun sagde det, som om hun elskede mig. Det mindede mig om min bedstemor«.

Sådan føjede mødet med kvinden sig også ind i en række af hændelser af lignende karakter, som Arno Michaelis kom ud for gennem sit syv år lange engagement i en af verdens største og mest voldelige racistiske skinhead-grupper, og som i sidste ende lagde sig sammen i ham og fik ham til at tage beslutningen om at forlade miljøet.

»Hun forandrede mig ikke på stedet. Men der skete det, som altid sker mellem mennesker. Hun plantede et frø i mig, og det tog syv år, før det frø endelig sprang ud. Men det skete«.

Arno Michaelis har placeret sine store hænderne på spisebordet foran sig i en lejlighed i København. Han er netop landet med flyet fra Chicago. Hagekorset på langfingeren er fjernet. I den kommende uge skal han tale på et seminar om syrienskrigere, nynazistiske miljøer og voldelig ekstremisme på Grundtvig Højskole i Hillerød.

Racistisk hellig krig

I dag virker den 43-årige amerikaner som foredragsholder og leder af organisationen Serve2Unite, som arbejder med fredsstiftende projekter blandt ekstremistiske amerikanske unge, imens han prøver at forlige sig med sin fortid.

Som skoleknægt og voldelig punk-rocker havde han adskillige overfald bag sig, da han i 1987, som 16-årig, blev optaget i det voksende racistiske white power-miljø i Milwaukee. Året efter var han medstifter af en af verdens formentlig største skinhead-organisationer.

Som 19-årig var han blevet såkaldt prædikant i den selverklærede bevægelse Racistisk Hellig Krig og forsanger i det blandt vestlige skinheads stærkt populære amerikanske had-metal band Centurion.

»Jeg var ultravoldelig nynazist og hellig kriger i kampen for den hvide race. Den hvide races overlevelse var vores religion. Den store retorik var, at jøderne var ved at ødelægge os, og handlede vi ikke, ville der ikke være flere af os tilbage. På den måde havde vi en ekstremistisk og fundamentalistisk tankegang«.

Den praktiske udførelse af ideologien bestod i at tæve folk i gaderne. Nogle gange med baseball-køller.

»Jeg kastede mig bare over dem, jeg så. Jeg bankede livet ud af dem. Mindst en gang om ugen. Jeg hadede andre mennesker og de skiderikker, som kiggede skævt til mig. Vi kørte rundt og ledte efter antiracister. En weekend talte vi os frem til, at vi havde nået at smadre 30«.

I 1994, efter at han havde mistet kammerat nummer to i et gadeslagsmål, og et par måneder efter at han var blevet enlig far til en datter, forlod Arno Michaelis endegyldigt det nynazistiske miljø.

»I dag arbejder jeg med tidligere bandemedlemmer, politiske ekstremister og mange tidligere jihadister. Det slår mig virkelig, at jeg fuldstændig er i stand til at forstå jihadister, for jeg ser min egen historie i dem. De snakker om at indføre sharia over hele jorden, og det var den samme hvide magt, vi talte om. Det er forskellige aktører, men samme utopi og samme voldelige fundamentalisme«.

Syrienskrigere skal komme hjem

Han har fået et indtryk af de seneste dages danske debat, hvor politiske partier nærmest har forsøgt at overbyde hinanden med forslag om, hvordan samfundet hindrer unge, potentielle syrienskrigeres udrejse. Lige fra inddragelse af pas og ophævelse af eventuelle opholdstilladelser til sænkelse af den kriminelle lavalder eller ganske enkelt forbud mod at rejse til visse lande, som kan forbindes med terrorhandlinger.

Arno Michaelis tror ikke på nogen af delene. I stedet opfordrer han vestlige regeringer til at udarbejde afradikaliseringsprogrammer, som bygger på tilgivelse.

»Jeg mener, at den danske eller den britiske regering vil komme meget længere ved højt og tydeligt at sige: Alle I, som har begået den fejltagelse at rejse ned til kampene i Syrien, I kan komme hjem, og I skal være velkomne. Vi bliver ganske vist nødt til at arbejde med jer. Vi skal bruge lang tid på at tale med jer og forstå, hvorfor I gjorde det. Men vi vil lytte til jer og høre, hvad jeres bevæggrunde er«.

Hvorfor skal vi lytte på dem? Det er jo deres eget ansvar, at de er taget af sted?

»Jeg tror på, at det kan vende folk rundt. Det her er ikke en envejs proces. Der er noget galt i det danske eller engelske samfund eller andre steder, hvor der udklækkes voldelige ekstremister, og vi er nødt til at få identificeret, hvad problemerne er. Hvis ikke man giver dem en chance, så har de intet alternativ til at blive selvmordsbombere. Til at blive det største våben, de overhovedet kan blive. Det minder mig om de følelser, jeg selv plejede at have. Alle så på mig, som om jeg var en sæk lort. I fik mig til at føle mig sådan, og samfundet er nødt til at finde frem til en gestus, som blæser hul i hele denne selvopfattelse af, at regeringen og hele befolkningen hader en«, siger han.

Hvordan forestiller du dig, at det skal gribes an rent praktisk?

»Man skal tilbyde tilgivelse gennem afradikalisering. Tilgivelse er en enorm magtfuld værdi. Pointen er at demonstrere de menneskelige værdier, vi tror på, og få dem introduceret tilbage i de her menneskers liv. Jeg har selv nået et punkt i mit liv, hvor jeg virkelig værdsætter værdier som tilgivelse, venlighed og taknemmelighed, fordi de er grundlaget for min egen glæde«.

Tilgivelse på skoleskemaet

Set udefra er det danske samfund et mønstersamfund, mener han, som i forvejen arbejder med de her værdier.

»I har det allerede inde i spillet, men I skal forstå, at det er en proces, som starter forfra hver dag, og som altid vil ændre sig. Det, som fungerer et år, fungerer ikke det næste. Det skal hele tiden udvikles«.

Derfor taler Arno Michaelis for, at afradikalisering bliver en del af skolernes pensum. Allerede fra første klasse.

»I skal lære jeres elever i skolerne – og det sker måske allerede i en vis udstrækning – at pleje de menneskelige værdier imellem sig. Tilgivelse, ansvar, engagement og tålmodighed skal være en del af uddannelsen. Det skal være en del af skemaet på skolen. Skolebørn skal testes i matematik og læsning, men man bør give lige så stor opmærksomhed til deres bevidsthed og skabe et miljø, hvor børn involverer sig i andre i stedet for at være angste for dem. Hvis man lytter til andre og inkluderer dem, har man muligheden for at bryde de voldelige og ekstremistiske cirkler, de ellers vil kunne havne i«.

Men gør vi ikke os selv for svage på den måde? Kunne vi have krammet dig ud af nynazismen?

»Det nytter jo ikke at gå den anden vej og overgå sådan nogen som mig i vold eller fuldstændig udrydde jihadister. Jeg er ret bekendt med voldelig ekstremisme, og jeg ved, at det kører i ring. En af måderne at bryde det på er at lytte til de andre. Det er ikke et hurtigt fix, som løser alle problemer, og det koster langt mere mod og en langt større indsats end at trykke på aftrækkeren. Jeg tror på venlighed uden svaghed, og det var altid de mennesker, som viste mig værdier, som rykkede mig. Latinoen, som holdt døren. Kvinden i McDonald’s, som værdsatte mig, selv om jeg bare var en pose lort. Jeg må ærligt sige, at havde det ikke været for den hændelse, er det muligt, at jeg aldrig havde ændret mit liv«.

Publiceret 15. september 2014

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce