Hans ansigt blev sorgens ansigt for Norge og hele verden på en grådkvalt sommerdag i 2011. Men Jens Stoltenbergs tale i Oslos domkirke to dage efter massakren på Utøya bliver også husket for ordenes værdighed – og for den daværende statsministers budskab til de knuste nordmænd om, at ondskaben aldrig kan slås tilbage med vold og hævn.
»Vores svar er mere demokrati, mere åbenhed og mere menneskelighed. Men aldrig naivitet«, sagde Stoltenberg i de dage, han aldrig vil glemme. Heller ikke, når han i efteråret afløser Anders Fogh Rasmussen som leder af verdens stærkeste militære alliance.
»Det var en vigtig tale. Den var vigtig for mig, men den var især vigtig for dem, der var ramt. Det handlede om skuffelsen, om sorgen – men også om det paradoksale i, at den ondskab, som vi så 22. juli 2011, samtidig fik alt det gode frem i Norge. Vi så det værste, og vi så det bedste. Vi så vold, vi så drab. Men vi så også kærlighed og varme«, siger Jens Stoltenberg.
»Jeg blev mindet om, hvor vigtigt beredskab er. At man altid må være forberedt på det utænkelige. Hvor brat og brutalt terror kan slå til. Men jeg lærte også noget om styrken i nogle meget vigtige menneskelige egenskaber som omsorg og fællesskab. Det er de værdier, vi skal værne om«, siger han.
Den lærdom vil den erfarne norske politiker tage med sig til chefstolen i den vestlige forsvarsalliance, som efter Ruslands annektering af den ukrainske Krimhalvø står midt i den alvorligste krise siden den kolde krig.
For mig har det aldrig været sådan, at vi kunne se bort fra Rusland som en militær stormagt i vores nærområde, selv om der har været mindre uro
Jens Stoltenberg
»Jeg har altid tænkt, at Rusland er en stormagt. Rusland har rustet op militært, og vi så, hvad der skete i Georgien i 2008. For mig har det aldrig været sådan, at vi kunne se bort fra Rusland som en militær stormagt i vores nærområde, selv om der har været mindre uro«, siger han.
Ingen ny kold krig
Nordmanden understreger flere gange, at der er mange ting, han ikke kan tale om endnu. Han kan ikke gå ned i detaljerne i den debat om Nato’s fremtid og om behovet for større militære budgetter, som Ruslands fremfærd i Ukraine har sat i gang.
»Selv små nuancer i, hvad jeg siger, kan blive til en diskussion. Og jeg vil ikke have, at der skal være tvivl om, at det er Anders Fogh Rasmussen, der er generalsekretær frem til 1. oktober. Ikke mig«, siger han.
Men Stoltenberg vil godt forholde sig til den krise, Nato står i – og forholdet til den russiske magt, som både Norge og han selv har så mange års erfaring med at håndtere. Han mener ikke, at alliancen står over for en ny kold krig. Men han er enig i, at Krim vil sætte sig dybe spor i Nato i form af et fornyet fokus på forsvaret af Europas østlige grænser.
»Min udfordring bliver at tage Nato videre ind i en ny tid. Jeg skal bygge på det arbejde, som Anders Fogh Rasmussen har gjort. Efter ti år, hvor vi har været tungt engageret i store internationale operationer som Afghanistan, Balkan og Libyen, er det tid til at øge opmærksomheden og betydningen af kerneopgaver som kollektiv sikkerhed i nærområder«, siger han.
Anders Fogh Rasmussen og andre har sagt, at Ruslands annektering af Krim er en brat opvågning til et nyt sikkerhedspolitisk verdensbillede. Er du enig i det?
»Jeg er enig i det, som Nato og 28 medlemslande har givet udtryk for. Det er en meget alvorlig situation. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et land har annekteret et andet lands landområde ved hjælp af magt, og det, der sker i Rusland, minder os om betydningen af den kollektive sikkerhed«.
Fiskeriaftale med Rusland
Men du har jo selv som norsk statsminister haft held med en pragmatisk holdning til Rusland?
»Jeg har arbejdet med Rusland i mange år. Selv da den kolde krig var på sit koldeste, da grænsen mellem Norge og Rusland var lukket, og vi fandt atomvåben på ubåde i Barentshavet, var Norge og Rusland i stand til at blive enige om fiskekvoter. Men forudsætningen for, at vi har været i stand til at forhandle med Rusland om grænseområder og fiskekvoter, har været Nato«, siger Jens Stoltenberg.
»Der er ikke nogen modsætning til at være stærk og fast og at have dialog. Tværtimod. Forudsætningen for dialog er styrke, og forudsætningen for, at Nato fungerer som en politisk alliance, er, at Nato har et troværdigt forsvar. Uden at gå for meget ind i dagens Nato-udfordringer kan jeg sige, at vores erfaringer fra Norge er, at det ville have været meget vanskeligt for Norge at indgå kompromiser med Rusland og forhandle om følsomme spørgsmål, hvis ikke vi havde haft Nato i ryggen«.
Forstår du, at central- og østeuropæerne gerne vil have en ny diskussion om forsvaret i Europa, og at det er vigtigt at fokusere på det igen?
»Jeg vil ikke nu vurdere, hvordan det skal håndteres i detaljer, for det er det, der forhandles om i Nato. Men jeg er enig i, at Nato skal fokusere mere på de grundlæggende kerneopgaver, nemlig medlemslandenes sikkerhed. Det gælder specielt i de medlemslande, som nu føler, at der er mere usikkerhed på grund af krisen i Ukraine. Vi skal diskutere, hvordan vi finder den rette kombination af at være fast og ikke aggressiv«.
Deri ligger vel også, at man skal passe på ikke at optrappe krisen med Rusland?
»Man skal ikke skal bidrage til en eskalering og en optrapning. Den erfaring, jeg har som statsminister i Norge, er, at der ikke er nogen modsætning i at være fast og at få dialog. Det er styrken, der giver muligheder for dialog«.
Krisen om Ukraine har også givet anledning til fornyet debat om, at USA vil have europæiske medlemslande til at øge deres forsvarsbudgetter. Men er der overhovedet behov for det med alt det militær, vi har i forvejen?
»Jeg tror, det er et af de punkter, hvor jeg vil sige, at der er en generalsekretær lige nu, som hedder Anders Fogh Rasmussen. Her skal jeg bygge videre på det arbejde, han har gjort«.
Jens Stoltenberg har ikke meget lyst til at sammenligne sig selv med Anders Fogh, på trods af at forskellene til den danske Venstre-mands aktivistiske udenrigspolitik umiddelbart springer i øjnene.
Ærkesocialdemokratisk opvækst
Nordmanden voksede op i en meget socialdemokratisk familie – faderen Thorvald var forsvarsminister og udenrigsminister, og moderen Karin var statssekretær – og som ung var Jens Stoltenberg leder af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF, der havde en meget skeptisk holdning til Nato.
»Jeg kom jo fra en organisation og en tid, hvor mange på venstrefløjen af socialdemokratiet var imod Nato. Men jeg mente, at det var en fejl at være imod, fordi Nato var den bedste platform til at deltage i udformningen af sikkerhedspolitik, selv om vi dengang ikke var enige i alt. En af mine første politiske sejre var, at jeg i 1987 fik AUF til på en kongres at gå bort fra at være imod Nato«, siger Stoltenberg i dag.
Jeg er en fredens mand. Men Nato's formål er jo netop at sikre fred. Hovedformålet med at opbygge et forsvar er at forhindre, at der bliver krig
Jens Stoltenberg
I sine år som norsk energiminister, finansminister og senere statsminister i to omgange (2000-2001 og 2005-2013) har Jens Stoltenbergs udenrigspolitiske engagement mest handlet om bekæmpelsen af klimaforandringer og indsatsen for vaccination af fattige børn i Afrika. I modsætning til Danmark nægtede Norge at deltage i Irakkrigen, men Stoltenberg mener ikke, at de udenrigs- og sikkerhedspolitiske forskelle har været så store endda.
»Norge ville ikke deltage i Irak, fordi der ikke var noget FN-mandat. Det havde Danmark en anden holdning til. Så der var en forskel der, men i meget andet har vi været enige. Nato gik samlet ind i Afghanistan, og i Libyen var Norge og Danmark nogle af de lande, der deltog mest«, siger han.
Hellere dialog end rå magt
Jens Stoltenberg er en mand, der foretrækker dialog, åbenhed og medmenneskelighed frem for rå magtanvendelse. Men som han også sagde, i dagene efter at en gal terrorist havde dræbt i alt 77 nordmænd i Oslo og på Utøya, så skal man på den anden side ikke være naiv.
Han husker tydeligt, hvordan han som statsminister 11. september 2001 først ikke kunne tro, at de dræbende fly på den anden side af Atlanten virkelig var et terrorangreb mod USA. Lige så vantro var Stoltenberg, da bomben 10 år senere sprang lige uden for hans egne regeringsbygninger, mens han sad og skrev den tale til de unge socialdemokrater på Utøa, som han aldrig skulle komme til at holde.
»Jeg sad jo her og hørte braget. Så fik vi at vide af vagterne, at vi skulle gå i sikkerhedsrummene, fordi der kunne komme et angreb mere. Og vi sagde, at det ikke kunne være nødvendigt, at vi nu måtte koncentrere os om at håndtere krisen. Men som bekendt kom der jo et angreb til – ikke mod statsministerboligen, men mod Utøya«, siger han.
»Det var det samme som i New York. Der kommer altid flere angreb. Det var en mental påmindelse: Der er aldrig bare et angreb. Derfor skal man altid være forberedt på, at det værste kan ske. Sådan er det også i Nato«.
I Danmark vil mange måske se dig som en anderledes og atypisk leder for Nato, fordi du dybest set er pacifist. Bliver du fredens mand i Nato?
»Jeg er en fredens mand. Men Nato’s formål er jo netop at sikre fred. Hovedformålet ved at opbygge et forsvar er at forhindre, at der bliver krig. Nogle gange er man så nødt til at bruge forsvaret – men alle ønsker, at man ikke skal komme i en situation, hvor man må bruge militær magt. Så jeg ser ingen modsætning mellem det at være leder af Nato og det at være en fredens mand«.
Publiceret 9. april 2014