»Hvad gør I i Danmark? Man kan jo ikke bare hade dem«.
Det er et par dage efter det svenske valg, og nabolandet forekommer lettere forfjamsket. Valgplakaterne dingler skævt fra lygtepælene, og de stockholmere, jeg møder, er åbenlyst i vildrede. Om, hvordan man håndterer, at den yderste højrefløj har fået massiv fremgang, om, hvad man stiller op med Sverigesdemokraterna, slet og ret. At lade, som om de ikke findes eller udgrænse dem som ’fremmede’, er ingen holdbar strategi, mener den svenske forfatter Sara Stridsberg. For derfra er der ikke langt til hadet.
Sara Stridsberg har netop fået udgivet romanen ’Beckomberga’, der ligesom hendes øvrige romaner og skuespil foregår blandt dem, man roligt kan kalde samfundets udgrænsede, nemlig beboerne på det nu nedlagte sindssygehospital Beckomberga. Med den suicidale alkoholiker Jimmie Darling og hans trofaste 13-årige datter, Jackie, som omdrejningspunkt. Alligevel er ’Beckomberga’ meget anderledes end eksempelvis ’Drømmefakultetet’ og ’Darling River’, dels fordi romanen, som undertitlen, ’Ode til min familie’, antyder, læner sig op ad Stridsbergs egen historie, dels fordi den foregår i et konkret Sverige fra Olof Palmes regeringstid og frem til nutiden. Det private og det samfundspolitiske – to spor, Sara Stridsberg hidtil notorisk har undveget i sin litteratur og i medierne. Men som det måske er værd at lokke hende ind på nu.
»Svenskere elsker at debattere. Men man skal være på fornavn og du, som om det var en ægteskabelig diskussion, man var i gang med. Er den danske samfundsdebat lige så imbecil?«, smiler Stridsberg i taxaen på vej ud af Stockholms centrum.
