Foto: Marie Hald

»Det handler om, at vi alle skal dø«

I fire år har instruktør Ole Bornedal arbejdet på tv-serien ’1864’. Dramaet drejer sig om krig og kærlighed og tager livtag med danskheden. Men for instruktøren er det faktisk noget helt andet, der vejer tungest: Påmindelsen om at leve, før også vi kradser af.

Ole Bornedal åbner døren, træder ud af et lydstudie og sjosker hen til kaffemaskinen i en lav bygning på Blomstervænget i Lyngby. Skægstubbene står på kinderne, håret er uglet og i samme tone som hans grå sweater. Selv om instruktøren efterhånden har brugt i omegnen af fire år på at lave sin store tv-serie om Danmark omkring 1864 – og selv om det første afsnit allerede ruller over skærmene i hundredtusinder af danske hjem på søndag, ja så er arbejdet endnu ikke ovre.

Denne torsdag er det lydmikset i seriens næstsidste afsnit, som han og en makker fifler med at få på plads. Derefter mangler stadig farvebehandling og computereffekter på en række scener i andre afsnit.

I stilhed brygger Ole Bornedal kaffe og varmer mælk og spørger så:

»Vil I se noget, som ingen før har set?«.

Foto: HALD MARIE

Skønt den brede offentlighed endnu ikke har set noget af ’1864’, er serien allerede blevet genstand for debat. Historiker Rasmus Glenthøj har i Jyllands-Posten kritiseret den for at skævvride historien og politisere unødigt over de sidste 10-15 års politik. Han har set de tre første afsnit, og når resten af danskerne får lov at se ’1864’ fra på søndag, er der næsten garanti for mere ballade.

For alle har en aktie i serien. Den handler om vores fælles historie, og 100 millioner skattekroner er postet i projektet – øremærket »en historisk dramaserie af høj kvalitet, der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien«, som opgaven fra politikerne lød. Men når man spørger instruktøren, hvad han tænker om, at hans værk vil blive læst ind i en politisk sammenhæng, svarer han kort: »Intet«.

Og når man spørger, om han ikke føler et pres på rollen som fri og uafhængig kunstner, når han er bestilt af statsradiofonien og primært finansieret af offentlige midler med det formål at give danskerne kendskab til ’vigtige historiske begivenheder’, svarer han:

»Overhovedet ikke. Du er omtrent så meget på vildspor, som du kan komme med dit spørgsmål«.

For aldrig før har Ole Bornedal haft så frie hænder til at skabe præcis, hvad han ønskede, forklarer han.

»Jeg har ikke en eneste undskyldning for, at det her ikke skulle være præcis, som jeg gerne ville have det. Alt hviler på mine skuldre«.

Så hvad er det, Ole Bornedal har lavet? Selv her i sidste fase af arbejdet er han ikke i stand til at genrebetegne serien, men efter fire års arbejde er han dog kommet frem til en form for »eksistentiel overskrift«, der runger gennem hele serien og mod slutningen træder »tordnende, lysende frem«.

Han opdagede det først for alvor, da han klippede seriens ottende og sidste afsnit:

»At filmen ikke kun handler om 1864 og en tragisk begivenhed, men om at vi alle skal dø. Du og jeg skal dø. Og også vores børn vil en dag stå ved siden af vores grave og tude over det«.

Han holder en kort pause

»Og vi skylder de døde at leve livet fuldt ud. Det er det sidste, man kan gøre for dem, man har mistet«.

Lærkesang før stormen

Med ét ophører bombardementet af de danske skanser, og de sammenkrøbne frontsoldater kigger op på hinanden. Og så dukker lærken op. Den trillende sanger, som flere af de overlevende soldater skrev om i brevene hjem efter nederlaget, flimrer syngende rundt på himlen over Dybbøl.

Eller i virkeligheden flimrer fuglen rundt på en monitor i lydstudiet i Lyngby. Klippet er fra et af seriens sidste afsnit, og man ødelægger vist ingen spænding ved at afsløre, at de danske tropper på et tidspunkt bliver løbet over ende af en overlegen hær. Dette tidspunkt er nær. Ole Bornedal kigger udtryksløst på scenen med det ene ben hvilende på en kontorstol.

Prøjsernes militærorkester begynder at spille, og musikken strømmer ind i de danske skyttegrave. Kort efter lyder krigsbrølet, og tusinder af prøjsere styrter mod de danske stillinger. Det er det, som ingen har set før: den filmiske version af stormen mod Dybbøl. En 29 minutter lang krigsscene komplet med dødsforagt, forvirring, angst, geværskud, eksplosioner, døvhed og afrevne lemmer. Det er blandt andet levendegørelsen af det kæmpemæssige krigsspektakel, der gør serien til den hidtil dyreste danske tv-produktion med et budget på 173 millioner kroner.

For Ole Bornedal var det især skalaen ved det hele, der greb ham i begyndelsen: udsigten til at lave så stort et værk om en tragisk begivenhed i danmarkshistorien.

Det begyndte ved, at han læste historikeren Tom Buk-Swientys dokumentariske bestseller ’Slagtebænk Dybbøl’, hvor de menige soldaters breve spiller en prominent rolle. Det skabte et ønske om at gøre fodfolkene til seriens omdrejningspunkt – ikke det politiske spil bag krigen, der dog stadig fylder en hel del i serien. Senere googlede Ole Bornedal ordene ’De slesvigske krige, døde’, fandt frem til en alfabetisk tabsliste med 5.000 navne over døde danskere. Han begyndte at bladre gennem navnene side for side:

Og som det langsomt gik op for ham, hvor lang tid det egentlig tager at bladre gennem 5.000 navne, sneg en underlig melankolsk følelse sig ind på ham.

»Jeg fik den der Omaha Beach-fornemmelse fra begyndelsen af ’Saving Private Ryan’ (Spielberg-film om Anden Verdenskrig, red.), der jo er det samme. Først er der et hvidt kors, og så løfter de kameraet, og man ser, at der er 25.000 af dem på en græsplæne. Så kommer man i tanke om, at der findes nogle mennesker, der virkelig har kæmpet, og som er borte, og at alle de der skæbner ...«.

»Det får mig til at tænke på mig selv og på begrebet tab. Lynhurtigt bliver man glemt. Det synes jeg er lige så smukt, som det er tragisk«.

De lange tabslister, som han googlede frem, er endt med at spille en rolle i serien. De ruller som et hvidt ligklæde bag hvert enkelt afsnits afsluttende rulletekster.

Danmarks storhed i det små

Ole Bornedal er klar over, at hans valg og fravalg i historiefortællingen i serien kommer til at vække diskussion i historiske kredse, men fordi han har bygget serien på netop Tom Buk-Swientys bøger om nederlaget, har han det »fint med«, at hans fiktionaliserede fremstilling for mange danskere ender med at blive selve billedet af, hvad der skete i 1864. Vil man vide mere, må man lave sin egen research, mener han.

»Vi lever i en medietid, og hvis du vil have sandheden – som i øvrigt ikke findes om noget historisk – må man samle mange forskellige vinduer og se historien gennem dem alle«.

Ved at dykke ned i historien har Ole Bornedal også selv fundet nye ideer og teorier om, »hvorfor vi er danske, som vi er i dag«, som han siger. Og her ringer nederlaget i 1864 stadig som et ekko i bevidstheden.

»Vores erkendelse af vores lidenhed stammer derfra. Der ligger en sjov dialektik i den måde, vi ser på landet på: Vi må erkende, at vi er en lilleputnation, samtidig med at vi inden for lilleputnationens ramme hele tiden ser på os selv med en vis storhed. Vi er næsten altid de bedste til alt. Det er en sjov dialektik, der ligger i det der. Jeg har rejst meget, og Danmark er jo ikke det eneste sted med en CO2-bevidsthed. Vi er ikke det eneste sted, der har vindmøller, eller det eneste sted, der spiser økologisk mad. Vi er heller ikke de eneste, der tænker, at vores børn skal have en ordentlig folkeskolegang«.

Men Danmark bliver fremhævet som verdens lykkeligste, det bedste sted at blive født, og København bliver udråbt som den bedste by. Kan man ikke med en vis ret argumentere for, at danskerne er – nok ikke som i serien udvalgt af Gud – men i hvert fald noget særligt?

»Danskerne er et udvalgt folk af danskerne. Og det er jo også godt nok. Der er enormt mange ting at være stolt af som dansker. Jeg tror også, at man i serien kan se den begejstring, vi har følt over at vise Danmark. Det er ellers sjældent, at man ser det, der i virkeligheden er den smukkeste scenografi, nemlig dansk natur. Der ligger meget kærlighed i ’1864’ til landet«.

I serien portrætteres også en anden kærlighed til nationen, nemlig 1800-tallets euforiske nationale selvforelskelse og storhedsdrømme, som Bornedal lader personificere i politikeren D.G. Monrad. Selv foretrækker instruktøren en anden tilgang til politik.

»I serien har man to former for politik: den danske lidenskabelige, romantiske forestilling og den pragmatiske tyske politik. Og skulle jeg vælge mellem en pragmatisk og en romantisk politiker, så ville jeg nok vælge den pragmatiske. Det andet bliver farligt. Så lader man sig styre af følelser, og det må man ikke«.

Men det er ikke kun datidens politik, der hænger som et gardin bag hovedpersonernes kærlighed og smerte. For i fortællingen bliver fortiden omviklet af en nutidig rammehistorie, hvor en ung pige med et smadret liv er hovedfigur. Hendes bror er død som udsendt soldat i Afghanistan, og forældrene er opløst af sorg. Ole Bornedal medgiver, at koblingen til nutidens krige kan ses som en politisk kommentar, men personlig er han mere optaget af, at der bliver trukket en linje fra datidens sorg og tabt liv til nutidens ditto, for:

»Sådan ser det ud, når man har mistet sit barn i en alt for ung alder«.

Få timer før vi mødtes, blev det besluttet, at Danmark igen skal sende tropper til en krig, og flertallet af befolkningen støtter op og ønsker, at der skal gøres mere. I forhold til den krigsbegejstring, som du beskriver i 1864, hvor er vi så i dag?

»Jeg tror bestemt ikke, at danskerne er krigsbegejstrede, og jeg tror heller ikke, at politikerne er det. Det er en overdrivelse grænsende til vanvid. Men jeg tror, at der er nogle, der er virkelig, virkelig bange for fanatisme. Og det er der al mulig grund til at være, når fanatisme får så grotesk et ansigt, som vi ser lige nu. Fanatisme er den grummeste menneskelige udyd, der findes, for den gør én blind«.

»Men det, der går galt i 1860’erne i Danmark, er ikke fanatisme, det er eufori, og det er hovmod«.

Den inspirerende død

Og selv om Danmark sikkert inden længe kommer til at diskutere både seriens historiske sammenskrivninger og udeladelser, og selv om seriens indhold har potentiale til at opflamme debatten om selve danskheden og den nationale identitet, vender Ole Bornedal hele tiden tilbage til en anden og meget mere jordnær pointe: vores alles snarlige død og glemsel.

»Det inspirerer til, at man skal suge energi til sig i det her liv. I hver eneste time, man er på planeten. Tænk på alt det brok og alle de ligegyldigheder, man går og bekymrer sig for. Der er i virkeligheden utrolig lidt i det her land – i det her smørhul – som vi kan frygte. Vi er ekstremt privilegerede. Og jeg synes, at man skylder sig selv og hinanden og alle dem, der var med til at bygge det her op, at skænke det en tanke med en vis taknemmelighed, når man ved, hvor svært det er alle andre steder i verden«.

Publiceret 12. oktober 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce