»Jeg er ikke ham den lidt sølle fyr, der er blevet mobbet hele sit liv. Jeg er 2 meter høj, ser nok lidt anderledes ud og har et dystert udtryk. Det er faktisk sjældent, jeg har fået lov at spille ydmyg, sød, stille underdog. Jeg ville rigtig gerne, men det har ofte været de dæmoniske, diabolske, vanvittige deroute-typer, der dykker ned i stoffer, sprut, selvdestruktion og depressioner, jeg har spillet. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har begået selvmord på scenen.
Jeg har selv masser af destruktive branderter bag mig i min ungdom, og jeg kan godt genkende det selvdestruktive, der har været, i flere af mine roller. Det der med at blive ved, når man burde stoppe. For eksempel da jeg spillede den fordrukne Steffensen i ’Hærværk’, selvmorderen i Dostojevskijs ’Onde ånder’ og Bunny Munro i Eventministeriets opsætning af Nick Caves roman af samme navn. Lige nu i ’Hedda Gabler’ spiller jeg også den her eksfordrukne type, der så falder i igen.
At der ligger en kamp mod sig selv i karakteren, er noget af det mest spændende. En, der prøver at skjule noget for sig selv og ikke vil stå ved de følelser, han har. En, der er i følelsernes vold og ikke kan styre, hvor følelserne tager ham hen. Hvor hjertet styrer frem for hjernen. Impulsen, det umiddelbare, lysten.
Lige nu har jeg jo også fået et stort skæg. Det er godt nok til en anden rolle, som jeg spiller i den nye sæson af ’Broen’. Der skal jeg også være vildmand – en ekssoldat, der kommer tilbage fra Afghanistan med posttraumatisk stresssyndrom og bosætter sig ude i en skov. Igen en skyggesiderolle.
