Foto: Ditte Valente

I Grønland holder man kæft

»Enough of that post-colonial piece of shit«, skriver Niviaq Korneliussen i ’Homo sapienne’. Som en grønlandsk Yahya Hassan træder den unge debutant træder i sin vilde roman på et par ømme tæer i det grønlandske samfund.

Man er grønlænder, når man er med til at udvikle sit land/ Man er grønlænder, når man taler sit sprog/ Man er grønlænder, når man respekterer sine forældre/ ...«.

Der var store smil i salen, da Niviaq Korneliussen for nylig læste op af sin debutroman ’Homo sapienne’ i Nuuk. Det var først, da hun nåede til anden del af digtet ’At være grønlænder forklares på følgende måde’, at de stivnede:

»Man er grønlænder, når man er alkoholiker/ Man er grønlænder, når man banker sin partner/ Man er grønlænder, når man mishandler børn/ Man er grønlænder, når man er blevet forsømt som barn/ Man er grønlænder, når man har selvmedlidenhed/ ...«.

Som en grønlandsk Yahya Hassan siger Niviaq Korneliussen det usagte højt; med digte, sms-strenge og prosa hiver hun hverdagen bag facaden ud i lyset og, mener nogle, udleverer sine egne.

»I Grønland holder man sin kæft med, hvordan det også er at være grønlænder. Men jeg er ikke bange for at sige tingene, som de er. Jeg viser forskellen på, hvordan grønlændere opfatter sig selv, og hvordan vi også er. I Grønland snakker man meget om nationalfølelse, og andre igen mener, at vi er et alkoholiseret samfund. Men i stedet for at vælge side skal vi acceptere, at begge dele findes«.

Novembervinden står ind ad skråvinduet på Niviaq Korneliussens værelse i Kalaallit Illuat, Det Grønlandske Hus i Aarhus. Her i villaen med den store kajak på facaden, der fungerer som kollegium for 20 grønlandske studerende, har hun boet siden august. Hun har hjemve, men trængte også til at komme lidt væk »fra øen, hvor alle kender hinanden«.

På opslagstavlen hænger et foto af hendes søster som barn og en ølreklame fra før den politiske korrekthed. Den viser en eskimopige, der på en bakke præsenterer en øl med ordene ’En isafkølet Carlsberg pilsner. Min daglige drik’. Nogle hader den, men hun synes, den er sjov:

»Det er nemmere at være sarkastisk i Danmark, i Grønland er vi mere følelsesladede og tager alting alvorligt«.

Dårlige erfaringer med litteratur

’Homo sapienne’ handler om en flok unge i Nuuk, om køn og kærlighed, om at være vred og fuld og om at springe ud. De fem fester, knepper til højre og venstre og drikker sig stive. En af dem, Arnaq, er i tilgift blevet misbrugt af sin far som barn. Skubber Korneliussen bevidst til læsset af fordomme?

»Faktisk fester de bare i weekenderne og fungerer ellers fint. Kun en er alkoholiker, og det er hende, der skaber alle problemerne. Vi fester ret meget i Grønland, det gør vi, men måske ikke så meget mere end unge i andre lande«, siger Niviaq Korneliussen.

Der er meget få forfattere i Grønland, hvor man ikke har samme lange skriftlige tradition som i resten af Norden. Musikken og den mundtlige fortælling fylder mere. Og så har grønlandsk litteratur ikke det bedste ry.

»Vi har dårlige erfaringer med grønlandske bøger fra folkeskolen, hvor man læser fortællinger fra fangerkulturen og erindringsromaner fra 1970’erne, og det er overhovedet ikke noget, vi interesserer os for. Også derfor havde jeg lyst til at skrive en samtidsroman«.

Hendes samtidsroman er også en coming-out fortælling, for homoseksualitet er et tabu i Grønland, især er det svært at være bøsse i en traditionel macho-fangerkultur. Fia, den person, som ligger tættest på forfatteren selv, springer ud som lesbisk, da hun en tømmermændsdag har fået nok af mænd, eller nok af pølse, som Fia formulerer det: »Tror nok, jeg har prøvet alle slags pølser. Spegepølser, medister, cocktailpølser, frankfurtere, pølsehorn, røde, brune, gullige, store, små. You name it. Er bare blevet træt af det. Har fået afsmag for pølser. Vil slibe min krop ren i badet, så pølsestanken kan forsvinde sporløst i vandrørene. Plan: No more sausage«.

Der er den pæne udgave af, hvad en grønlænder er. Og så er der den anden, den, der handler om volden, alkoholen, mishandlingen, forsømmelsen og løgnen. 24årige Niviaq Korneliussen, der fik fem hjerter for sin roman 'Homo Sapienne' i Politiken, læser et digt fra sin nye bog. Kilde: Politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Niviaq Korneliussen vidste tidligt, at hun var til piger. I hendes barndomsby Nanortalik, Bjørnestedet (i gamle dage sejlede isbjørne forbi her på isflager), var der endnu færre homoseksuelle end isbjørne, så hun sprang først ud, da hun kom på gymnasium væk fra øen. I dag, siger hun, ved hele Grønland, at hun er lesbisk.

»Ud over en dokumentarisk interviewbog tror jeg ikke, vi har noget litteratur om homoseksualitet i Grønland, og vi trænger til at få det på skrift, for som det er nu, holder man sin kæft«.

Selv er hun ret ligeglad med, hvad andre synes, selv om det »jo godt kan være ubehageligt, når en ældre mand kigger ondt på os, fordi jeg kysser med min kæreste«. Men når det kommer til offentlige udsagn, der nedgør homoseksuelle, bliver hun vred, og hun læner sig frem i sofaen og stemmer H2O-sandalerne i gulvet, mens hun fortæller om en af kandidaterne til det grønlandske valg om få uger, der taler imod homoseksualitet:

»Mads Peter Grønvold fra Partii Naleraq vil ikke have, at vi må vies i kirken eller have lov til at adoptere børn. I Danmark er det mere normalt, at politikere kommer med provokerende udsagn, men Grønland er et meget lille samfund, hvor vi er nødt til at enes nogenlunde for at kunne leve med hinanden. Jeg gider ikke have en homofob siddende i regeringen«.

Nu har hun sendt sin roman til partimedlemmet, men tvivler på, at han læser den. For til avisen Sermitsiaq, som ringede ham op for at høre, hvad han synes om den, havde han ingen kommentarer.

»Jeg vil gerne ... årh jeg tænker hele tiden på grønlandsk, og engelsk og dansk. Når man bruger tre sprog, skal man hele tiden skifte ... Det, jeg mener, er, at jeg vil have homoseksualitet ud i det åbne. Jeg vil gerne tale for vores rettigheder og provokere dem, der hader os«.

Med danske øjne

Grønland har aldrig modtaget Nordisk Råds Litteraturpris og det er langtfra hvert år, at man overhovedet kan stille med en kandidat.

Traditionelt har det ikke mindst været danske forfattere, der har beskrevet landet litterært. Fra B.S. Ingemann til Henrik Pontoppidan (med ’Isbjørnen’, 1887) over Jørgen Riel til Peter Høeg og senest Iben Mondrup med romanen om sin barndom i Nuuk ’Godhavn’ fra i år. Og så naturligvis Kim Leine, der i 2007 udgav ’Kalak’ og 2012 ’Profeterne i Evighedsfjorden’, som han modtog Nordisk Råds litteraturpris for.

Læser man Kim Leine i Grønland?

»Nogle gør, men han er ikke så berømt som her i Danmark. Men jo, der har været snak om især ’Kalak’, og man underviser vist i den på universitetet«, siger Niviaq Korneliussen høfligt.

Hvad synes du om ’Kalak’?

Hun griner med hånden for munden: »Jeg synes, han skriver godt, og han er virkelig god til at beskrive det grønlandske samfund«.

Men ..?

»Fordi Kim Leine har en stor stemme i Norden, er jeg bange for, at ’Kalak’ bliver endnu en bekræftelse på, at vi er et alkoholiseret, voldeligt samfund. Men nu er det jo sådan, at selv om Kim Leine har boet deroppe i rigtig mange år, er han stadigvæk dansker. Og der er stor forskel på at se Grønland med danske øjne eller grønlandske øjne. Kim Leine beskriver jo det her miljø, hvordan vi drikker og jeg ved ikke hvad … Men jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor han undlader at skrive om det helt normale Grønland, selv om han godt ved, det eksisterer«.

Du skriver jo selv om druk og misbrug?

»Jo, men nu er jeg jo så også grønlænder«, siger Niviaq Korneliussen med blød stemme og dril i øjnene.

Ingen hommage til naturen

Den storladne natur, der har fascineret så mange kunstnere, glimrer med sit fravær i ’Homo sapienne’. I stedet er det byens nutidssprog, der pulser gennem romanen med sms’er, huskesedler, bidder af musik og råbende digte i VERSALER. Hun blander grønlandsk, engelsk og dansk, »for sådan gør vi«. Og et sted opløses sproget helt.

Foto: VALENTE DITTE

»Læseren skulle få fornemmelsen af, hvordan Arnaq har det, da hun til en fest bliver meget emotionel og fortæller, at hun blev misbrugt som barn«.

Misbrug af børn sker »jo ret meget« i Grønland, siger Korneliussen.

»Og fordi vi er så få, er man nødt til at omgås dem, der har misbrugt en. I en by som Aarhus kan man sagtens bo uden at møde de samme hele tiden, men det kan man ikke i Grønland«.

Nogle gange kan løsningen være at forlade landet og tage til for eksempel København.

»Jeg har hørt flere gange, at en søn, som er blevet misbrugt af sin far, bliver nødt til at rejse til Danmark, fordi hans far boede på anstalten i samme by. Det er en åben anstalt, så man kan møde hinanden når som helst. Alle ved alt om hinanden, og hvis der er sket noget, bliver det husket«.

Tunge emner til trods er Niviaq Korneliussens roman morsom, vild og kompromisløs: »Enough of that post-colonial piece of shit«, skriver hun et sted som reaktion på den selvmedlidenhed, hun også ser i det grønlandske samfund. Måske især i relation til de ældre. De unge knytter hun større håb til. Også litterært.

»Der er flere fra min generation, som debuterer med romaner og novellesamlinger næste år. Og så håber jeg, at I får et indblik i, hvordan Grønland ser ud gennem grønlandske øjne«.

Selv skriver hun, fordi hun har evnen:

»Eller i hvert fald viljen«, siger hun beskedent: »Det er som en pligt for mig at skrive«.

Ligesom kollegieværelsets skråvindue står på vid gab, er vinduerne på gangen, nede ad trappen og ude i fælleskøkkenet også åbne. Spørgsmålet må stilles: Har grønlændere det for varmt i Danmark?

»HA! Det er, fordi her er så fugtigt i Danmark, kan du ikke mærke det?«.

Publiceret 1. december 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce