I reolen står Maria Marcus’ og Suzanne Gieses kvindesagslitteratur, Norman Mailers harmdirrende ’Hvorfor er vi i Vietnam?’ fra 1969 og Per Olov Enquists ’Musikanternes udtog’ om arbejderbevægelsens trange kår og klassekampens helte.
Ryggene er falmede til den særlige ikkefarve, gamle paperbacks får. Men engang lå de øverst i den litterære fødekæde; uomgængeligt pensum i en brun-orange tid.
Rødstrømpen i sofaen er også lidt medtaget, for det krævende, kærlige liv med sønnen Hans og den skizofreni, han led af, fra han var 17 år, har kostet moderhjerteblod og mange bekymrede efterrationaliseringer.
Var det for eksempel forkert, at drengen fik røde træsko i stedet for sorte? Var det galt, at han ikke måtte lege med drengelegetøj? At han fra klapvognen råbte HO HO, fordi han til demonstrationerne var for lille til at udtale navnet på Nordvietnams store leder Ho Chi Minh? Var det forkert, at barnet hørte alle talerne om krigens ofre? Og for meget, at hun kom til at skælde ham ud, fordi han ved EF-valget i 1972 sagde, at han var for EF? Var det for tidligt, at han fik bogen ’Dreng, pige – mand, kvinde’ i 12-års fødselsdagsgave? Med andre ord: Var den dogmatiske kønskamp for voldsom for en lille dreng? Var mor for meget? Var det derfor?
