Når man skal mødes med Mikkel Hansen i hans parisiske hovedkvarter på Boulevard Malesherbes, et par solide langskud fra Madeleinekirken i Opera-kvarteret i Paris’ 8. arrondissement, er det en god idé at indlogere sig på et hotel i nærheden, eksempelvis Petit Madeleine Hotel i den snævre, ensrettede gade, Rue Roquepine nr. 22.
Det er et lille smalt hotel, sådan lidt i dukkeklassen, hvor jeg på 1. sal – efter en elevatortur, hvor jeg kunne mærke væggene på begge skuldre – fik det mindste værelse, jeg nogensinde har boet i. Med moderne grafitti på tapetet, dog en ganske stor seng, et smalt skrivebord og et højt vindue, hvorfra jeg om morgenen havde udsigt til præsidentens garderhusarer, der passerede højlydt forbi, endda med trukne, velpudsede sabler, alt mens de sømbeslåede sko fra de op mod hundrede heste gav genlyd mellem de mange seksetagers huse.
Vi mødtes på gaden en mørk og lidt dyster mandag aften, halvsent. Jeg kunne dog tydeligt kende Mikkel Hansen, da han kom gående mod mig, svagt vuggende, med en hætte trukket godt op over hovedet og begge hænder i lommerne. Sådan lidt i stil med en amerikansk basketballspiller. Eller rapper. Kalder man det street – eller har jeg misforstået noget i mit forsøg på at være ung med de unge?
Vi skulle finde et sted at spise. Og snakke. Mikkel vidste hvor, bare følg med, sagde han; vi krydsede boulevarden og krøb ind i en varm taxa og kørte gennem byen i en meget let støvregn, der på sin egen måde klædte den nogle steder ret voldsomme julebelysning.
