Mike Leighs barndom stoppede i 13-14-års alderen. Ikke på dramatisk vis, man er vel brite, men fordi den indsamlede empiri og analysen heraf simpelthen havde antaget et omfang, byltet op i det lille legeme, der trumfede uskylden.
»Jeg kendte selvfølgelig allerede de store impressionister«, siger han fra sin klassiske hvide instruktørstol på en af de dyrere og mere larmende strandbarer i Cannes, en af dem, der bliver smækket op et par dage, inden filmfestivalen begynder, og skovler tilstrækkeligt med penge ind til at kunne lukke ned igen to uger senere. Det er maj, det er en ekstremt alternativ virkelighed.
»Og Picasso kendte jeg naturligvis. Da var jeg stadig ung og naiv nok til at tro på, at Salvador Dalí var en interessant maler. Men det kom jeg hurtigt over«.
Rundt i lokalet bliver der leet, lettere nervøst. Mit gæt er, at flere af os har Dalís smeltende lommeure i pittoreske ørkener hængende på væggen derhjemme.
