I et gravkammer i det nordvestlige Oslo står en ung kvinde i strømpesokker og forbereder et primalskrig.
Hun træder et godt stykke væk fra de fire mikrofoner, der er stillet op i det grundkolde mausoleum, som i dagens anledning er lavet om til midlertidigt lydstudie. Ryster de spinkle lemmer på plads, trækker vejret dybt og ligner mest af alt en lillebitte sort splint, der gør sig klar til at springe ud af en usynlig håndgranat og detonere med et brag. Og så skriger hun.
I den anden ende af rummet, over den bare halvanden meter høje jerndør, der fører ind i det højloftede mausoleum, står en urne med de jordiske rester af den norske kunstner Emanuel Vigeland. Han døde i 1948, men allerede i 1926 lod han bygningen opføre. Oprindeligt som museum, senere som sit eget gravsted.
