24.november 2014 var ingen almindelig dag i USA, langtfra. Det var en dag for raseri og afmagt, et udbrud af en dybtliggende sorg i det sorte Amerika, og gaderne stod i brand, mens politiet svarede igen med tåregas, gummikugler og pansrede køretøjer. Dagen var særlig, fordi en storjury i St. Louis, Missouri om aftenen bekendtgjorde, at den hvide politimand Darren Wilson, som i august havde skudt og dræbt den sorte teenager Michael Brown i bydelen Ferguson, ikke skulle tiltales for drabet. Optøjer og demonstrationer raserede og lammede endnu en gang St. Louis, men også andre amerikanske byer, 170 i alt. Man råbte på forandring og retfærdighed, men afgørelsen var truffet, og sådan var det.
Samme aften gik rapduoen Run the Jewels på scenen i St. Louis. På vej igennem byen havde de mærket sorgen og vreden gennem vinduerne i tourbussen, og nu føltes det, som om skæbnen på en eller anden mærkværdig vis havde besluttet, at de lige præcis skulle være i den by den aften. Killer Mike, duoens splitterravende sorte og drabeligt velrappende ene halvdel, græd, da han talte til publikum, inden musikken begyndte at spille.
»I motherfuckers fik ram på mig i dag. I sparkede mig ned. Jeg stod foran min kone, og jeg krammede hende, og jeg græd som et barn, og jeg sagde til hende, at de motherfuckers fik ram på mig i dag«, brølede han om og til storjuryen, mens publikum skreg, og Mikes makker, den hvide brooklynrapper El-P, stirrede ud over dem.
»Men I motherfuckers vil ikke eje morgendagen!«, råbte Mike så.
