Foto: Joachim Adrian

Historierne om dem, der ændrer verden

Birgitte Possing har skrevet en bog om biografien – genren med det blakkede ry. I sin bog giver hun helt nye måder at anskue genren på.

Bogmarkedet, underholdningsindustrien og de elektroniske medier bugner med biografier, som på den ene eller den anden måde – ofte via lægmandsfreudianske fortolkninger – søger at forklare betydningsfulde personligheders liv. Læserne tiltrækkes af dem, og mange sluger dem råt. Men i akademiske kredse blev biografien for 30 år siden dømt til døden, og genren har længe haft ry for at være useriøs.

Når så mange tiltrækkes af biografierne, er vi nødt til at tale om dem og forstå dem. Også i akademiske kredse. Det mener forfatter, historiker, antropolog og etnolog Birgitte Possing, der er aktuel med bogen ’Ind i biografien’.

Via en grundig analyse af biografier gennem 2.000 år tilbyder hun redskaber til at gribe genren an, både for læser, forfatter og kritiker.

»Biografien er så dominerende på markedet – både som bog, på internettet og på film. Den er hidtil uundersøgt, og man har ikke respekteret den som en genre. Den har ikke som poesi, litteratur, kriminalromaner, historieforskning eller journalistik sin egen teori, metode, poetik«, siger hun.

I hendes optik kan biografien være et vigtigt værktøj til at forstå vores historiske, samfundsmæssige udvikling, en måde at anskue vores tid på, hvis altså den er udført på en nøgtern og velovervejet måde.

Hvad skal vi med enkeltpersoner

Det var et efterspil til hendes egen disputats, ’Viljens styrke. En biografi om køn, dannelse og magtfuldkommenhed’ (1992) om skolegrundlæggeren Natalie Zahle, der satte Birgitte Possings interesse for biografiens natur i gang.

»Min bog fik en rigtig god modtagelse, men vakte også en kæmpe diskussion – især i det akademiske miljø. Man måtte ikke skrive om enkeltpersoner. Hvad skulle mennesket ind i historien for på den måde«, siger hun.

Birgitte Possing havde under sin uddannelse i 1970’erne lært, at det er strukturer, ideologier, politiske og sociale strømninger, der har indflydelse på historiens gang.

»Men sådan så jeg ikke på det. Dynamikken mellem de enkelte mennesker og samfundsudviklingen er meget mere kompleks. Og det var det, jeg forsøgte at vise i bogen om Natalie Zahle«, siger hun.

Birgitte Possing gik ind i den akademiske biografidebat, der bredte sig til Norge og Sverige, hvor man også var begyndt at skrive enkeltpersonhistorier i akademiske kredse.

Forklaringen på den fornyede interesse for biografien er ifølge Birgitte Possing, at der med Murens fald skete en ændring i vores fokus på netop de store ideologier som socialisme og liberalisme.

»Man kan sige, kapitalismen sejrede – og med den individualismen. I de vestlige samfund fik vi fokus på individets frie vilje, udfoldelse og integritet. Vi mistede troen på, at vores liv er styret af de større visioner om samfundet, også selv om vi drømmer om at have et visionært fællesskab. I stedet tror vi på det enkelte menneske. Derfor bliver det vigtigt at forstå, hvordan vi i biografierne fortæller det enkelte menneske«, siger hun.

Da Possing igen i 2007 udgav en stor biografi, denne gang om politikeren Bodil Koch, stod det klart – i lyset af de biografier, der var kommet i mellemtiden – at genren havde fået en genopstandelse, som satte vigtige spørgsmål om mennesker og individer på spidsen.

»Jeg satte mig for at forske i det. Ikke bare i, hvordan man skriver en biografi, men i, hvad der er på spil i genren. Det førte mig på en lang rejse, hvor jeg undersøgte genren systematisk og strukturelt for at kunne udruste både læserne, journalisterne og forskerne til at gennemskue genren og bedømme den på andre måder end moralsk«, siger hun.

Få kvinder – for meget Freud

Birgitte Possing gennemgik en stor mængde biografier, og der tegnede sig flere tydelige mønstre. Genren var i vid udstrækning præget af forfattere, der på den ene eller den anden måde var forførte af den portrætterede og mistede evnen til at forholde sig kritisk til personen. De skabte heltebilleder. Eller det modsatte – skurkebilleder, hvor forfatteren håner den portrætterede eller hænger personen ud. I flere biografier var der en tydelig tendens til at psykologisere, hvor »alt skulle forklares med, hvad der var sket i hovedpersonens barndom. Men der kom også stadig flere nuancerede, flertydige og spændende biografier«, siger Birgitte Possing.

Gennemgangen af 975 anmeldelser af biografier i 7 lande viste også en meget skæv fordeling mellem kønnene på de portrætterede. I 2001 var 10 procent ud af de gennemgåede biografier skrevet om kvinder, et tal, der på 10 år voksede til bare 15.

»Det overraskede mig. Både at det var så få, og at det ikke er vokset mere på de 10 år. Og det er meget interessant, for det viser vores forestilling om, hvilke personligheder vi tror er betydningsfulde – og hvem vi gør store ved at skrive om dem«.

Birgitte Possing sammenligner med Kraks Blå Bog om betydningsfulde personer, som for 104 år siden havde 5 procent kvinder og i 2012 18 procent, og henviser til det store antal kvinder i Dansk Kvindebiografisk Leksikon (2001), der rummer omkring 1.900 kvinder, hvoraf de fleste tidligere ikke blev regnet som særligt betydningsfulde i kulturarven.

»Der er masser af kvinder at skrive om«, siger hun.

Desuden inddeler Birgitte Possing de biograferede personligheder i 13 kategorier, som viser, at det mest er statsfolk, politikere og andre magthavere, der bliver biograferet.

Gennemgangen af de mange anmeldelser viser også, at både forfatter og anmelder ofte var uafklaret omkring, hvad biografien egentlig havde som formål.

»Derfor har anmelderne ofte forholdt sig moralsk til værket, om personens liv var spændende eller ej, og dermed ikke forholdt sig til, hvad forfatteren har villet – eller ikke villet – med biografien«, siger hun.

Alt skulle forklares med, hvad der var sket i hovedpersonens barndom

Men der findes selvfølgelig biografier, som rent faktisk er meget klare i deres ærinde, og hvor det lykkes forfatteren at viderebringe en ny indsigt, mener Possing. Hun inddeler forsøgsvis biografien i otte arketyper, hvorefter hun rejste rundt til kolleger i Japan, USA og Euorpa, forelagde arketyperne og fik stor opbakning til at gå videre med dem. Se eksemplerne på næste side (side 10).

Hvis Birgitte Possing fik som opgave at skrive en ny biografi, ville hun spørge sig selv, hvilket ærinde hun ville have med bogen.

»Ville jeg tiljuble ham eller hende? Spejle mig i hende? Afsløre hendes hemmeligheder? Vil jeg sætte hende i en større sammenhæng med andre med samme livsforløb? Vil jeg vælge at se hende som et prisme for en tid? Der er mange måder at gøre det på«, siger Birgitte Possing.

Desuden er der en etik at forholde sig til: »Der er ikke mange retssager, der handler om overskridelse af privatlivets fred i Danmark – men det er der i udlandet«, siger hun og forudser, at den tendens også vil kunne opstå herhjemme. I bogen beskriver hun flere sager om kendte personers eftermæle, hvor efterkommerne og de pårørende til en biograferet person har vundet sager mod forfatteren.

Man må efterlade åbninger

Birgitte Possing er skeptisk over for biografier, der påstår at være ’den ultimative’.

»Der er jo ingen ultimativ forståelse. Det er derfor både forfatteren Virginia Woolf og vor egen litteraturprofessor F.J. Billeskov Jansen gang på gang slog fast, at hver generation i et kultursamfund måtte tage udførligt stilling til sine store personligheder. Fordi hver tid har sin opfattelse af fortid og folk. Det er også min pointe. Alle mennesker har hemmeligheder, gåder og modsætninger, der ikke lige kan forklares. Livet zigzagger. Det er sjældent, vi bare bliver klogere og klogere og lykkeligere og lykkeligere med alderen. Det ved enhver, der har levet i bare ti år«, siger hun.

Derfor mener Birgtte Possing, det er vigtigt at efterlade åbninger, når vi skriver om andre.

Men i det øjeblik man siger, at man vil skrive en biografi om en person, har man ansvar for at udforske grundigt, hvad der er af spor efter denne person. At have et varieret kildegrundlag. Gøre sig klar over sit eget standpunkt og sin relation til hovedpersonen.

»Er jeg ven, fjende, reporter, kritiker, hvor står jeg, hvorfor gør jeg det her? Når du har dit standpunkt klar, skal du finde ud af, hvilket snit, hvilken vinkel, hvilket plot du ser«.

Her kan de otte arketyper være behjælpelige, mener hun.

»Det er nyttigt at finde ud af, om det er en spejling, et klart vinklet portræt, en uddybende liv-værk-tid-biografi, et heltebillede eller skurkografi, man laver. Når man stiller de spørgsmål til sig selv, bliver man mere klar. For svarene har en lang række konsekvenser for, hvordan du gør det som biograf«.

Jo klarere forfatteren er i sin metode, jo lettere er det for læsere og anmeldere at forstå, hvad det er, de har med at gøre, mener Birgitte Possing.

Publiceret 9. februar 2015

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce