Foto: Finn Frandsen
Foto: FINN FRANDSEN

Foto: Finn Frandsen

»Man føler sig fedtet til af livet«

Digteren Olga Ravn har skrevet sin første roman, der udkommer i dag. ’Celestine’ er en spøgelseshistorie, hvor erindringer og erotiske erfaringer klistrer klamt til den unge kvindelige hovedperson, og hvor det nu voksne skilsmissebarns stedsøskende ligner spøgelser.

Ordene hænger tunge som frugter i teksten. Sanselige, klistrede og søde af begyndende råd. På det gamle slot, der nu er en højskole, spøger en hvid dame. Hun er den unge Celestine, som for mere end 400 år siden blev levende begravet i slottets mure, fordi hun seksuelt havde været for langt fremme i skoene.

Jo, 1800-tallets litteratur spøger i Olga Ravns roman ’Celestine’. Såvel de gotiske fortællinger som den hypersanselige poesi går igen i en roman, der ellers nok må siges at være pænt moderne. Nemlig en spøgelseshistorie for skilsmissebørn og en historie om et erotisk parforhold, der er ved at synke sammen om sig selv så smattet som en grøn plante ramt af efterårets våde kulde. Samlet i dramaet om en ung kvinde, der bliver lærer på skolen. En moderne ung kvinde med indemuret vrede og angst for at ende som spøgelse i sit eget liv.

Det gik op for mig, at de egentlige spøgelser var de andre børn

Olga Ravn fik i 2012 med ’Jeg æder mig selv som lyng’ noget af en drømmedebut som lyriker. I den situation ville de fleste have skyndt sig at rendyrke udtrykket og digteridentiteten, men i stedet følger den 28-årige Olga Ravn noget overraskende op med en roman. Som altså tilmed er en spøgelseshistorie.

»Der er ikke nogen strategi bagved«, slår Olga Ravn fast, da vi mødes i hendes lillebitte kontor på Gyldendal, hvor hun har fået et deltidsjob som redaktør.

»Jeg kan bedst lide at arbejde på en måde, hvor jeg er lidt hjælpeløs. Da jeg var færdig med digtsamlingen, havde jeg en fornemmelse af, at jeg bare kunne blive ved med at skrive de der digte. Og, nej, det var ikke dejligt«, understreger hun, da jeg i forbifarten har sluppet et lille misundeligt suk ved at høre om en, der kan ryste digte ud af ærmet. »Det var blevet lidt maskinelt«, konstaterer hun.

»Det var sjovt at skrive prosa, fordi jeg var så dårlig til det«, siger den forfatterskoleuddannede digter og stråler over hele ansigtet ved tanken.

»Jeg vidste ikke, hvordan man lavede struktur, og der var noget vildt inspirerende ved ikke at være bekendt med genren. Jeg havde pludselig et stort rum, hvor der kunne ske hvad som helst. Samtidig gik det op for mig, at jeg ret godt kunne lide at lave de her lange, slyngede sætninger, og der begyndte at hvirvle en masse sansninger, erindringer, erfaringer og stof op, som jeg slet ikke havde skrevet om, da jeg skrev poesi. Så begyndte det virkelig at blive fedt«.

På vej mod spøgelsesromanen

Olga Ravn havde en fest. Lige indtil hun begyndte at grave sig mere målrettet ind i tankerne og beslutningerne om romanens form og muligheder. Så begyndte det med hendes egne ord, at blive sindssygt svært.

Hun følte på en måde, at romanen var en anakronisme. Når Olga Ravn læste digtsamlinger, oplevede hun næsten altid, at digteren forholdt sig til litteraturhistorien og de bøger, der går forud, mens det samme kun relativt sjældent var tilfældet med romaner. I hvert fald ikke dem, der fyldte hylderne i Føtex. Ravn ville skrive en roman, der forholdt sig til det gamle hold af forfattere og skrev sig op imod romanernes lange fortælling.

»Der var noget gammelt, støvet over romangenren. Det brugte jeg helt bevidst ved at benytte gotiske stiltræk. Jeg har læst stakkevis af Brontë-søstrene og Henry James og pløjet mig igennem et hav af dårlige filmatiseringer. Der er jo nogle konventioner i den klassiske gotiske roman. En ung kvinde, som skal finde sin identitet, ankommer til et stort gods eller slot, hvor hun skal være guvernante. Og så er der nogle overnaturlige elementer, som til sidst i bogen viser sig slet ikke at være overnaturlige. Og så bliver hun gift. Og så er alt ordnet. Og det vil jeg jo ikke have!«, griner hun.

Hvad er det, spøgelsesromanen og spøgelsesfiguren stadig kan i vor tid?

»Forestillingen om, at fortiden er besværlig, har optaget mig meget. Både personligt besværlig, men også kunstnerisk og i et samfund. Spøgelsesfiguren handler helt overordnet om et element fra fortiden, som ikke kan eller vil finde sin plads og bliver ved med at ånde én i nakken eller hviske én i øret«.

I romanen oplever den unge kvindelige hovedperson, at hun ser spøgelser, ingen andre ser. Den indemurede Celestine, men også en vindtør kvinde, der som en hjemløs i tiden pusler i et tårnkammer og krabber rundt i skumringsparken.

»Celestine er fanget i sin væg, men også fanget mellem liv og død. Ikke at kunne give slip på sin skæbne er et spøgelsesproblem. Men samtidig er Celestine en stærk figur, som insisterer på sit raseri og ikke vil undskylde for det, hun har gjort, og de konventioner, hun har overskredet.

Kvindeligt spøgeri

Spøgelset bliver en størrelse, der trænger ind i mange af romanens rum. Hovedpersonen kalder sine stedsøskende for spøgelser. Mange af pigerne på skolen er så spiseforstyrrede, at de reelt flirter med en spøgelsestilværelse. Hovedpersonens mor dukker spøgelsesagtigt op i erindringsglimt. Der er i det hele taget meget kvindeligt spøgeri i ’Celestine’. På en konkret sanselig måde, hvor erindringer og relationer klistrer sig klamt og skamfuldt til huden.

»Man føler sig fedtet til af livet«, siger Olga Ravn med et udtryk, hvor det ikke er svært at genkende stemmen fra hendes digte.

På hvilken måde er skilsmissetemaet, der løber under hele romanen, en del af spøgeriet?

»Vi mangler simpelthen noget sprog. De ord, vi har for disse relationer, er der ingen, der kan lide. Papmor. Bonussøster«, siger hun og skærer ansigt.

»I fiktionen har vi ord for ekskærester og rivaler, der gør, at vi ved, hvordan man skal opføre sig i den slags situationer. Men med stedsøskende er der tale om relationer, som ikke er beskrevet på samme måde. Vi ved simpelthen ikke, hvordan man skal opføre sig, og så bliver følelserne næsten uvirkelige«.

Uvirkelige følelser er spøgelsesagtige. Disse børn, der er blevet påduttet nye søskende, som så pludselig ikke er søskende længere, hvis det nye forhold viser sig heller ikke at holde.

»For moderne mennesker er skilsmissen et vilkår«, fastslår Olga Ravn.

Sørgeligt, almindeligt og for nogle næsten uundgåeligt. Næsten som død og fattigdom. Selv om en skilsmisse kan løse problemer og være bedre end det modsatte, vil der være en sorg.

Jeg kan bedst lide at skrive, så det føles, som om jeg skriver i smug. Jeg vil gerne snyde mig selv lidt og gå bag om ryggen på mig selv

»Men vi mangler at udvikle et sprog og en fælles samtale om, hvilke følelser der er legale, og hvilke følelser man har som skilsmissebørn. Hvad hedder det, når man har haft en stedmor, og hun ikke er éns stedmor længere? I forvejen lugter stedmor af folkeeventyr. Man er nødt til at acceptere skilsmisser som et vilkår, men det er, når man begynder at få dårlig samvittighed og bagatellisere det, at det begynder at blive ubehageligt«, siger Olga Ravn, der har et skarpt blik for den skam og rådvildhed, mange skilsmissebørn føler i forhold til de amputerede relationer.

»Jeg vidste på forhånd, at jeg ville have skilsmissesporet med i bogen. Men det var først, da jeg satte mig til at skrive, det gik op for mig, at de egentlige spøgelser var de andre børn. Den er absurd, den måde, man kan glide ind og ud af en familie på fra den ene dag til den anden. I den serielle monogami, hvor man er nødt til at begrave det foregående forhold, hvis man skal tro på, at denne gang lykkes det«.

Alt er oralt

Vi lever måske ikke længere i spøgelsernes tid, men der er mangt og meget gemt i murene. Det gælder også det hensygnende kærlighedsforhold mellem hovedpersonen og hendes noget udflydende og afskallede kæreste, Kim, der nærmest ligger lig ved siden af hende i sengen. De udveksler ingen replikker, men en del andre ting. Skilsmissebarnet holder af al magt liv i parforholdets spøgelse.

Forfatteren til ’Jeg æder mig selv som lyng’ forvalter den overspændte sanselighed på en meget oral måde. Livet er tunge ord og slimede frugter, der skal sluges og udspys. Også af den navnløse hovedperson i ’Celestine’, som med sine mange grænseoverskridende metaforer af forfatteren beskrives som »upassende«.

»Jeg havde en forestilling om, at jeg gerne ville skrive en bog, jeg som ung kvinde ville være glad for at finde på et bibliotek. Jeg tænkte på Sylvia Plaths ’Glasklokken’ og andre bøger, hvor man finder indædte kvindelige hovedpersoner, som er ensomme. Og som læser går det op for én, at man holder dem med selskab. Det er faktisk en af grundene til, at romanen eksisterer«, fastslår Olga Ravn. »At der kan være det møde mellem den ensomme hovedperson og læseren«.

Hvem vil gå igen efter ’Celestine’? Lyrikeren eller romanforfatteren Olga Ravn?

»Forhåbentlig dem begge to. Jeg vil gerne fortsætte med begge dele, men også prøve noget nyt. Jeg kan bedst lide at skrive, så det føles, som om jeg skriver i smug. Jeg vil gerne snyde mig selv lidt og gå bag om ryggen på mig selv. Det tror jeg kræver et genreskift engang imellem«.

Man skulle jo nødig gå hen og blive et spøgelse i sit eget forfatterskab.

Publiceret 12. februar 2015

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce