I Paul Thomas Andersons filmatisering af Thomas Pynchons ’Inherent Vice’ spiller Joaquin Phoenix hippie-detektiven Doc Sportello. Anderson står efter film som ’Boogie Night’, ’Magnolia’ og ’The Master’ som en af amerikansk films største instruktører, mens den uregerlige Joaquin Phoenix regnes for en af dens mest karismatiske skuespillere. Stærke kræfter er gået sammen om for første gang at overføre den gådefulde Pynchon til lærredet.
Med bare surfertæer i sandalerne bliver Doc rodet ind i en sag så surrealistisk indviklet, at plottet i Raymond Chandlers detektivromaner i sammenligning virker så enkle som vejrudsigten en californisk sommerdag. Vi er i 1969, hvor Doc er en tidstypisk fyr. Med bakkenbarter som Joe Cocker på Woodstock, et tegneserieagtigt forbrug af fygræs og et problematisk forhold til alle de autoriteter, man dengang i USA’s ungdomskultur samlede under betegnelsen The Man.
Joaquin Phoenix har næppe haft noget større problem med at leve sig ind i rollen. Phoenix virker selv temmelig allergisk over for autoriteter. Især dem med pressekort. Han sætter sig til rette ved rundbordet i det parisiske hotelværelse med en mine, som får det til at føles som om en middelstor gletsjer er gledet med ind i værelset og har lagt sig til rette på bordet. Filmstjernens ene hånd klør og kradser konstant på den anden hånd, som om bare det at befinde sig i samme lokale som en halv snes journalister giver ham fnat og myrekryb.
Det første spørgsmål: »Kunne Doc være en af hr. Phoenix’ venner?«.
