Hvilke svingninger sætter sprængningen af en bro i gang?
I spillet Freedom Fighters tæller en biplyd ned til eksplosionen, mens din gruppe frihedskæmpere styrter i dækning. Braget lyder, broen synker sammen, luften vibrerer brutalt, og så sker det: En enkelt sopran synger et simpelt tema, ensomt, men stærkt, mens frihedskæmperne omplacerer sig. Så kommer herrerne på: et kæmpe russisk mandskor a cappella.
Det er Jesper Kyd, der har været på banen. Millioner af mennesker har gennem årene lyttet til og ladet sig bevæge af den 42-årige danskfødte komponists musik. Selv om han har skrevet musik til både film og tv-serier, er det særligt hans enorme produktion af en anden og i historisk sammenhæng meget ny slags musik, der har opbygget hans ry: Jesper Kyd er med sine over 50 soundtracks i bagagen mest kendt for at lave musik til computerspil – deriblandt kæmpe titler som Hitman og Assasins Creed – og det er en kompleks opgave, hvor han på én gang skal understøtte et parallelt univers, hvor spilleren selv bestemmer handlingen, samtidig med at musikken indimellem skal tage røven på folk.
Derfor har komponisten gjort det til sit kendemærke at slå musikalsk kontra til spillenes handling, overraske og fremkalde den der pirrende følelse, som med hans egne ord opleves sådan her:
»Hvad fanden sker der her?«.
I sidste uge fløj han fra sit hjem i Los Angeles til København for at lade sig interviewe i Den Sorte Diamant i København, hvor han var inviteret af et studenternetværk, og det er her, vi møder ham, baksende med et rigelig tungt cafébord på kajen udenfor.
Jesper Kyd vil gerne sidde lidt væk fra alle de andre mennesker på havnefronten, for »den der jantelov regerer stadig her i landet, ikke«, som han spørger. I over 20 år har han boet i USA, hvor mentaliteten fungerer stik modsat, og man gerne skal tro, at man er noget. Med det rødlige hår tilbagestrøget, smalle solbriller for øjnene, grønne fløjlsbukser og en blå hættetrøje ligner Jesper Kyd ret godt det, han er: en computernørd.
Det er også med nørdens uforstilte entusiasme, at han kan fortælle om sin musikalske karriere, hvor han har bevæget sig fra teenageårenes smalle undergrundsscene til i dag at tage livtag med symfoniorkestre og 60 mand store kor som led i milliarddyre produktioner.
Det er noget af det fede ved Jesper Kyd. At han nærmest har været med lige fra begyndelsen. Som ganske ung lod han sig indfange af computerskærmens blå skær, og i det er han sådan set blevet siddende, mens teknologien er ekspanderet og har indtaget nærmest alle områder i folks liv. Kyds musikalske virke er groet i samme takt, så hans karriere i dag danner en parallelhistorie til den teknologiske revolution, som har forandret vores verden. Eller som han selv noterer sig:
»Man kan sige, at jeg fandeme har været der, hver gang der blev opfundet noget nyt«.
En chip med sjæl
For Jesper Kyd skal det egentlige begyndelsespunkt findes juleaften 1985, da han var 13 år. Under træet i Hørsholm lå hans første computer, en Commodore 64, som med sine 64 kilobyte ram og 16 farver var langt federe end de maskiner, som han havde prøvet hos naboerne. Den kunne »fandeme flytte noget grafik rundt på skærmen«, og så var det, som om maskinen havde sin egen personlighed. I dag findes der masser af fællesskaber, der dyrker den gamle computer, men den del af maskinen, der har vist sig at have længst kulturel levetid, er faktisk dens chip til lyd, den såkaldte SID-chip, som i dag er omdrejningspunkt for en hel musikscene. Jesper Kyd mødte musikken, da den var helt ny, og tænkte: Hold kæft, det her musik lyder som noget, jeg aldrig før har hørt.
Man kan godt høre, at han har været væk fra Danmark i et par årtier. At omfavne hedder at embrace, en dirigent en conductor, og den første computermusik, der ramte ham, lød altså som »noget, jeg aldrig før har hørt«.
»Det var virkelig smukt faktisk, meget bip-bip-agtigt, men den chip havde en soul, synes jeg. Hold kæft mand, jeg føler sgu ting, tænkte jeg, når jeg spillede. Man kunne lave en synthesizersolo, der lød sååå vidunderlig. Det greb mig fuldstændig«.
Og herfra skriver historien næsten sig selv.
Jesper Kyd kom så småt i kontakt med folk fra den såkaldte demoscene. I hjemmecomputerens tidlige år bredte de såkaldte demoer sig fra diskettedrev til diskettedrev blandt entusiasterne. Det var computerkunst skabt af kollektiver af grafikere, musikere og programmører, der havde fået øjnene op for maskinernes magi og gennem opvisninger af grafik, programmering og musik opnåede berømmelse i en særlig subkultur. Mange af scenens dygtigste var ganske unge teenagere.
Jo, den unge computernørd Kyd kom fra et hjem med klaver, og i løbet af folkeskolen tog han undervisning i både klassisk guitar og komposition, men hans musikalske uddannelse kommer mest af alt fra at lytte til musikken i computerspil og forsøge at skabe sine egne ting. Fra demoscenen fik han tilsendt et hjemmestrikket program, der hed Soundmonitor, hvor han kunne lave musik, der lød lige så godt som de professionelle musikeres, og teenageren Kyd skrev og indspillede hundredvis af stykker på sin Commodore 64 – et møjsommeligt programmeringsarbejde – men med så meget flair, at folk fra demoscenen begyndte at udgive hans musik.
»Pludselig gik man fra at lege udenfor med alle sine kammerater til bare at sidde foran en computer og lave musik et par timer om dagen. Det var naturligt for mig. Det var et hemmeligt program, som kun folk fra demoscenen havde access to. Jeg tænkte: Demoscenen, that’s where it’s at.
De vildeste programmører
Teknologien udviklede sig, og det samme gjorde Jesper Kyds muligheder for at lave musik. Da han fik sin første Amiga, gik det med hans egne ord »helt agurk«, og han lavede »i hvert fald« 3-400 numre på den. Med barndomsvennen Mikael Balle turede han rundt til copyparties omkring i Europa. Møder, hvor op mod tusind nørder kunne indtage en hel skole og bare kode løs i hvert klasseværelse og konkurrere om at lave de vildeste demoer. Kyd og Balle vandt både første- og andenpriser ved flere copyparties, og der var folk, som kom og ville have dem til at skrive autografer på deres T-shirts.
»Vi følte, at vi var o.k. gode«, husker Jesper Kyd.
»De fleste gik i gang, da de var 14-15 år, og det er jo ikke sådan, at folk havde en programmeringsuddannelse, men nogle af de programmører på 16-17 år, jeg mødte, var helt utrolige. Det er folk, der ligesom mig selv har siddet foran en computer alt for længe og bare kørt på, indtil de har fundet ud af, hvordan det virker. Sådan var det for os alle. Jeg tænkte ikke over fremtiden, jeg tænkte bare: Computerspilsmusik er noget af det flotteste og mest interessante musik, jeg nogensinde har hørt. Det kunne fandeme være fedt at lave mere af det«.
Gennem demoscenen mødte vennerne en jævnaldrende programmeringsgruppe, der kaldte sig Crionics. De kom fra Birkerød og »var nogle af Danmarks allerbedste«, og herfra tog det for alvor fart. Jesper Kyd og Mikael Balles evner inden for musik og grafik blev parret med hardcore programmering fra Crionics. Sammen lavede de flere demoer, deriblandt en, der hedder ’Hardwired’, som fans stadig skriver mails til komponisten om.
Kyd og Balle flyttede hjemmefra og ind i en lejlighed på Borups Allé i København, og der gik ikke mere end 14 dage, før Crionics også flyttede ind. Sammen startede de firmaet Zyrinx, og de begyndte at lave spilmarkedets nye konsol, Sega Megadrive.
Bæstets natur
Selv kaldte han det cd-musik, det, han lavede. Indspillet med synthesizere og trommemaskiner skulle det være af høj kvalitet og også kunne høres uafhængigt af spiloplevelsen. Gutterne fra Crionics byggede deres eget musikprogram til Sega-maskinen, og Jesper Kyd komponerede løs. Selv om de blot var nogle unge purke, knap fyldt 20, begyndte pengene at rulle ind, for evner som deres var temmelig efterspurgte, og de flyttede til en 3-etagers lejlighed i det indre København. Øverste etage blev indrettet som programmeringsrum, og der var »god party på«, som Jesper Kyd siger.
»Men selv om vi var teenagepurke, der sad og drak, var teknologien der altid. Der var ikke noget federe end at blive lidt fuld og så sidde og lave musik. Computerlivet var bare mikset ind over det hele«, siger han.
Selv når de gik i haven, var der synthesizere med. Det stikker, som Jesper Kyd siger, »virkelig dybt«. For ham og mange andre fra demoscenen var det logiske skridt at arbejde professionelt med at lave computerspil, og flere af vore dages store spilfirmaer er befolket af mennesker, der som teenagere i hjemmecomputerens første tid lærte sig alt fra bunden og var en del af samme scene.
Derfor er det også skægt at høre om de musikalske overvejelser, Jesper Kyd gjorde sig, da han for alvor begyndte at komponere til computerspil, for hvor han i dag mest skriver til såkaldte open-world games, altså spil, hvor spillerne kan bevæge sig helt frit rundt, var mange af de tidlige ting anderledes låste.
Det første spil, Sub-Terrania, som gruppen lavede sammen, var samtidig det første, som Jesper Kyd lavede et fuldt soundtrack på 20 sange til. Musik til hver bane og musik til hver en boss, som spillerne skulle kæmpe mod i slutningen af hver bane for at rykke videre.
»Jo længere du kommer i spillet, jo sværere er det. Det er simpelt hen nature of the beast. Jo længere du kommer, jo bedre er du, fordi du har spillet længere. Det tænker jeg på, når jeg laver musikken«, siger han.
»Det logiske er selvfølgelig, at det bliver mere intenst, men det er også den forudsigelige måde at gøre det på. I Sub-Terrania kommer du ret sent i spillet til et område, hvor der er en masse planter og vand, og der ændrer musikken sig fuldstændig. Den bliver mere organisk. Når man sidder og spiller et spil, virker den slags som en kæmpe bonus. Hold kæft, nu er du kommet så langt, og nu er der noget helt anderledes og øøøøj, hvor er det fedt. På en måde bliver man endnu mere grebet, så man nærmest sidder og siger: Se nu! Det er ikke spild af tid, det her, for se, hvad jeg har fundet«.
Fra bip til kæmpekor
Computerspilsbranchen er i dag en milliardindustri og kan på ingen måde betragtes som noget, der blot er for børn. De store spilfirmaer kan investere milliardbudgetter i at udvikle nye spil, og industrien overgår med års mellemrum sig selv, en bevægelse, som Jesper Kyd har kunnet udvikle sig i takt med. I dag bor han i Los Angeles og er blandt de mest efterspurgte, når der skal skabes musik til nye verdener. Kyds kompositioner er faktisk blevet så kendte, at alt fra symfoniorkestre rundtomkring i verden til fans på YouTube opfører dem, og udviklingen fortsætter bare.
»Det er ikke som på film, hvor det ikke har ændret sig meget. Hver gang der kommer nye konsoller ud, er det, som om verden begynder på ny. Hvis man går i skole, får man vist tingene fra A til Z, men når man som mig er selvlært, vælger du selv, hvad der er interessant, og arbejder videre med det«.
Sådan er det også gået til, at Jesper Kyd i dag ikke bare arbejder med sine synthesizere og trommemaskiner. Faktisk indspillede han med et symfoniorkester, lige inden han fløj til Danmark i sidste uge. Og når han kommer hjem, skal der indspilles kor – et klassisk et af slagsen med 60 mand. Der er meget langt fra teenagetilværelsen på Borups Allé.
Den orkestrale del af Kyds karriere tog fart for snart 10 år siden, da hans gamle venner havde startet spilfirmaet IO Interactive og fået stor succes med spillet Hitman, som Kyd havde lavet musikken til. Nu skulle der laves en 2’er, og musiksiden skulle skaleres op. Pludselig stod han med et team på 10 personer ved sin side og et orkester med 60 andre foran sig. Det var banebrydende for ham, og den storladne korsekvens, som Hitman 2 åbner med, står stadig som noget af det, han er mest stolt af.
»Et kæmpe kor, der fyrer den af fra starten i et spil, der hedder ... Hitman«, siger han.
Kontrasten skulle være til at mærke.
Spilbranchens ekspansion sætter også krav til research og spændvidden i musikken. Da Jesper Kyd lavede musik til det storsælgende spil Assasins Creed, skulle han forsøge at understøtte handlinger, der til dels udspillede sig i en nær fremtid, men især tog udgangspunkt i tiden omkring år 1191, da endnu et korstog rullede over Mellemøsten. Unægtelig et kvantespring i forhold til hans tidlige computerkompositioner.
»Det var ikke en smuk del af vores historie. Der var en slags tragisk tristhed, der var krig, men der var også en religiøs bevidsthed, der gennemsyrede alt. Det ville jeg gerne understøtte med musikken«.
I Assasins Creed lavede han et muslimsk inspireret musikunivers til den del, der forgik i Damaskus, et kristent inspireret et til den kristne del og en sammensmeltet score til de missioner, der udspiller sig i smeltediglen Jerusalem. Det var hans største udfordring til dato, men her – og særligt til efterfølgeren Assasins Creed 2 – fik han frie hænder til at lave musikken, som han ønskede den. Det er dér, Jesper Kyd er nået til i sin karriere: Når et spilfirma bruger et anseeligt beløb på at hyre Jesper Kyd til at give et univers dybde, lyder opgaven ofte sådan her:
»Do your thing«.
Publiceret 20. juni 2014