Foto: Mette Dreyer/Politiken-Tegning

»Uf, femikrimi er et problematisk begreb«

Umiddelbart er der langt fra Miss Marple til Lisbet Salander. Men den britiske pebermø og de nordiske singlekvinder har alligevel meget tilfælles. Kerstin Bergman forsker i den nordiske krimi.

Næsten uden at åbne en skandinavisk krimi ved man, at den mandlige hovedperson vil være oppe i årene, fraskilt og ensom. Som Martin Beck og Kurt Wallander, for at nævne to af de store. Han vil også være usund, melankolsk, drikke lidt for meget og have et skævt forhold til sine voksne børn, som han ikke ser meget til.

Til gengæld er hans kvindelige arvtager – som i øjeblikket erobrer genren med stormskridt og lange ben – ung, lækker og effektiv, som for eksempel lige nu i tv-serien ’Mord uden grænser’, hvor en lidt betuttet Lars Mikkelsen er omgivet af lutter smukke og yderst kompetente politikvinder.

»Denne stærke kvindetype har så godt som afløst genrens gamle ensomme politimand«, bekræfter Kerstin Bergman, der forsker i krimigenren ved Lunds Universitet, og som sidste år udgav bogen ’Swedish Crime Fiction: The Making of Nordic Noir’.

Hun er ikke i tvivl om, at det er de kvindelige læsere, der står bag generationsskiftet.

»Det er mest kvinder, der læser krimier, og kvinder vil have nogle, de kan spejle sig i,« siger Kerstin Bergman, som tilskriver det, at vi meget ofte har kvinder som hovedpersoner, en stor del af den nordiske krimis sejrsgang.

»Ser man på fremgangen for den nordiske krimi internationalt, er det en vældig vigtig faktor. Udlandet er meget interesseret i den ligestilling, vi har i vores samfund. Man vil rigtig gerne læse om de stærke kvinder, som klarer både familie og arbejdsliv, og man læser også meget gerne om deres mænd, som går hjemme med børnene, og som laver mad«.

En af Skandinaviens største krimiforfattere, Henning Mankell, har skrevet generationsskiftet ind i sit krimiforfatterskab. Efter ni bøger med den fraskilte, lidt usunde og midaldrende politimand Kurt Wallander er serien slut. Men Kurts kønne datter, Linda, er gået ind i politistyrken og flytter fokus fra maskulin, melankolsk midalderkrise til ung, ambitiøs kvinde i et råt arbejdsmiljø.

Selv siger Mankell, at han blot afspejler tiden og udviklingen: »På samme måde som kvinder får mere indflydelse i samfundet, får de det også i politiet. Hvilket naturligvis er godt! I hele mit voksenliv har jeg hævdet, at vi ikke får en bedre verden, hvis ikke kvinder får mere indflydelse, faktisk er jeg overbevist om, at det er hele hovedsagen«.

Den aldrende politimand går på pension og forsvinder, mener Henning Mankell, som også tror, at kvinderne vil klare presset bedre.

»Det med de ensomme og fraskilte politimænd har nok noget at gøre med, at mænd ikke har det samme talent for at organisere deres arbejds- og familieliv, som mange kvinder har«.

Nu med diagnose

»Men«, siger Kerstin Bergman, »efter en tid med kvindelige helte, som klarede både job og familie, selv om det selvfølgelig er snært, er der kommet endnu en type til: singlekvinderne«.

»Ikke alene er de single, de har ligefrem svært ved at omgås andre. Og enkelte har ligefrem en diagnose, der indbefatter nogle bogstavkombinationer«, som hun formulerer det.

Sara Lund fra ’Forbrydelsen’, Lisbeth Salander fra Stieg Larssons bøger og kriminalkommissær Saga Norèn fra ’Broen’ er sære, og det gør dem til komplekse og interessante individer, pointerer forskeren.

»Man kan more sig over deres måde at reagere på, samtidig med at de er tragiske skæbner. For mens de er fantastisk dygtige til deres job og meget smartere end alle mændene, har de ikke noget socialt liv og ofte ingen familie«, siger Kerstin Bergman, der ser fænomenet med den kvindelige outsider som et feministisk backlash.

»Mens det tidligere gik fremad med ligestillingen i samfundet, synes alle i dag, at nu er det nok, at nu behøver vi ikke diskutere det mere. Feminismen er færdig, siger man, og så bliver kvindeportrætterne mindre samfundsnære. De kvindelige detektiver er blevet til enere, man ikke kan nå, og som heller ikke kan nå andre. Og selv om disse personer er interessante, og jeg kan lide dem, er der også noget tragisk ved dem, fordi de repræsenterer et feministisk tilbageskridt«.

Kan man sige, at enderne mødes i krimilitteraturens kvindeportrætter. Miss Marple repræsenterede også kvinden uden familie. Outsideren?

»Det synes jeg afgjort, at man kan. Miss Marple har meget til fælles med nutidens singlekvinder. Bortset fra at hun besidder en veludviklet social kompetence, som hendes efterfølgere oftest savner«.

Women detective

Hvorfor er det vigtigt, at køn og ligestilling har en fremtrædende plads i krimier?

»Fordi krimier har så stor en udbredelse og læses af alle, og fordi vi endnu ikke lever i et ligestillet samfund. I Sverige er der rigtig mange kvinder, der har skrevet krimier her i 2000-tallet, men stadig er de fleste skrevet af mænd« .

Så gerne flere femikrimier?

»Uf, femikrimi er et problematisk begreb, som jeg prøver ikke at anvende. Det er, som om man kalder en krimi for femikrimi, bare den er skrevet af en kvinde eller har en kvinde som hovedperson – uden at tage stilling til, om bogen er feministisk eller ej. Faktisk er det jo vældig få ’femikrimier’, der er feministiske. Når jeg skriver på engelsk, bruger jeg altid formuleringen women detective for at markere kønnet, men ikke lægge mere til end det«.

Termen ’krimidronninger’ har den svenske forsker det også svært med.

»Til at begynde med bevirkede det her med krimidronningerne, at alle kvindelige krimiforfattere fik lidt mere opmærksomhed. Men ordet har hele tiden været nedladende. Sig mig, kan man ikke kende forskel på dem? Kvinder, der skriver krimier, bunker man sammen på en måde, som man aldrig ville gøre med mænd. Henning Mankell, Arne Dahl, Håkan Nesser og Jens Lapidus er ikke krimikonger, de er bare sig selv. Så der findes masser, der stadig er problematisk«.

Seriemordere gør det nemt

Forbryderne er næsten altid mænd. Så der er der ingen ligestilling?

»I dag foretrækker man ofte seriemorderen, for så kan man få slået rigtig mange ihjel på bare en bog. Og jo, seriemordere er næsten udelukkende mænd. Men man ser faktisk i nordiske krimier kvinder som mordere. Måske især i Sverige har vi krimier, som foregår i små samfund uden for storstaden, og der er motivet næsten altid noget i den personlige sfære. Noget, som skal hævnes, eller som har forbindelse til nogens barndom, og der ser vi ganske mange kvindelige mordere. For eksempel hos forfattere som Camilla Läckberg og Mari Jungstedt og Anna Jansson«.

Hvilken forfatter ser Bergman som den mest interessante lige nu på kvindefronten?

»Katarina Wennstam. Hun præsenterer helt anderledes heltinder. Dels politikvinden Charlotta Lugn, som er lesbisk, og som i mange år har boet sammen med en anden kvinde. Der gøres ikke meget ud af det, det er bare sådan, det er. Hendes anden hovedperson, Shirin Sundin, har indvandrerbaggrund, det er stadig usædvanligt, og det er godt set af hende«.

Så den skandinaviske krimi er stadig nyskabende?

»Ja, det synes jeg. Der sker ret meget, og nordic noir er stadig stor i udlandet også. Man har længe spekuleret på, hvor længe det kunne vare, men der er efter min mening ikke en afmatning i gang«.

Publiceret 17. marts 2015

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce