Selv om han er høflig, charmerende og intelligent samt forfatter til en øjenåbnende og sine steder morsom bog, ’Sibirisk opdragelse’, er den 35-årige russisk fødte, italienske forfatter Nicolai Lilin et skræmmende bekendtskab. Ikke kun på grund af de rituelle, indforståede tatoveringer, som stikker frem på hans hænder, og som han fik, fra han var otte til han blev 18 år.
(Tatoveringer fortæller han andægtigt om som en hel filosofi, en mytologisk, nærmest religiøs verden med sine egne symboler og hemmelige alfabet, hvor tatovøren overfører din livshistorie til koder på din hud efter at have haft dig til samtale og sikret sig, at du taler sandt om dit liv. Selv har Lilin flere tusinde mennesker på venteliste for at få en tatovering. Men at tatovere er ikke en profession for ham; det er snarere et kald. »Den sibiriske tatoveringstradition er den ældste i verden«).
Mere skræmmende er det, at Nicolai Lilin har haft knive og skydevåben i hænderne, siden han var lille, og at han skød, muligvis dræbte, et menneske, da han var 12. Det var i 1992, efter USSR’s opløsning, i borgerkrigen mellem moldoviske nationalister og »alle dem, der fortsat så sig selv i en russisk verden« i den selvudråbte republik Transdjnestr. Parallellen til de russiske separatister i Ukraine ligger ligefor.
»I Moldova var der 38 procent russere. Moldoverne var i lommen på korrumperede embedsmænd fra det tidligere USSR, som havde fundet ud af, at de kunne og berige sig i den nye statsdannelse. Tyveri har jo altid været Ruslands største problem«.
