Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: MADS NISSEN

Pind, troen, terroren og kærligheden

Danskerne er blevet mindre kristne. Og det er en del af forklaringen på, hvorfor det danske samfund ikke får dæmmet nok op for radikalisering og terror, mener Søren Pind. Vi mangler forståelse for troen, også terroristernes, siger politikeren. Som selv er kristen, mener at alle er født som syndere, og at kristendommen bærer på den absolutte sandhed.

Niels Pind var syv år gammel, da han i begyndelsen af sidste århundrede blev sendt til det nøgne og vindblæste Vestjylland for at gå med kvæg. Alene.

Dagene var rolige, støjløse. Der var tid til at være ensom med sin skaber.

»Det har jo været et stille rum for min farfar at træde ind i«, siger hans barnebarn.

Han hedder Søren Pind, er medlem af Venstres folketingsgruppe og står til at blive minister i en kommende borgerlig regering. Han er også frustreret, fortørnet og oprigtigt bekymret.

Jeg mener ikke, at disse mennesker er idioter. Idioti er den dybeste grad af åndssvaghed, og de her mennesker er hverken debile eller idioter. Det er målrettede mennesker, som har en mission – i ordets oprindelige forstand.

Årsagen er truslen fra militant islamisme. Eller rettelig: Det danske samfunds manglende evne til at begribe den. For Danmark har selv mistet troen, og så kan det jo være nok så svært at begribe andres, mener Søren Pind. Og allersidst i dette interview, der har handlet om terror, radikalisering og de såkaldte fremmedkrigere, som er opflasket på vestlig velfærd og alligevel har vendt deres vugge ryggen for at drage i hellig krig, vender han tilbage til det igen: De stille rum.

For Søren Pind må erkende, at selv hans egen søn på otte år er født ind i en verden af støj, et samfund med en udpræget mangel stille rum, og formentlig aldrig kommer til at opleve at være alene med sin skaber i månedsvis som sin oldefar.

»Og det er jo sørgeligt, et eller andet sted«, siger han.

Dette er Søren Pinds analyse, når man beder ham forklare, hvorfor unge danske muslimer rejser til Syrien og Irak for at kæmpe, hvorfor Muhammedtegnere forsøges skudt i Danmark, hvorfor synagoger barrikaderer sig bag jerngitre: Tanker trænger ørenlyd, men i nutidens overdøvende hverdag får tankerne det sjældent. Derfor opsøger mennesket de stille rum, og fordi det eksisterende samfund mangler dem, bliver rummet for nogen den militante islamisme.

Det moderne samfund måler succes i effektivitet, i uddannelse, i likes på sociale medier, i penge og andre materialistiske goder. Og så er det ikke så mærkeligt, at nogen søger væk fra den ’støj’ og ind i de stille lommer, religionen kan tilbyde, siger Søren Pind.

»Vi har haft en fuldstændig manglende forståelse for, hvordan man skaber tilstrækkelig ro om de her mennesker til, at ekstremismen ikke vil få et tag i dem«.

Vi skal forstå terroristerne. Det er, hvad Søren Pind mener. Ellers kan vi ikke bekæmpe dem. Han taler om at forstå sin fjende for at kunne vinde hvert et slag. En slags Sun Tzus med nudansk accent. Og samfundet må tage sin del af medansvaret.

Om tåber og idioter I dagene efter Omar el-Husseins to skudattentater i København i februar sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til Politiken, at ekstremisme aldrig kan være samfundets skyld.

»Det er ikke, fordi en eller anden socialrådgiver har svigtet. Eller en på kommunen, der ikke har gjort sin pligt. Eller en pædagog. Og det er ikke, fordi vi er i krig - eller væbnet konflikt mod Islamisk Stat (…) Jeg synes ikke, vi som samfund skal påtage os ansvaret for det«, sagde hun og uddybede i Jyllands-Posten:

»Vi har ikke nogen andel i ekstremisme. Overhovedet. Det har vi aldrig været med til at skabe. Vi har ikke bidraget til det på nogen måde. Vi har intet ansvar i det«.

Halvanden måneder senere sidder Søren Pind nu på sit kontor på Christiansborg og tygger på den eftertanke, der har meldt sig. Selv reagerede han kraftigt på de sociale medier i dagene efter angrebet. »Et øjebliksbillede af et øjebliks vrede«, kalder han det i dag.

Også andre politikere, herunder flere af Pinds partifæller, har siden statsministerens udtalelser udtrykt sig med lignende harskhed. Venstre, som Pind er udenrigsordfører for, har hidtil været kendt som et parti, der har sat hårdt mod hårdt i bekæmpelsen af radikalisering og terrorisme.

Men hvis man ifølge den liberale ideolog skal »lykkes med en forsoning, så er man også nødt til at tale kærlighedens sprog«:

»Vi kan slå hinanden ihjel lige så lang tid, vi vil. Men i sidste ende er det kærlighedens sprog, der må sejre«.

Ekstremismen opstår ikke af sig selv, mener Søren Pind, og så langt vil han faktisk give folk som Carsten Jensen ret. Det er at fralægge sig ansvaret at kalde terrorister som Omar eller radikaliserede fremmedkrigere for irrationelle og idiotiske mørkemænd, siger Pind.

»Jeg mener ikke, at disse mennesker er idioter. Idioti er den dybeste grad af åndssvaghed, og de her mennesker er hverken debile eller idioter. Det er målrettede mennesker, som har en mission – i ordets oprindelige forstand. Det kan man jo også se på de mål, der bliver valgt: Et bladhus, som har trykt en tegning. En jøde ude foran en synagoge. Og en person, som har tegnet Muhammed som en hund og deltager i et ytringsfrihedsarrangement. Det er ikke idiotiske valg. Det er ideologiske mål. Missionsmål. Og det bliver man nødt til at forstå, før man affærdiger det og bare gør de mennesker til tåber. For det er ikke«.

Hvordan er vi for dårlige til at forstå de mennesker?

»Det er vi ved ikke at forstå, hvad rationalet er – for der er et rationale«.

Som er?

Søren Pind starter på et svar, men bremser så sig selv for at omrokere på sine ord.

»Altså. Det, jeg ser, er hadet til det moderne samfund. Støjen i det moderne samfund. Det kan skabe en enorm vrede. Og jeg kender godt den vrede. Jeg er selv vokset op ude på landet på Bornholm, hvor vi havde mennesker, som så meget bogstavtro på biblens skrifter. Det er mennesker, som ser noget, som ødelægges foran deres øjne. Det kan være spørgsmål om ligestilling, kvindens rolle, mandens rolle, guds rolle, statens indtrængen i hverdagen, den musik, der spilles i radioen. Det hele handler om støj«.

Og her er vi fremme ved den mere opsigtsvækkende del af Søren Pinds analyse: Vejen til at forstå ekstremismen går gennem en større forståelse for gud.

»Sagen er, at vi har glemt, hvad tro er. Tro er jo påstanden om den ultimative sandhed. Men overordnet set har vi i Danmark oplevet en voldsom sekularisering i de seneste 30-50 år. Det har betydet, at folk har glemt, hvad det for en lang række mennesker egentlig betyder at tro på noget«.

Men er det sekulære samfund forklaringen på, at folk slår ihjel i Guds navn?

»Nej, for himlens skyld. Selvfølgelig ikke. Men man har mistet forståelsen for troens dimension, som er større end alt andet. Og dermed også metoden til at nå ind til de folk«.

Om syndere og tilgivelse
Om det var troen i sig selv, der fik Omar el-Hussein til at slå to mennesker ihjel, får vi formentlig aldrig svar på. Selv som troende kristen reagerede Søren Pind med vantro, da han hørte om angrebene. Men der er altid en mening med galskaben, og det er den, samfundet – ham selv inklusive – skal blive bedre til at identificere, siger han.

»Vi burde have forudsætningerne for at forstå det her, hvis ikke vi havde glemt, hvad tro er. Grundessensen i hele den luthersk-evangeliske kristendom er, at uanset om du så var kz-lejr-kommandant, så kunne din næste lige så godt havde gjort det. Vi er født i denne verden som syndere, og Jesus siger det selv: ’Alt det, jeg ikke vil, det gør jeg. Og alt det, jeg gerne vil, det gør jeg ikke.’ Grundantagelsen i den luthersk-evangeliske kristendom hviler på, at det kun er med tilgivelsen, at man kan få adgang til paradis«.

Kan du tilgive Omar el-Hussein?

»Det har jeg ikke adkomst til…«.

Søren Pind læner hovedet tilbage for at se lige opad. Og siger så:

»Det ligger hos ofrene og så i øvrigt ham deroppe. For mig handler den diskussion i virkeligheden i højere grad om en erkendelse. For ja, jeg blev rasende. Og ja, jeg havde i virkeligheden også mine øjeblikke, hvor jeg prøvede på at gøre ham til et umenneske. Men sagen er, at han er et menneske. Jeg kan ikke umenneskeliggøre Omar. Og det er derfor, jeg ikke forstår den tale om, at vi ikke skal forstå ham. Vi har glemt, at mennesket er født som synder, og det er jo næsten det værste, du kan sige til et moderne menneske. For det moderne menneske mener, at vi selv skaber vores tilværelse«.

Mener du, at vi er skabt som syndere?

»Ja… Ja, det gør jeg«.

Ja?

»Ja. Lige så snart man lukker døren, har vi alle sammen ting, vi ikke ønsker, at andre skal se. Det er det, jeg ikke synes, vi har forstået og erkendt: Det moderne menneskes uforstand og manglende forståelse for, hvad mennesket egentlig er. Det moderne menneskes fjernelse fra troen og afstandtagen over for det guddommelige, som jo er det perfekte«.

Undskyld, men det lyder nærmest som om, du er i gang med at kurere truslen fra militant islamisme med kristendommen?

»Jo, men hør nu her: Jeg er jo kristen. Og den ubehagelige præmis, som troen hviler på, er jo påstanden om den ultimative sandhed«.

Om afmagten
Mindst 115 personer fra Danmark er ifølge Politiets Efterretningstjeneste udrejst til Syrien eller Irak for at kæmpe. Mange er vendt hjem igen til Danmark som en del af den gruppe, efterretningstjenesten ser som den mest potente trussel imod rigets sikkerhed.

Og som med Omar el-Hussein har samfundet også et ansvar for at sætte sig i fremmedkrigernes sted, hvis de skal bekæmpes, mener Søren Pind.

»Lige så vel som vi havde de Spaniensfrivillige, der drog ud for at forsvare sig imod Franco, ser vi ekstremiserede unge drage ud for at tage kampen op. Men også i et opgør med tomheden i det moderne samfund«, siger han.

»Vi har på grund af vores egen blufærdighed undervurderet den opgave, det er at falde til i Danmark. Og der mener jeg, at Carsten Jensen – modsat andre af hans synspunkter, jeg ikke deler – netop åbner en vigtig diskussion. Hvor han mener, at det hele er samfundets skyld, er mit synspunkt dog nok nærmere, at noget har vi et medansvar for, fordi vi ikke har gjort nok.«

Kan du også forstå de muslimer fra Danmark, der rejser i hellig krig?

»Jeg kan godt forstå afmagten. Jeg har selv været en af dem, som med vantro – for nu at bruge det udtryk – har fulgt Vestens passivitet i forhold til Syrien og de massive myrderier, og hvor man nærmest har lukket øjnene for, hvad det egentlig vil have af betydning. Det har sin egen forklaring, men…«.

…men du forstår dem altså godt? At de på grund af eksempelvis Vestens manglende intervention tager af sted?

»Hvad skulle de ellers gøre…?«.

Søren Pind holder en længere tænkepause.

»Og det er jo der, vores manglende forståelse træder i kraft«, siger han så.

»Lad mig give dig et eksempel: Haifaa Awad (dansksyrisk læge, der rejste til et oprørskontrolleret område i Syrien for at hjælpe civilbefolkningen og ligesom Syrienskrigerne er arg modstander af landets præsident, Bashar al-Assad, red.). Hvordan kan man ikke have forståelse for det, hun har gjort? Og er det så svært at forstå, at nogen – i forlængelse af det, hun har gjort – måske tager et våben i hånden og tager skridtet længere? Er Haifaa Awad landsforræder? Nej, hun er overhovedet ikke landsforræder. Tværtimod; hun har gjort en kærlig gerning«.

Om fejlbarlighed

Det er altså hele vores tankesæt, der skal ændres, mener Pind. Spørgsmålet er så bare, hvordan man mere konkret skal sætte ind.

Selv peger han et tiltag som psykiske screeninger, som han selv agiterede for i sin tid i Københavns Kommune. Analyser af hver enkelt skoleelev, der med ambitionen om en mere helhedsorienterer social indsats tager højde for elevens socioøkonomiske baggrund, diagnoser, familie, tro og uddannelse.

Han peger også på rækken af kuldsejlede integrationsprojekter der med »en gratis skitur« har forsøgt at nå ind til udsatte unge, der måske i stedet havde brug for projekter, der tog udgangspunkt i deres forhold til troen.

Den stadigt mere brutale borgerkrig i Syrien og Irak har ført til stadig flere politiske forsøg på at dæmme op for de danskere, der ønsker at deltage i den. I begyndelsen af februar vedtog regeringen – med støtte fra Venstre – en ny lov, der gør det muligt at inddrage passet hos personer, der mistænkes for at bære på ekstremistisk tankegods og planer om at rejse i krig.

Vi er i krig, vi befinder os på Herrens mark, og det betyder, at man nogle gange må forsøge. Og så se. Og på et tidspunkt må vi så tage diskussionen om, hvorvidt det her virker, eller om det var et fejlskud i kampen mod terror. Det må vi se på

Søren Pind synes i grunden ikke om den slags forslag, men tilskriver dem »krigens karakter«, for »i krig griber man til ekstraordinære ting«.

Der findes eksempler på terrorangreb i vesten begået af mennesker, der forinden havde fået inddraget deres pas. Onde tunger vil måske ligefrem mene, at incitamentet til at begå et terrorangreb i hjemlandet er større, hvis man forhindres i at rejse ud. Hvad tænker du om at inddrage passet hos dem, der ønsker at rejse til for eksempel Syrien?

»Det, du spørger mig om, er, om det i virkeligheden kan være kontraproduktivt. Og der må jeg sige: It remains to be seen«.

Men det er vel ikke en måde at lovgive på; bare sidde og vente på, om ens beslutninger i virkeligheden er kontraproduktive…

»Nej, men det forslag er ikke nødvendigvis udtryk for manglende omtanke. Men vi er i krig, vi befinder os på Herrens mark, og det betyder, at man nogle gange må forsøge. Og så se. Og på et tidspunkt må vi så tage diskussionen om, hvorvidt det her virker, eller om det var et fejlskud i kampen mod terror. Det må vi se på«.

Så du er villig til at lovgive med overhængende risiko for, at det bliver et fejlskud?

Søren Pind tænker sig om.

»Jeg er villig til at lovgive i erkendelsen af, at mennesket er fejlbarligt«.

Publiceret 7. april 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce