Hvis man havde mødt Godard, da han var 25, ville det så være som at møde Dolan nu og her?
Det er svært ikke at stille sig selv spørgsmålet. Det virker mere end almindelig tilfældigt, at 25-årige canadiske Xavier Dolan og 84-årige franske Jean-Luc Godard måtte dele instruktørprisen i Cannes sidste år. Det er mest populært at sammenligne unge Dolan med hedsporen Orson Welles fra tiden først i 40’erne, da Welles stormægtigt tog på sig at revolutionere filmmediet indefra, men det er nu engang Godard, knægten minder mest om.
Hans anden film, der på amerikansk fik titlen ’Heartbeats’, lyder som et biseksuelt trekantsdrama i familie med Truffauts ’Jules og Jim’, men den ligner og føles som en af Godards mere finurlige film fra 60’erne. Da jeg møder Xavier Dolan, i Cannes i fjor, har han endnu ikke fået sin pris, men ved presseforevisningen dagen i forvejen skummede pressekorpset over i begejstring over ’Mommy’, som pludselig var vinderfavorit side om side med den russiske ’Leviathan’. Og det er svært selv for Dolan, som har lidt for vane at stille sig flabet uimodståeligt an.
»Men det må snart stoppe«, stønner han melodramatisk og gemmer et øjeblik hovedet i hånden.
