»I sommeren 2007 var jeg blevet uddannet fra skuespillerskolen i Odense, og i slutningen af det år havde jeg min egentlige debutrolle i ’Ordet’. Jeg var 27 år. Johannes er en meget smuk figur. Jeg arbejdede med, at han måske var en lidt misforstået person i en tid, hvor psykiske lidelser ikke var noget, man kendte så meget til. Vi er tilbage i 30’ernes Vestjylland, hvor det nok ikke var psykiatere, der var flest af. Personerne rundt om ham oplever ham som syg i sindet, men jeg ser det mere, som om han får en åbenbaring«.
»Johannes er den midterste i en søskendeflok på tre brødre. Han har mistet sin kæreste i en ulykke og er blevet lidt sær. Der er masser af kontroverser inden for familien, men man taler ikke om dem. Det er så vestjysk. Tingene skal være, som de altid har været. Man skal komme videre og ikke lave en masse bøvl og ballade. Jeg er selv fra Ølgod i nærheden af Varde i Vestjylland og kender stemningen ud og ind. Mine forældre og bedsteforældre talte ikke om Gud, men Ølgod er en lille by i det vestjyske bibelbælte, og den var præget af den indflydelse, som Indre Mission havde i Vestjylland førhen. Der skal ikke så meget til, før man føler, at man er forkert«.
»En kvinde i stykket, Inger, dør i barselsseng, og barnet er også dødt. Alle i familien er kede af det og ser det, som om Guds vilje er sket. Johannes mener, at han er blevet til Jesus, og tror, at han kan vække Inger fra de døde. Blot har han brug for, at nogen tror ham. Det gør kun Ingers ældste datter. Via den kraft, de to har sammen, lykkes det Johannes at vække Inger fra de døde. Så Kaj Munks ’Ordet’ er nærmest magisk realisme. Det er et naturalistisk drama med en overbygning af noget meget spirituelt«.
»Det er ikke, fordi jeg er et meget spirituelt menneske, men jeg tror, jeg har fundet en vis form for styrke i ensomheden. Johannes har en ensomhed, og den kunne jeg finde i mig selv, da jeg skulle spille ham. Jeg tror, at mennesket i bund og grund er ensomt. Dermed ikke sagt, at man skal dyrke det, og at man ikke skal dyrke fællesskaber, for fællesskaber er nok hele grunden til, at vi kan overleve som mennesker. Men grundlæggende vil vi altid have en ensom sjæl. Og det er sundt at forlige sig med det. Ikke at det er nemt«.
