Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Han laver pop om druk, kæmperøve og hård sex

Oliver Gammelgaard – den 24-årige rapper TopGunn – er Danmarks store, utilpassede popnavn. Gadens sprog er det modersmål, han har taget ind i musikken. Teenagepigerne synger med. Og hvis du synes, det er for meget, er du for gammel.

TopGunn er nået til sin sang ’Man kan ikke stole på en pige med en lille røv’. Hele salen skriger op til rapperen på scenen i Store Vega. Så højt, at han må have en særlig prop i øret for at kunne høre sig selv.

Luften er et væld af pigestemmer, der synger »din røv er stor, jeg vil have den med hjem« og »vi vil have analsex«.

De kan ordene udenad og er ikke bange for at bruge dem.

TopGunn spillede i Odense i går, og i Aarhus og Aalborg i sidste weekend. Overalt har billedet været det samme. Som en af hans venner måbende konstaterer, mens han står ved bagtæppet og ser ud over publikum, et bølgende koralrev af slanke arme i rødt lys:

»Det er bare kællinger, hele bundtet«.

Helt unge kvinder ville være mere præcist. Mange af kvinderne i salen er så unge, at kasserne med legoklodser og barbiedukker endnu ikke har nået at samle støv på loftet.

Sådan har Oliver Gammelgaards publikum ikke altid set ud. Han er født af en enlig mor på Nørrebro, men er vokset ud af røgen fra en chillum, af tomheden efter Ungdomshuset på Jagtvej og af piratfesternes hemmelige sms-kæder. Han startede med at spille den jamaicanske musikstil dancehall for drengene i kvarteret. Men siden han i 2011 producerede det banebrydende hit ’Kysset med Jamel’ med sin ven Kidd, har han flyttet sig mere og mere fra den undergrund, der opflaskede ham. På vodka og hash.

Nu er han TopGunn, han er snart færdig med sin anden plade, har sit eget pladeselskab og er hitmageren bag de sange, der får folk til at sno sig på diskotekerne. Hans frække tekster bliver sunget selv i barnesæderne på vej til børnehaven, og det med pigerne er »bare eksploderet«, som en anden af hans venner siger, efter at TopGunn i ly af sidste års vintermørke var både rapkæftet og hjertevindende som dommer i lørdagsshowet ’Danmark har talent’ på TV 2. For så går man worldwide i Danmark og kan ikke engang være i ro og fred, hvis man spiser en shawarma klokken to om natten en torsdag.

»Jeg er kun lige blevet 24 – 24 og en uge. Og millionær, jo. Helt fucked. Gået fra ikke at have nogen penge til at bo på 230 kvadratmeter, ikke? Og flyve på 1. klasse. For mine egne penge. Det er fedt«, som han siger.

Historien om TopGunn er historien om en gadedreng, der har gjort rendestenssprog til popmusik. Han er på meget kort tid gået fra at være en hashsælgende dreng på kurs mod afgrunden til at være drømmestof for de helt unge kvinder og en mand, hvis videoer bliver set millioner af gange på nettet.

I hans lejlighed er der et vindue ud til en trafikeret gade, et vindue som mange gange i løbet af samtalen bliver åbnet og lukket, fordi han skal ryge, mens vi snakker. Ro er ikke noget, han befinder sig i længere tid ad gangen. Han sætter sig ned, rejser sig op, klør sig distræt – ikke diskret – i skridtet, virkelig længe, klør sig så i nakken, sætter sig ned igen, piller ved sin telefon og knapper for magelighedens skyld den øverste bukseknap op. Og så skal der ryges igen. Rastløs kunne man kalde ham, men det er mere en følelse af et menneske med lidt for meget og lidt genert energi. »Nå. Hvad skulle vi ellers tale om?«, udfordrer han så pludselig, så man selv kommer i tvivl. Selvsikkerhed kombineret med uro er overrumplende.

Pigernes kærlighed

Teenagepigerne på de forreste rækker i Store Vega har ventet som en lille, blød bunke ude foran spillestedet siden klokken ti om formiddagen. De vil gerne bruge hele dagen her bare for at være sikker på at komme først ind, når dørene åbner om aftenen. Så de kan stå forrest til koncerten.

Karoline på 14 og Frida på 15 synes, TopGunn er »nuttet«, og hvis de havde fem minutter med ham, ville de spørge, om de måtte nive ham i kinderne.

Men teenagepigernes kærlighed virker ikke gengældt, da Oliver Gammelgaard sidder i sin store lejlighed og fortæller om sit liv og karrieren som TopGunn.

»Dem nede på de forreste rækker er jo de mest hjernedøde. Det er dem, jeg henvender mig mindst til, aktivt. Kan du følge mig? Jeg laver ikke noget for at ramme den målgruppe – overhovedet«.

Hvorfor kommer de så?

»Fordi de vil have det, de ikke kan få«, siger han og smiler skævt.

Hans smil er »vildt sødt«. Det har teenagepigerne fortalt mig. En af dem drømte om at få hans latter som ringetone. En anden kaldte ham en drengerøv, i den mest positive betydning af ordet. De sagde alle sammen, at han var dejlig. Og der ér noget ved ham, der gør, at man får lyst til at kigge. En hårdhed, der forsvinder, når kindernes smilehuller træder frem. En sårbarhed i øjnene, der ikke passer til den sikkerhed, han taler ud fra – og som nogle gange næsten tipper over i pral. Han gør ikke noget for at være charmerende. Han er det.

I hjørnestuen er der højt til stukken, sildebensparket, en grå flydersofa og en gigantisk seng i en karnap. På sofabordet foran os ligger en rulle chokoladekiks, lejlighedens vægge er pyntet med en pornoplakat fra 1970’erne, en koncertplakat og et fotografi fra Euroman, der er printet stort ud og rammet ind. Det stammer fra en omtale af folkene bag pladeselskabet Cheff. Så her står Oliver Gammelgaard sammen med rapperne Kidd og Klumben, en fotograf ved navn Jamel og produceren Eloq, der er søn af Søs Fenger. Hun har skrevet ’Med kys fra Søs’ på den.

Alle vil have en bad boy. Det er en erfaring, Oliver Gammelgaard har gjort sig efter fire intense år i musikbranchen. Fire år, hvor han og vennerne fra Cheff har vist, at de gamle pladeselskaber med deres skraben for P3’s musiksmag mest er ... gamle. Da TopGunn sidste år ville udsende ’Man kan ikke stole på en pige med en lille røv’, rådede »de voksne« i branchen ham fra det. Sangen var for grov, mente de, det gik ikke at sige analsex i tredje linje.

»Så sagde jeg, det ved I ikke en skid om. Og så blev det et kæmpehit. Det er kun blevet spillet én gang på radioen, på P3, men det betyder ikke noget. Det er ikke vigtigt. Det er et kæmpehit på streaming«.

Men hvad med dine tekster om store røve og alt det – er vi ude i noget kvindeundertrykkelse eller hvad?

»Nej, dét er vi ikke«, siger han, »det kan du jo selv se inde til koncerten. De står og synger med, jo«.

Okay.

Lang pause.

»Altså. Min erfaring som 24-årig rapstjerne: Alle piger vil gerne have en sød fyr, men de vil også gerne rives i håret og kneppes hårdt«.

Ja.

»Men det snakker vi ikke om. Så vi skal helst snakke om det pæne, og når de så bliver lukket inden for fire vægge, så vil de have noget andet«.

Og hvad gør du med den erfaring?

»River dem i håret. Og knepper dem hårdt«.

Han griner højt. Og holder så en lille pause.

»Men det er jo sagt med et glimt i øjet. Det er mine tekster også. Jeg er jo ikke psykopat og et svin, jeg er super-superfølsom og bliver vildt hurtigt forelsket. Og sådan noget«.

Når man taler med Oliver Gammelgaard, får man ikke følelsen af at tale med et menneske, der afprøver grænserne. Han virker uanfægtet af dem. Folkene omkring TopGunn stoler på sig selv og hinanden og bruger de nye medier, de alligevel er vokset op sammen med. Rigtigt og forkert er noget, man finder ud af på vejen. Selv. Som Oliver Gammelgaard svarer, da jeg spørger, hvordan han kan stemme på Enhedslisten ved sidste valg og samtidig flyve til Los Angeles på 1. klasse for at »ligge ved poolen, ramme en stripklub og et diskotek og få noget sol«:

»Folk, der stemmer på Enhedslisten, holder også ferie. Det er jo ikke, fordi venstreorienterede ikke kan lide at bade«.

Forskellen på ho og wife

Pigerne på Vega synes ikke, TopGunn er for grov i sine tekster. 17-årige Marie er her med to veninder på 15.

»Altså, mine forældre synes, det er sådan lidt kvindenedgørende, men jeg tænker bare – pyt. Man skal tage det med et gran salt. Jeg tror, mine forældre tager det meget bogstaveligt. Dem på deres alder taler jo ikke ligefrem så åbent om numser og krop og sex, og om, at man er liderlig. Men det gør man jo, når man er yngre«, siger hun og smiler sødt.

Men det var det med bad boy, vi kom fra, og TopGunn ligner faktisk rollen, som han driver uroligt frem og tilbage – og op og ned ad trapperne for at komme udenfor og ryge – i Vegas backstagelokaler før koncerten i sine sorte træningsbukser og brede skuldre i en T-shirt. Udenpå har han en kraftig guldkæde med et stort vedhæng.

»Det er Versace. Der er ikke så mange, der har den. Det er det, det handler om, jo. Noget, de ikke har set før«, siger han.

Ude foran Vegas sceneindgang ryger han sammen med en gruppe på 7-8 fyre. Nu har han en grå hættetrøje på, med hætten oppe, så pigerne, der sværmer rundt i nærheden, ikke kan se, at det er ham. Men de ved det godt, for de fjoller lidt ekstra. Griner og vælter og griner igen. I gruppen taler fyrene om et mysterie: Der falder golfbolde ned fra himlen. Nogle idioter på et af kontorerne højt oppe spiller åbenbart golf for åbne ruder. Bilerne, som vi står ved siden af, er i farezonen. Det er vi også. Rapperen Klumben komplimenterer TopGunns grå hættetrøje.

»Ja, den her? Jeg har lige shoppet den. Den sidder også nice. Og efter den er vasket, sidder den endnu bedre«.

En af de andre rygere blander sig med et godt råd: »Du skal tørretumble den«, siger han.

Selv om man tilhører en generation, der har skabt sin egen verdensorden, kan man godt udveksle vasketips.

TopGunn er aldrig alene backstage. Faktisk er her lidt af et rend og næsten kun unge mænd. Nogle af landets bedste musikere skal på scenen i aften, men de holder sig for sig selv. Så er her en håndfuld venner. Og nogle gæstesolister. Rapperen Klumben er med på et nummer. Og det er hans makker Raske Penge også. Han er en erfaren herre, ældre end TopGunn, men da han flere timer senere går af scenen efter sin gæsteoptræden, griner han stort og udbryder overvældet: »Det er helt crazy, det der!«.

TopGunn var den tilbagetrukne producer bag succesen for Raske Penge, Klumben og Kidd, nu er han selv et større scenenavn end dem alle sammen.

Sangeren Xander Linnet skal også optræde. Det er Anne Linnets søn. Produceren Sylvester Sivertsen, der er søn af Lis Sørensen, er lige kommet. Og hvis ikke produceren Eloq var ude at rejse, var han her nok også – Søs Fengers søn. Ny generation? Oh yes. Børnene af popfirsernes guldalder har for længst taget over.

Når TopGunn er i rummet, ved folk, hvor han er. Instinktivt går snakken ned, når han kommer, for at gøre plads for det, han har på hjerte. Hvis han har været nede og ryge, siger han selv noget højt, når han kommer op ad trappen til backstagelokalet. Eller synger:

»Lille øl, lille øl, hvor er du?«.

Mærkeligt nok virker det naturligt. Også at det er ham, der sidder ved bordenden, når laksen er klar ved buffeten.

Ellers hænger han med vennerne i de to sofaer, der står over for hinanden i backstagelokalet. De taler om løst og fast og topskud, kvindeetagen på Bella Sky Hotel, hvorvidt en person ved navn Colgate dukker op i aften eller ej, den ledige bolig i Tinghuset på Christiania, og hvor længe man skal have boet på Staden, før man må rykke hash. Fotografen kalder det god drengehygge. For mig er det en bid af mandeomklædningens privilegium at lytte med:

Ven 1: »Er hun nice at bolle med?«.

Ven 2: » Sygt nice at bolle med. Jo, jeg blev sgu overrasket. Altså, hun er ikke sådan ho«.

Topgunn: »Nej-nej«.

Ven 2: »Men det vil man heller ikke have«.

Topgunn: »Naaaj ... ej?«.

Han ler.

Ven 2: »Ikke hvis det er wife. Så skal det ikke være ho fra første dag«.

Alle griner.

Pusher fra klokken 12 til 18

Der var ingen penge, da Oliver Gammelgaard voksede op på Nørrebro med sin mor, fortæller han hjemme i sin store lejlighed. Men der manglede ikke noget. Moren syede børnetøj, det har hun altid gjort. Faren var en ferieflirt. Han er spanier og bor på Mallorca, hvor han solgte et stort markisefirma for at blive skuespiller. Siden har han spillet lægen i det spanske svar på Horton-sagaen. Faren har den samme næse som sin søn, der til gengæld har flere hår på benene. Ellers har Oliver Gammelgaard aldrig tænkt over, om han ligner sin far. Der er også to ældre brødre, men de var flyttet hjemmefra, da deres lillebror voksede op, og deres fædre var »nogen andre nogen«. Den ældste bror, Michael, lavede housemusik i nullerne. Han har remixet både Britney Spears og Mary J. Blige og hed Spanish Fly efter navnet på et mexicansk narkotikum.

Allerede da Oliver Gammelgaard var ni år gammel, havde han næse for et godt hit. Derfor endte han tit foran højttalerne i storebrorens studie.

»Så spillede de altid musikken for mig, og hvis jeg nikkede, så var det et hit. Det siger min bror selv. Han siger, at jeg altid havde ret«.

TopGunns seneste fire singler har alle sammen ramt plet. Sangen ’Kongens Have’ med en romantisk tekst om ulykkelig kærlighed var en af sidste sommers mest spillede sange. I midten af marts lagde han sangen ’Veninder’ på YouTube. Den er på halvanden måned blevet set næsten en halv million gange. Det første hit, Oliver Gammelgaard fik som TopGunn, hed ’Tilbud’. Det er i den sang, han synger om en pige, der har en kæmperøv og får tilbud for den. Han laver dum musik, siger han selv.

»Dum musik er ærlig musik. Men det er en kunst at lave dum musik godt«.

Hvordan ved man, at dumt er godt og ikke bare dumt?

»Når man griner, sådan: Hold kæft, hvor er det dumt! Men fuck, hvor er det fedt, det rykker helt sygt«.

Som lille var han så god til computere, at han forsøgte at sælge hjemmesider til folk, da han var elleve. Som virkede. Ellers var han meget ude på gaden. »Sådan rod-agtigt«. Lærte folk at kende, både de hårde møgunger og grafittifolkene.

Lærerne så en kvik fyr, men med dårlige vaner. Skoler var noget, man blev smidt ud af, og endestationen var en projektskole i et hårdt belastet kvarter på Nørrebro. Det var et dumt sted at sende en lille rod hen. Dumt på den dumme måde. I hele 9. klasse solgte han hash fra 12 til 18. Mandag til fredag. Gradvist kom der mere og mere ballade i kvarteret, og pludselig var det hele blevet alvorligt.

»En dag skulle jeg bare ud af det. Lynhurtigt. Og det kom jeg faktisk også. Normalt, så kommer man ikke ud af den slags. Så har du nogle onde mennesker, der holder dig inde. Men jeg tror, de kunne se på mig, at det var ikke det, jeg skulle«.

De onde mennesker?

»Ja. Og så sagde han en dag: »Det er fint. Tak for denne her gang«. Det var den bedste dag i mit liv. Hvis jeg var blevet der i et år mere, så havde jeg siddet i fængsel nu«.

I stedet begyndte han efter sommerferien på en efterskole. Her fik han en musiklærer, der forstod, at man ikke behøver at kunne spille på et instrument for at lave musik, og som gav ham lov til at sidde ved sin computer på værelset i musiktimerne. Hash blev han ved med at ryge. Indtil han stoppede for et par år siden, fordi han fik angst.

»Jeg husker stadigvæk ad helvede til. Korttids. Jeg kan ikke en gang huske, hvad du hedder«.

Gudrun Marie.

Han rejser sig fra sofaen for at lave noget mere kaffe.

Efter festen

På Vega nærmer koncerten sig. TopGunn taler om, at han er bange for, at han er blevet hæs. Han drikker øl og Red Bull. Da dj’en begynder at varme publikum op i salen, vil han ud og se på. Vi står og venter lidt ved den lille trappe, der fører fra backstageområdet og ud på Vegas trapper. Han snakker med sin turmanager:

»Jeg er træt i øjnene«, siger han.

»Tror du, det vil hjælpe med et bad?«, spørger turmanageren omsorgsfuldt.

»Nej, Jeg er ren. Det er ikke det, der er problemet«.

Og han ser træt ud i øjnene. TopGunns musik bliver streamet i en kurve, der topper fredag og lørdag, og derefter falder ugen igennem, indtil det bliver fredag igen.

»Jeg laver jo festmusik« , forklarer han hjemme i lejligheden.

»Og jeg vil selv med til festen. Det er underligt at lave en sang om en flaske vodka uden selv at drikke af den«.

Under koncerten ser man det en enkelt gang. Efter at have sunget om lange nætter, lang pik, høje hæle og champagne kommer TopGunn ud bagved. Han er svedig, bleg, indadvendt. Bliver tørret i hovedet af turmanageren, der står klar med et hvidt håndklæde. Han sender et træt blik ud frem for sig. Tomt. Lukker øjnene et kort øjeblik. Går i ringen igen.

Hjemme i lejligheden fortæller han, at han har haft stresssymptomer.

De seneste år har været »sindssyge«. Efter efterskolen vendte han hjem til sin mor og Nørrebro igen. Ungdomshuset på Jagtvej blev revet ned, og han blev en del af den ungdomskultur, der opstod i asken. Han var en af hovedmændene bag de piratfester, der blev skrevet en del om i de år. For en generation, hvor alt er mobilt – højttalerne, menneskene, dansegulvene – lå vulkanerne pludselig der, hvor man pakkede dem ud. Det var lysten, der bestemte festen, og man spurgte ikke om lov, den gamle verden lå alligevel og sov.

En dag fik han mulighed for at indrette et lille studie i et tidligere fabrikslokale i Ragnhildgade på kanten af Nørrebro. Det var her, han sammen med en fyr ved navn Nicholas lavede sangen ’Kysset med Jamel’ på én aften i februar 2011. Nicholas rappede på nummeret, og ham kaldte de Kidd. Da de smed en hurtigt produceret video på YouTube, gik alting meget stærkt. Kidd blev det, hele byen talte om, og Oliver Gammelgaard var fyren, der gik bagved med solbriller på og passede på ham. I juli rev de en pladekontrakt i stykker fra et stort selskab, filmede seancen og startede selv pladeselskabet Cheff. Efter sommerferien høvlede de alle diskotekerne igennem på turné i Jylland. Nytårsaften blev de uvenner og talte ikke sammen i tre måneder. Siden har han blandt andet produceret Klumben og Raske Penge og været på turné med dem i to år. På sin 22-års fødselsdag i 2013 udsendte Oliver Gammelgaard så pladen ’21’ under navnet TopGunn.

»Men nu har jeg været til fest i fire-fem år, ikke? Så jeg er i midtvejskrise, et eller andet sted. Det her er min første friuge i lang tid. Men jeg var også begyndt at få det dårligt, kunne ikke overskue det og glemte ting«.

Dårligt humør eller hvad?

»Ja-ja, herredårligt humør. Sur meget af tiden. Det bliver jeg altid, når jeg bliver stresset«.

Hvad er det, der stresser dig? Jobs eller plade?

Han holder en pause.

»Hvis du skal fem vigtige ting hver dag i tre måneder. Så bliver du jo pænt træt«.

Man kan høre bilernes susen fra den store vej uden for vinduet, når han står ved vinduet og ryger. Han har lige udviklet en tv-serie, der handler om ham selv og hans venner. Lidt som ’Klovn’, bare om en fyr, der hedder Oliver. Men han siger, at han fokuserer meget på at vælge ting fra. Shows på diskoteker, for eksempel. Fordi de tærer psykisk. Tomheden, når man kommer hjem. Tømmermændene, der er blevet værre og værre. Men det er ikke let at slippe roret, når man er vant til at være inde i alle detaljer, også omkring pladeselskabet. De er fire, der ejer Cheff, men det er mest ham, der kører det.

»Det er mig, der har planerne, ikke? Vi bestemmer jo alle sammen. Men de fleste synes altid, det er en god idé, hvad jeg synes«.

Har det altid været sådan?

»Ja, sådan har det altid været«.

Er du klar, Top?

På Vega er det tid til at komme i tøjet, koncerten nærmer sig. Sponsortøjet ligger klar i nye kasser. Hvide Reeboks, sorte bukser og en lyseblå herreskjorte. Før Cheff-eventyret gik han altid i grimt tøj, fortæller han.

»Du kan spørge de andre, hvor grimt jeg gik klædt«, siger han, »det var lort, med maling over det hele og sådan noget«.

Men så snart de havde lavet ’Kysset med Jamel’, fik de tilbud om sponsortøj.

»Så fik vi skjorter«.

Fotografen knipser, mens TopGunn krænger T-shirten af.

»Jeg har været mere i banken, end jeg har været i fitnesscenteret«, siger han undskyldende.

Versace-halskæden kommer på plads uden på de folder, en ny skjorte har med fra fabrikken. Han hopper lidt rundt for at få lukket bukserne.

»Hvad er det for nogle bukser?«, spørger Xander Linnet, der har siddet bøjet over sin telefon ved trappen.

»Stramme bukser«, siger TopGunn.

Fem minutter efter er en, der hedder Pølle, væk. Han er åbenbart vigtig. TopGunn kigger efter ham. Det gør de andre også. »Er du klar, Top?«, siger en. »Er Ollie klar?«, spørger en anden. Lige ude bag tæppet råber pigerne.

»TopGunn! TopGunn! TopGunn!«.

SOS-planen

I lejligheden taler vi om succesen. Taber man noget på vejen væk fra det, man kommer af? Når man går popvejen?

»Jeg har ikke brug for at være undergrund. Jeg har jo været undergrund, siden jeg var 15. Jeg har set det. Det er ikke interessant for mig«, siger han.

»Jeg kommer ikke fra Arne Jacobsen-borde«, siger han og banker med en finger på sit sofabord. »Og stempelkander. Så det er det, der interesserer mig. Og Hästens-senge, ikke?«, siger han og nikker over mod den gigantiske seng, der er placeret i en stor karnap, »for det har vi aldrig haft. Så det synes jeg er spændende. Men jeg ved da godt, at det er ligegyldigt«.

Men han er begyndt at købe ting, siger han. Som en slags plan.

»Fordi hvis det stopper om to år, så skal jeg ikke gå tilbage til nul. Og der er jo ingen, der ved, hvor man ender. Den klassiske vej er jo, at jeg finder en eller anden dame, får en nogenlunde lejlighed og var en stor rapper engang, og nu er jeg så A&R inde på Universal. Det kan jeg fint leve med«.

Han har også en SOS-plan, siger han. Hvis alt går i lort på kort sigt. Jeg spørger, hvad det er.

»Ud at hæve alle de penge, der er, overhovedet og så skride ... Men vi har jo slet ikke talt om at blive voksen endnu«, siger han.

Hvornår bliver man voksen, synes du?

»Det ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg stadigvæk kalder folk for voksne. Som ikke er mig. Det er vel noget med at få en familie. Det ser jeg jo som svedigt. Men jeg har aldrig prøvet det. Jeg ved ikke, hvordan en almindelig familie fungerer. Men jeg ved, at jeg gerne vil være far på en anden måde end min egen far«.

Ja.

»Du tænker da heller ikke, at jeg er voksen, gør du?«.

Du står på hver sin side af det, tror jeg. Det er jo voksent at have sit eget pladeselskab, udvikle en tv-serie og køre en karriere. På den anden side er der andre ting, vi har talt om, der ikke lyder vildt voksent.

»Ja. Men uanset hvad der sker: Jeg bliver jo også 30 en dag«, siger han.

»Og skal have en kone på 24«.

Publiceret 6. maj 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce