Da Ingrid Bergman vidste, at hun skulle dø af den cancer, der dagligt åd mere og mere af hende, begyndte hun at samle alle sine breve, billeder, gamle filmoptagelser og kontrakter og bringe orden i dem. Datteren Isabella var imponeret over de myriader af vidnesbyrd, der fandtes om en karriere, der havde varet et lille halvt århundrede. Intet syntes at være gået tabt.
»Og Mamma svarede«, siger Isabella Rossellini, »til min overraskelse, for hun var altid meget nede på jorden og ydmyg: »Jeg har altid vidst, at mit liv ville blive af stor betydning«. Det lyder så arrogant, men sådan var hun ikke. Hun indså bare, at folk efter hendes død ville være interesserede«.
Til august er det 100 år siden, Ingrid Bergman blev født. Hun døde helt tilbage i 1982, men i 2015 er hun covergirl for filmfestivalen i Cannes. Hendes plakat hænger i byen overalt og er blevet gengivet i annoncer og artikler kloden rundt.
Jeg og en håndfuld journalister fra hele resten af verden møder Isabella Rossellini på en eksklusiv terrasse højt hævet over Cannes’ kyniske filmkalkuler. En australsk kollega hvisker til mig, at det, hun har på, Isabella, er en tunika med matchende bukser, med print af elegante vilde kattedyr, der snor sig op ad det sorte stof, garanteret også med et par truede dyrearter iblandt, hvis man kender hende ret.
