Midt i Harald Voetmanns vilde roman om den lærde tyske benediktinermunk Othlo af St. Emmeram (født ca. 1010 nær Freising og død i begyndelsen af 1070’erne i Regensburg) dukker der en helt banal monolog op, som handler om løg i pølser.
En af munkene på klosterets sygestue kan nemlig ikke tåle løg og bekymrer sig om, om det overhovedet er nok at pille grøntsagen ud af pølsen, for: »Der siver jo stadig saft fra løgene, eller der er vel stadig sivet saft fra løgene ind i kødet, og det er lige så meget saften, der giver mig de fluktuationer og mavekramper. Det er den rene gift for mig, saften. Så skal jeg ligge med pinlige kramper, og de andre skal ligge i fims og bulder ...«.
Sådan kværner pølseovervejelserne over flere sider, og man kan næsten høre Harald Voetmann fnise mellem linjerne. For det, han gør, er at parodiere en tilsvarende scene i et stykke nyligt dansk litteratur, hvor forfatteren lader tilværelsens tomgang illustrere med et kærestepar, der hen over supermarkedets køledisk debatterer, hvilken type spegepølse de skal vælge.
Og med den parafrase rammer Harald Voetmann lige ned i den verserende debat om dansk litteraturs selvtilstrækkelige snirklen om det private og optagethed af det genkendelige. Sådan som den er rejst af forfatteren Peder Frederik Jensen i Information og i Politiken (Bøger 10. maj).
