Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Jacob Ehrbahn

»Vi ender alle sammen med at være komiske«

Harald Voetmann bliver altid lidt skeptisk, når der bliver talt om, hvad litteratur bør og skal. I sin nye roman undersøger han det menneskelige sind helt ud til grænsen, hvor forfald, opløsning og gamle liderlige mænd ses i komikkens formildende skær.

Midt i Harald Voetmanns vilde roman om den lærde tyske benediktinermunk Othlo af St. Emmeram (født ca. 1010 nær Freising og død i begyndelsen af 1070’erne i Regensburg) dukker der en helt banal monolog op, som handler om løg i pølser.

En af munkene på klosterets sygestue kan nemlig ikke tåle løg og bekymrer sig om, om det overhovedet er nok at pille grøntsagen ud af pølsen, for: »Der siver jo stadig saft fra løgene, eller der er vel stadig sivet saft fra løgene ind i kødet, og det er lige så meget saften, der giver mig de fluktuationer og mavekramper. Det er den rene gift for mig, saften. Så skal jeg ligge med pinlige kramper, og de andre skal ligge i fims og bulder ...«.

Sådan kværner pølseovervejelserne over flere sider, og man kan næsten høre Harald Voetmann fnise mellem linjerne. For det, han gør, er at parodiere en tilsvarende scene i et stykke nyligt dansk litteratur, hvor forfatteren lader tilværelsens tomgang illustrere med et kærestepar, der hen over supermarkedets køledisk debatterer, hvilken type spegepølse de skal vælge.

Og med den parafrase rammer Harald Voetmann lige ned i den verserende debat om dansk litteraturs selvtilstrækkelige snirklen om det private og optagethed af det genkendelige. Sådan som den er rejst af forfatteren Peder Frederik Jensen i Information og i Politiken (Bøger 10. maj).

»Der er jo en pointe i, at kølediskdebatten går i tomgang, så projektet lykkedes, kan man sige, men det er sgu stadigvæk kedeligt at læse. Og hvis litteraturen bare skal spejle en hverdag, kommer jeg i hvert fald til at kede mig«.

Så Peder Frederik Jensen har fat i noget, når han kritiserer tidens litteratur for at være indadvendt og mangle udsyn?

»Jeg bliver altid lidt skeptisk, når der bliver talt om, hvad litteraturen bør og skal, men jeg er da klart mindre interesseret i en type litteratur, der handler om, at man skal spejle sig i noget og tænke, at sådan er min hverdag også. Jeg er mere til romaner, der prøver at undersøge det menneskelige helt ud til grænsen«.

Til gengæld kan det ikke anfægte Voetmann, at der findes »indadvendt« dansk litteratur, og han synes heller ikke, det er en dominerende tendens.

»Noget af det, Peder Frederik Jensen efterlyser, er, synes jeg, utrolig meget til stede i litteraturen lige nu: det opsøgende, konfronterende og engagerede. For eksempel i en bog som ’Boyfrind’ af Christina Hagen, den er da både verdensvendt og usnobbet«, siger Voetmann og konstaterer i samme åndedrag og med den diabolske mildhed, der er typisk for ham, at hans egen ’Syner og fristelser’ i øvrigt er »en ekstremt indadvendt bog«.

En munks liderlige leje

Efter to historiske romaner om udfarende, erobrende personer – den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (år 23-79) i ’Vågen’ og Tycho Brahe (1546-1601) i ’Alt under månen’ – fuldfører Harald Voetmann nu sin historiske trilogi helt inde i sindet og sengehalmen.

Faktisk ligger hovedpersonen lammet på klosterets sygeafdeling, så hans indadvendte forskertrang udløses i anfægtelser, syner og tankerejser.

»Da jeg havde skrevet om to erobrer-typer, forekom det mig nødvendigt at lave et korrektiv, hvor jeg beskriver en person, for hvem den verden, de andre vil udforske, er fuldstændig irreel«.

Othlo af St. Emmerams værker ’Synernes bog’ og ’En munks bog om sine fristelser’ røber ikke meget om munkens liv, men man ved enormt meget om hans febersyner og om de ting, han har haft lyst til, men ikke nødvendigvis gjort, fortæller Harald Voetmann, der qua sin uddannelse læser de gamle kilder på originalsproget, latin.

»Det er en kontur trukket af drømme og forestillinger, og det syntes jeg, ville være en interessant modvægt til de andre romaner«.

Også grusomme og groteske billeder og friser i tyske kirker har inspireret forfatteren til ’Syner og fristelser’: »Så der er planket alle mulige steder fra«.

’Syner og fristelser’ skal også bryde kronologien i hans historiske trilogi. Da Voetmann skrev ’Alt under månen’, kom han nemlig til at beskrive en bevægelse frem i tiden, fra Plinius i antikken til Tycho Brahe i 1500-tallet.

»Tilbage stod ideen om, at der trods alt var sket en slags fremskridt, det er jo kun en delvis sandhed, og det var ikke den historie, jeg ville fortælle«, siger Harald Voetmann, som derfor lader sine tre historiske romaner ende tilbage i den helt tidlige middelalder.

»Det er helt sort, og der hersker en meget tyngende, hadsk og undertrykkende religion og overtro, som stadig findes i dag. Jeg har været virkelig træt af religion på det sidste. Den træthed er bogen også skrevet på«.

Så du forholder dig til noget politisk aktuelt?

»Det kan man godt sige. Men jeg har et meget dobbelt forhold til den slags, for jeg sidder jo meget gerne og læser de der gamle munkeskrifter og kan også finde noget rørende i mødet med den her person, som har været så tynget og ødelagt af religion. Men jeg kan godt se, at der findes poesi i den tankeverden, hvor der samtidig er indbygget så meget intolerance og fortvivlelse. For nogen er religion en trøst, for mig ligger det meget langt væk«.

Du poster ofte politiske meninger på Facebook, men du er ikke så tydeligt politisk i dine bøger?

»Nej, det er nok ikke et ærinde, jeg har været ude i nogensinde. Jeg ved faktisk ikke, om der ligger en egentlig beslutning bag, men budskaber og formidling er problematiske i forhold til fiktion, synes jeg. Men når det er sagt, kan jeg da godt være begejstret for litteratur, der har en klar dagsorden«.

Tarme og dæmoner

Når Harald Voetmann skriver om det ulidelige i at være menneske, gør han det som bekendt både klamt og sjovt, og med en stor ømhed for menneskets natur, så frastødende den end kan være.

»Det komiske giver mulighed for at pege på de helt forfærdelige grundvilkår i livet, sådan som man ser det hos Aristofanes (græsk komedieforfatter, cirka 445-385 fvt., red.). Det handler om den menneskelige ufrihed, hvordan vi alle sammen er taget til fange af et driftsliv – ligesom min kat, der forelsker sig i vores gummistøvler, når den er i løbetid. Aristofanes skriver også om forfald og opløsning og de her gamle liderlige og fordrukne mænd, der vælter rundt og er ekstremt uværdige, men som man alligevel ender med at heppe medfølende på. Vi ender alle sammen med at være komiske. Om et par hundrede år vil vores samfund og forestillinger om verden være komiske, ligesom Tycho Brahes verdensbillede var det, og middelalderens. Det er på en måde dejligt med afstand, når man vil se på det kaos, vi vandrer rundt i«.

Svindel med relikvier

Nu vi er ved det udadvendte kontra det indadvendte, kan man godt sige det sådan, at Harald Voetmanns biografiske roman handler om en person, der intet gør. Godt nok skete der en del i Othlos liv: Han faldt i farlig unåde efter en tvist med ærkepræsten Werinharius, som han havde skrevet et smædedigt om, han lagde sig ud med selveste biskoppen og var vist rodet ind i en stor svindelsag med nogle relikvier. Men det er slet ikke det, det handler om. Hverken i hans egen eller i Voetmanns optik.

»Det centrale er noget, han aldrig har gjort. En tanke, en drøm eller en teologisk blindgyde, han er gået ned ad en eller anden gang i sin ungdom, kan være det allermest væsentlige. Othlo vægter slet ikke de ting, vi er vant til indgår i et biografisk materiale. Alt det, som Karl Ove Knausgård kan fylde jeg ved ikke hvor mange bind med, er dybest set uvæsentligt«.

Publiceret 22. maj 2015

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce