Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter - for nemheds skyld Pippi - rundede i sidste uge syv årtier. Vi har gravet nogle af den efterhånden ældre dames kommentarer til og betragtninger over livets gang frem.
Mere eller mindre skibbruden har jeg været ikke så få gange, så bange var jeg ikke. I hvert fald ikke til at begynde med. Jeg var ikke bange, da rosinerne blæste op af frugtsuppen, da vi sad og spiste middag, og heller ikke, da de forlorne tænder blæste ud af munden på kokken. Men da jeg opdagede, at der kun var skindet tilbage af skibskatten, og at den selv svævede splitternøgen gennem luften på vej til Fjernøsten, da begyndte det at føles lidt ubehageligt.
Jeg har klaret mig godt uden nogen pluttifikationstabel i ni år. Så det gør jeg såmænd nok også i fremtiden. Jeg siger bare: Hvis du virkelig er så syg efter at få at vide, hvad hovedstaden i Portugal hedder, så skriv dog direkte til Portugal.
Jeg så engang en kineser i Shanghai. Hans ører var så store, at han kunne bruge dem som kappe. Når det regnede, krøb han bare ind under ørerne og havde det så varmt og tørt, som han kunne ønske sig. Ørerne havde det jo derimod ikke videre sjovt. Hvis det var rigtig dårligt vejr, plejede han at tilbyde sine venner og bekendte at søge ly under hans ører. Der sad de så og sang deres hjemlands vemodige sange, mens uvejret drev over.
