Foto: Martin Lehmann

»Det Danmark, vi tror, vi kender, eksisterer ikke længere«

Engang sloges partierne for hver deres gruppe. Det kaldtes politik. Og det findes ikke længere i Danmark, siger historikeren Søren Mørch. I praksis styres landet af bureaukrater, der bare gør, som de plejer. Selv når det betyder at gå i krig i fjerne lande.

Midtvejs ude på broen over voldgraven standser den gamle mand op, vender sig, støttet til sin stok, og ser sig tilbage.

»Da enevælden blev indført, opdagede man, at nogle af kanonerne deroppe ikke vendte ud over vandet, men ind imod København«, siger han og løfter en hånd fremefter mod Kastellets kantede volde.

Mere stolede kongen åbenbart ikke på sit folk. Undersåtternes tillid til kronen voksede nok heller ikke ligefrem, da kanonernes retning blev kendt.

Og det kunne vi lære af i dag, mener historikeren Søren Mørch.

At selv om man deler land og flag, er man ikke nødvendigvis altid i samme båd. Forskellige grupper har forskellige interesser. Og nogle gange må de lægge arm om, hvem der skal have deres vilje. Ellers er det ikke politik, man bedriver. Men administration. Og så lægger man landet i hænderne på embedsmænd og bureaukrater, der med stor dygtighed vil fortsætte alt, som det plejer at være. Også ud i det absurde.

»Og der mener jeg faktisk, at vi befinder os nu«, siger historikeren, før han med krum ryg og søgende bentøj fortsætter de sidste skridt over træbroen gennem porten til Københavns gamle byfæstning for at vise os det Danmark, han ikke længere kan genkende.

Inden for voldene strækker de røde huse sig i to lange rækker langs brolægningen. Til venstre står monumentet spredt over et større areal. Tre åbne rum omgivet af mure beklædt med granit, indviet i 2011 til minde om »Danmarks internationale indsats siden 1948«, som der står. »En tid – et sted – et menneske«, staver bogstaver på muren. Og i en kreds af sten brænder en flamme for de missioner, som i Søren Mørchs øjne blev solgt som en moralsk nødvendighed og derfor aldrig blev testet på, om det tjente nogen danskeres interesser.

»Tænk at lave sådan nogle narrestreger«, bryder han andagten, da vi studerer navnene på de mange lande, hvor danske soldater har gjort tjeneste.

»Tragisk og pinligt, synes jeg. Amerikanernes monument over deres faldne i Vietnam er jo bare et hul i jorden i sammenligning«.

Måske er soldaterne glade for, at deres indsats bliver værdsat?

»Det tror jeg ikke. De har jo traumer og bliver tummelumske og render rundt i skovene. De kan jo heller ikke forklare hverken sig selv eller os andre, hvad det hele skulle nytte. Det er synd for dem, der blev slået ihjel. Det burde ikke være sket. Og hvis man har været i Afghanistan, og det ikke har hjulpet en skid, og de skure, man har bygget, for længst er pillet ned igen, må det være mærkeligt at komme hjem med traumer og se sådan noget her. Altså: Det er da at gøre grin med det hele, ikke?«.

Krig har vi jo ført før – så hvad er det, du ikke kan genkende ved det her Danmark?

»Den sådan komplette mangel på ... rationale«.

Musen på sultanens skib

Forklaring følger. Faktisk allerede en time forinden, da vi henter Søren Mørch i rækkehuset på Østerbro, hvor han bor med sin kone Ritt Bjerregaard og skriver på tredje bind af sit historiske værk om det modernes fremkomst.

»Det Danmark, jeg ikke kan genkende, er militarismen«, siger han, da vi varmer op over en kop kaffe i stuen.

»Det hører ikke rigtig med i et så lille land, forklarer han og tilføjer, at den franske filosof Voltaire i sin satiriske roman ’Candide’ fra 1759 fortalte om en sultan, der sendte sit skib fra Konstantinopel til Alexandria.

»Men han interesserede sig jo ikke for, hvad musen om bord mente om turen«, som han siger.

»Det er ligesom, når Danmark er i krig. Vores bidrag er ingen faktor. Det betyder ikke en skid. Den daværende amerikanske ambassadør sagde til mig: I er fem millioner! Det er halvdelen af den by, jeg kommer fra. Hvad blander I jer for?«.

Men musens selvfølelse...

»Ja, den fejler ingenting«, griner han.

»Men denne mangel på politik er jo ny«.

Før i tiden var Danmark en anden slags mus. I mellemkrigstiden tænkte den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og hans radikale udenrigsminister, Peter Munch, at det alligevel ikke nyttede at bekæmpe tyskerne, når de genvandt deres styrke, forklarer han. I stedet måtte vi opbygge en indre gejst, så vi kunne modstå en besættelse i 70 år.

»Så vendte tingene nok«, siger han.

For dengang tænkte politikere grundliggende anderledes, mener Søren Mørch. Nemlig: Hvad gavn har de mennesker, jeg repræsenterer, af det her? Eller – når det gik højt – hvordan gavner det Danmark? Derfor nøjedes vi med at sende et hospitalsskib til Koreakrigen. Og udkæmpede reelle konflikter om jordlove og højere løn, hvor politikere forsvarede forskellige gruppers interesser.

»I dag kan Venstre ikke engang sige, at de er her for at forsvare landbrugets interesser«, siger han.

»Selv om vi godt ved, at det er sådan«.

Så nedenunder eksisterer interessemodsætningerne?

»Ja, ja. Vi snakker bare ikke om dem«.

Skiftet skete op til EF-valget i 1972.

»Politik er jo essentielt forholdet mellem en ven og en fjende. Men tilhængerne af EF-medlemskab kunne ikke acceptere at tabe den afstemning. Og det undgik de så ved at sælge den som noget helt andet end en politisk beslutning«, siger historikeren, der mener, at Jens Otto Krag stoppede medlemskabet ned i halsen på vælgerne ved at skabe en illusion om, at det ikke handlede om politik, men om man virkelig ville miste al den gode, billige mad og sætte velfærdsstaten over styr.

Lige siden er vi bare blevet bedre til »at snakke de grundliggende interessekonflikter væk«, mener Søren Mørch.

»I stedet for at sige: Vi er fjender. Selvfølgelig må vi indgå kompromiser, men vi holder fast ved, at vi er fjender. For vi vil ikke det samme. Men det lader vi jo som om i dag. Forskellen på Helle Thorning og Lars Løkke er jo ikke, at de er fjender. Altså: »Det Danmark, du kender« er jo et konservativt udsagn. De fører begge den nødvendige politik, siger de. Og så er det nærmest en smagssag, hvem man helst vil have som statsminister«.

Og der ligger sådan set problemet, forklarer han.

»For når man forskyder beslutninger fra det politiske, er der ikke længere noget, vi skal diskutere. Så er vi jo alle i samme båd. Men selv om man har opgivet at føre politik, skal der jo regeres. Og så kan man bare overlade til bureaukraterne at føre ’den nødvendige politik’.

Og det har de så – mener han – gjort lige siden. Og sender i dag nærmest af gammel vane danske soldater ud i alle verdenshjørner.

»Ingen er jo i tvivl om, at man ikke kan indføre demokrati i Mellemøsten med militære midler«.

Hvorfor prøver vi så på det?

»For nu er man begyndt på det. Og du kan ikke pludselig sige: Var det så forkert, at vi bombede i Libyen? Næ, for det befriede dem for en slem diktator. Var det så forkert, at vi blev løjet ind i Irak? Næ, for Saddam Hussein var en værre en«.

Vi rejser os og kommer i overtøjet.

»Alle vidste da, at Irak blev holdt sammen af ham og ville falde fra hinanden, når han blev fjernet«, siger Søren Mørch i døren.

Men at gå i krig i Libyen, Syrien og Irak ER vel dybest set et politisk valg?

»Nej. Danmark er sådan set ikke i krig. Vi er bare nede og løse et praktisk problem«, siger han.

Mener du virkelig, at vi går i krig af gammel vane?

»Når det danske Folketing på en formiddag kan beslutte at bombe i Syrien, er det, fordi politikerne ikke sætter sig ind i forholdene. Det behøver de ikke. Fordi: Sådan plejer det at være. Og det er den måde, et bureaukrati fungerer på. At tingene er, som de plejer at være. Og vi er alle i samme båd. Vi mener det samme. Vi går ind for det nødvendige. Og det er embedsmændene alligevel bedst til at finde ud af, for de har de længste uddannelser«.

Politik er ikke bare noget, vi har opgivet at føre, forklarer han i bilen på vej mod Kastellet. De, som foregiver at udøve den, er også degraderet til andet geled. Og det er ikke noget tilfælde, at generaldirektøren for Danmarks Radio tjener mere end landets statsminister, og kommunaldirektøren mere end borgmesteren. For i Danmark har vi ikke nævneværdig korruption, og tilliden til embedsværket er enestående i verden.

»Ingen tvivler for alvor på, at det kan træffe retfærdige beslutninger«, siger Søren Mørch.

»Derfor var der ingen diskussion i befolkningen, da Danmark gik med i Irakkrigen. Nu skal man købe fly for 30 milliarder til luftvåbnet. Alle ved, at droner er fremtiden, men nu har man så et flyvevåben. Ellers skal vi til at lukke forsvaret. Hvad så med Nato? Og hvad skal vi ellers stille op med alle de mennesker? Der er så nogen, der stjæler hjemmeværnets bøsser og skyder folk. Men lad nu det være. Herre, du milde Gud. Det koster en halv milliard. Og når der er dyrskue, kan de regulere trafikken«.

Så du mener, at man bare...

»... kører Danmark, som vi tror, det er, videre. Det er det, det går ud på«.

Behageligt langt væk

Det militaristiske Danmark blev grundlagt af Anders Fogh Rasmussen. Som en noget forsinket reaktion på, hvad han så som et moralsk svigt under besættelsen, forklarer Søren Mørch, da vi træder ud ved Kastellet, hvor skydækket er trukket hen over landet, og vinden i stød får de store trækroner til at rasle.

»At han gennemtrumfede en militarisering ved at gå i krig i Afghanistan og Irak på noget vrøvl, institutionaliserede så at sige Danmark som en krigsnation. Det blev så den nye normal, som bare fortsætter«.

Før Foghs tid var danskere i Kroatien og Bosnien, men på fredsbevarende missioner og med FN-mandat, mens Irakkrigen blev indledt i strid med flertallet i FN.

»Anders Fogh mente, at dansk udenrigspolitik før hans tid havde været umoralsk. Den aktivistiske udenrigspolitik er – mener den selv – moralsk begrundet. Og når man begrunder militære aktioner moralsk, kan man jo ikke diskutere, hvem det er godt for, og hvem det er skidt for. Så er det en moralsk nødvendighed. Og det er også svært at se en dansk interesse i at gå i krig i Mellemøsten«.

Det kan vel være godt for musen at holde sig på god fod med sultanen...

»Jo, men hvis Danmark undlod at sende nogle få hundrede mand, hvor USA selv sender 170.000, vil amerikanerne nok udvise forståelse. Og hvis vi ville opbygge dansk anseelse, kunne vi jo som Norge indtage en fremtrædende plads i behandlingen af ebolasmittede i stedet«.

I USA, Storbritannien og Frankrig var man ikke blege for at argumentere for interventionerne ud fra nationale interesser, mener Søren Mørch. Og amerikanerne så det som deres legitime interesse at sikre energiforsyningen. For, siger han:

»Hvis man betyder noget, ved man godt, at udenrigspolitik styres af interesser. Og dengang var det en amerikansk interesse at kontrollere oliestrømmen. Man sender ikke gratis flyvere ned for at bombe i fremmede lande, hvis ikke man skønner, at det kan betale sig. Krigene i Irak og Libyen var nødvendige, fik vi at vide. For Saddam havde masseødelæggelsesvåben, og Gaddafi var en værre en. Ikke fordi der var danske interesser på spil«.

I Afghanistan deltog vi vel for at forebygge angreb fra al-Qaeda og fjerne Taleban?

»Ja, men det kunne man jo ikke. Så fandt man på et andet formål. Nu var det så for at hjælpe kvinderne og bygge skoler. Når danske soldater døde, fik vi at vide, at det var for frihedens sag. Men de skoler er jo blevet lukket nu. Selvfølgelig«.

Hvorfor er danskerne så ikke rasende?

»Fordi det er langt, langt væk«.

I dag diskuterer vi så flygtningene.

»Det myldrer ind med dem. Og det kan man ikke forstå. Vi ser ikke en sammenhæng imellem, at Danmark bomber i Syrien, og at folk flygter. Vi tænker helt bureaukratisk, at det med flygtninge må nogen ordne. Og nu må det også holde op«.

Stiens grus glider over i broens planker. Lyden af skridt bliver blød. Men ordene mister ikke deres kanter. I Danmark betaler vi for den nationale husfred, forklarer Søren Mørch.

»Og Danmark er jo blevet rigere, så hidtil har vi haft råd til at blive kørende i vores cirkler, som vi plejer«.

Hvad for cirkler for eksempel?

»Tror du virkelig, at det er godt at have 12 millioner svin gående rundt i Danmark? Folk bliver syge af vanskelige bakterier og dropper døde om rundt omkring. Men uden de 12 millioner svin får vi besvær med landbruget. Og det duer ikke. Så i stedet må vi jo prøve at gøre noget ved drikkevandet«.

»Det går sgu også meget godt. Vi behøver ikke at gå så højt op i, hvordan alting er lavet om, og at verden er blevet fuldstændig anderledes. Det Danmark, vi tror, vi kender, eksisterer i virkeligheden ikke længere. Men det er besværligt at sætte sig ind i komplicerede problemer. Og det går faktisk meget godt. Det er jo ikke løgn«.

Så vi betaler for at slippe for interne konflikter?

»Ja. Men Danmark, som vi kender det, er en illusion, der er dyr at opretholde. For det er en illusion. Det Danmark, vi tror, vi kender, eksisterer ikke mere. Og der er også en grænse, hvor det måske bliver for dyrt at opretholde illusionen«.

Hvad sker der så?

»Det samme som i USA og Frankrig, hvor nogle begynder at slå hinanden ihjel i gaderne. I et lille land som vores er det lettere at holde styr på. Vi kan næsten være fri for korruption og behøver ikke at have voldsomme sociale spændinger, så længe vi har råd til en rimelig velfærdspolitik. Men i Danmark er der jo også voksende ulighed, og bliver den for stor, begynder nogen måske at reagere og skyde på folk, som vi allerede har set med det lille proletariat, der er skabt af fremmedarbejdere. Hvor vi så reagerer ved at sige, at de skal gå mere i skole«.

En embedsmand med fejebakke

Søren Mørch trasker en runde i den syvkant af granitmure, hvor faldne danske soldater står opført en for en med rang, navn og missionen, de faldt under.

»Du kan se: Her er fra 1956 til 2000. Det fylder ikke meget. Her begynder Afghanistan. Og så går det stærkt«, siger han.

»Og der er jo gjort plads til mange flere«.

Lige før vi skal til at vende om, dukker han op. Embedsmanden. Iført kasket og sort uniform, med en lang metalstav, der ender i en lille, trekantet fejebakke. Og et skeptisk blik. Vi må ikke tage nærbilleder af navnene på muren, siger han. Men historikeren tager mødet med de væbnede styrker med kølig ro.

»Nå, hvem bestemmer det?«, spørger han.

»Vi bestyrer stedet«, forsøger opsynsmanden sig.

»Hvorfor har I så ikke sat et skilt op med det?«, vil Søren Mørch vide og tilføjer nærmest for sig selv:

»Er det, hvad man kalder ytringsfrihed?«.

På vej tilbage over broen taler vi om, hvad valgkampens emner afslører om dagens Danmark.

»Det er ret evident, at Danmark er et samfund, der ikke tør se realiteterne i øjnene«, siger han.

»Men det behøver vi måske heller ikke«, forsøger han at trøste.

»Det kan jo være, at det går over«.

Så kommer han igen i tanker om manden med fejebakken.

»Tænk engang«, siger han og ryster på hovedet.

»En lille mand med en pind«.

Publiceret 4. juni 2015

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce