Egentlig kunne han lige så godt have sat os stævne i Jægersborggade. Indtil for få år siden Nørrebros berygtede lømmelgade. Med sine evige pushere, evindelige småkriminalitet og latente utryghed. I dag en lille stump landsby midt i hovedstaden. Med hippe bagerier og restauranter. Et stykke storby tilbageerobret af gadens beboere. Og i forfatteren Tor Nørretranders’ øjne bare et lille drys i et langt større skred, som i de kommende år kan forandre vores byer, og hvordan vi lever i dem.
I stedet står han og venter i sommervarmen i udkanten af Kongens Have. Landligt klædt. I grå jakke, lysegrå kasket og løse armybukser. Som en storbybonderøv. Og lægger forsigtigt ud.
»Vi snakker om et meget lille kim, men dog et kim«, siger han og vender sig mod de 29 blomsterkasser, som i et hjørne af parken rejser sig af det flade græs – fyldt med muld.
»Men det Danmark, jeg ikke kan genkende her, er det sædvanlige, hvor vi har parker for sig, asfalt for sig og så et eller andet sted langt ude nogle køer, der går rundt og siger muh. Et land, hvor maden pludselig dukker op i butikken«.
