Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Eddie Worth/AP Photo/AP

Historiker: Montgomery var en vaskeægte psykopat

Vanvittig egoistisk. Sådan beskriver den britiske historiker Antony Beevor Danmarks befrier, feltmarskal Montgomery. ’Monty’ var mod slutningen af Anden Verdenskrig så forblændet af egen succes, at det blev dybt skadeligt for den britiske krigsførelse.

Den britiske historiker Antony Beevor har skrevet endnu et storværk om et af Anden Verdenskrigs afgørende slag.

Denne gang handler det om Hitlers sidste store offensiv i vest, tyskernes overraskende modangreb på allierede styrker i Ardennerne 16. december 1944.

Uforberedte på den voldsomme offensiv lykkedes det i første omgang tyskerne at trænge de amerikanske og britiske styrker i defensiven, men juleaften var festen forbi, og amerikanerne begyndte at drive værnemagten tilbage igen.

Det er krig i den store stil med panser, krigslist og heltemod – men det er også en bog, som piller fjerene af nogle af vestmagternes ikoniske feltherrer, blandt dem ikke mindst den i Danmark forherligede feltmarskal Montgomery.

’Monty’ kommer slemt forslået ud af mødet med den verdensberømte britiske historiker, der mener HAN var »vanvittig egoistisk«, og som ikke tøver med at citere general Eisenhower for at kalde sin britiske modpart en ægte psykopat. Det fik ifølge Beevor konsekvenser, også efter at Eisenhower var blevet USA’s præsident:

»Jeg tror, at en af grundene til, at præsident Eisenhower i 1956 rev tæppet væk under det britiske krigseventyr i Suez, var hans vrede over, hvordan Montgomery havde opført sig ved Ardennerne«.

Beevor beskriver, hvordan Montgomery på dette tidspunkt af krigen var blevet alt for optaget af sin egen status og af dyrkelsen af sin egen person på en måde, der var dybt skadelig for både den britiske krigsførelse og for forholdet til de amerikanske allierede i felten, hvor general Eisenhower havde kommandoen:

»Jeg vil blive kritiseret for at antyde den mulighed, at Montgomery som velfungerende karakter led af Aspergers syndrom. Han var meget sær. Han kunne ikke på nogen måde forestille sig, hvordan andre opfattede ham, eller hvordan de kunne blive irriterede eller vrede over det, han sagde og gjorde«.

»Problemet var, at han var meget succesfuld i Nordafrika tidligere i krigen, hvor han trænede tropperne, genopbyggede deres selvtillid og troen på, at de kunne vinde efter flere års uafbrudte britiske nederlag. Set fra det udgangspunkt, blev pressen en del af problemet. Montgomery kunne ikke tage fejl«.

Opslugt af eget selvbillede

»Man skal huske, at før krigen kendte ingen navnene på disse generaler, som nu pludselig var genstand for pressens intense opmærksomhed: Journalister, krigskorrespondenter og filmhold dukkede op i felten. Ingen måtte skrive om noget, der havde strategisk betydning, endsige om de militære operationer. I stedet skrev de om de militære chefer, og flere blev fuldstændigt opslugt af deres eget selvbillede. En af dem var Montgomery«.

Beevor fortaber sig i forfængelige vestlige generaler og deres umådelige selvovervurdering, men når i land på en central pointe omkring forholdet mellem militære ledere og civile:

»Noget tilsvarende kunne ikke ske i diktaturerne. For hvis du var en Rommel, og du blev bare en smule antinazist eller anti-Hitler, var det kun et spørgsmål om tid, før det gik galt. På samme måde i Rusland, hvor Stalin blev bekymret over, hvordan Shukow blev fremhævet. Efter krigen blev han beskyldt for at opføre sig som Napoleon. Der er altid denne frygt for, at generalen kommer ridende på den hvide hest og overtager det hele«.

»Slaget ved Ardennerne var med til at knække værnemagten, især det tyske panser. Da Stalin angreb få uger senere, 12.-13. januar, var tyskerne ikke længere i stand til at stå imod. Stalin elskede at stikke til Vestens skyldkompleks og især til vores evige ’blodskyld’ i betydningen, at Den Røde Hær havde lidt de store tab. Sådan ser de russiske historikere også på det i dag – og det er helt forkert«.

»Hele ideen om, at Stalin pressede på fra øst for at lette presset i vest, er ganske enkelt forkert. Helt forkert. Den eneste grund til, at russerne gik frem netop på det tidspunkt, var vejrudsigten, som tvang dem til at avancere, fordi deres tanks havde brug for fast grund. Men i dag vil ingen russisk historiker indrømme, at det netop på det tidspunkt faktisk var amerikanerne, der brækkede nakken på værnemagten«.

»Den russiske fremmarch de følgende uger var den hurtigste under hele krigen. De nåede fra Weichsel til Oder på kun to en halv uge. Helt utroligt. Men russerne vil ikke indse, at amerikanerne også kunne være nået til Berlin før dem, hvis de ikke havde givet Stalin en halv million militære køretøjer, som var med til afgørende at styrke Den Røde Hærs mobilitet«.

»Samtidig var slaget om Ardennerne det øjeblik, da østfronten så at sige kom til vestfronten på den måde, at det var første gang, brutaliteten blev så radikal i vest med drab på fanger og civile – måske er tallene ikke så høje, men man skal huske på, at det gik ud over ganske små landsbysamfund«.

Separat fred?

Skulle Churchill være gået ind på tanken om en separat fred med resterne af Det Tredje Rige efter Ardennerne?

»Den mulighed havde han ikke. Hitler havde en form for psykologisk dominans over sin inderkreds indtil få dage før sin død. Og de øverste nazister var klar over, at krigen ville fortsætte, så længe føreren levede. Ethvert forsøg på at forhandle fred bag om ryggen på Hitler var dømt til at mislykkes – hvad de også gjorde«.

»I øvrigt var det ikke kun et spørgsmål om, hvad Churchill ville, men i høj grad også et spørgsmål om amerikanerne. Og de var på dette tidspunkt desperate for at behandle Stalin som en ven. Da præsident Roosevelt 20. januar 1945 holdt sin tiltrædelsestale som præsident, citerede han Emmerson for at sige: »Den eneste måde at få en ven på er at være en ven«. Det, han mente, var, at hvis venskabet med Stalin ikke holdt, ville der ikke være noget håb for efterkrigstiden«.

»For Roosevelt var tanken om De Forenede Nationer helt afgørende. FN skulle være hans eftermæle. Han var klar over, at han var ved at dø – og de to eneste ting, der på det tidspunkt betød noget, var dels at sikre FN, dels at opnå Stalins støtte til at angribe Japan ved krigens slutning. Polen talte ikke mere, og Roosevelt havde indset, at den polske grænse var en besættelse for Stalin, som havde fablet om den, selv da tyskerne stod uden for Moskva«.

»Stalin var hele tiden overbevist om, at Vesten pønsede på en sådan separat fred, så nazisterne kunne kaste hele deres styrke ind mod Den Røde Hær. Men sandheden er, at der ikke fandtes sådanne planer«.

»Det ironiske er, at Churchill faktisk udviklede en plan – men først efter krigen. Han var fast besluttet på at tvinge Stalin til at opføre sig ordentligt i Polen, og han ville faktisk trænge dem tilbage, ud af Polen med militære midler. I slutningen af maj – da krigen var forbi– bad han sine militære chefer lægge en plan for et sådant fremstød«.

»Angrebet på russerne blev fastsat til 1. juli, men stabscheferne meldte tilbage til Churchill, at planen var uigennemførlig. For det første ville amerikanerne ikke være med. For det andet havde briterne ikke selv de fornødne tropper. Og for det tredje spurgte de premierministeren, hvordan han mente, tropperne ville reagere, hvis vi pludselig sagde til dem, at de slet ikke skulle hjem, men tværtimod skulle indlede en ny krig, nu mod russerne? Sagen er, at det ville have ført til mytteri i den britiske hær«.

»Det værste var, at denne plan lækkede – vistnok gennem en af de senere så berømte Cambridge-spioner – hvilket bekræftede Stalins værste frygt og hans mistænksomhed over for de vestallierede. På den måde blev planen i sig selv fuldstændig katastrofal«.

Er dette din sidste bog om krigen?

»Det var planen. Men nej. Der var et par kapitler, jeg var nødt til at skære ud af bogen. Nu har jeg så dem tilbage, og inden jeg får set mig om, er det en ny bog«.

»Den kommer til at handle om slaget ved Arnhem. Jeg ved godt, at Montgomery er en helt i Danmark, men jeg kan forsikre, at han ikke er nogen helt i Holland. Da Montgomery senere sagde, at Arnhem var 90 procent en succes, svarede prins Bernhard, at den hollandske nation ikke ville overleve endnu en af feltmarskal Montgomerys succeser«.

»I Storbritannien mener vi stadig, at slaget var en slags heroisk fejltagelse. Det var det ikke. Det var en katastrofe«.

Krigen i dag

Beevor elsker den gode historie, både når han skriver om de store episke slag i krigen, og når han drager paralleller til nutidens uforstand.

For er der noget, der tænder briten af, er det politikeres tilbøjelighed til at drage letkøbte sammenligninger mellem deres aktuelle problemer og krigens fatale valg.

Dommen er også hård over ikke mindst Storbritanniens aktuelle vanskeligheder med at finde sine ben i forhold til verdens aktuelle krige.

Hvordan forklarer du det britiske Underhus’ afvisning af at støtte et amerikansk angreb på Syrien efter præsident Assads brug af kemiske våben?

»Det enkle svar er, at Cameron forkludrede det. Han troede ikke på, at det hele ville eksplodere i hovedet på ham. Det var en ydmygelse, fordi hans folk ikke havde forberedt ham på stemningen i Underhuset. De havde helt undervurderet ’Irak-faktoren’ og ’Blair-fakoren’ og effekten af, at Blair havde løjet for Underhuset«.

»Faktisk mener jeg, at Underhuset traf den rigtige beslutning. En intervention i Syrien ville have været katastrofal. Hele denne amerikanske idé om, at man kan føre krig fra luften med bomber og droner, er – ikke mindst i den arabiske verden og Mellemøsten – så forhadt, at det blot skaber større problemer«.

»I mange tilfælde er den militære løsning slet ikke nogen løsning. Den skaber blot et militært problem på længere sigt. Hvad angår Syrien, tror jeg, det er, hvad almindelige folkevalgte politikere begynder at forstå. Hvorfor skulle de støtte en intervention, når de ikke tror på, at den faktisk vil hjælpe?«.

Men hvilken situation har det bragt os i i forhold til Syrien? Vi intervenerede ikke – og alligevel står vi med en katastrofe, både humanitært og strategisk med Islamisk Stat. En demokratisk bevægelse rejste sig, de forventede vores støtte, men fik den ikke. I stedet blev de overladt til en helt skruppelløs diktator.

»Ja, vi har en katastrofe i Syrien. Men har vi grund til at tro, den ville have været mindre, hvis vi var gået ind? Se på Libyen. Har vi demokrati der? Nej, situationen der er endnu værre«, siger Anthony Beevor.

»Hvordan kan vi vide, hvordan Syrien ville have set ud, hvis vi havde engageret os militært?«

»I Irak var vores intervention med til at skabe eller nære al-Quada og fundamentalismen. Ville vi ikke bare have opnået det modsatte af det, vi ønsker? Under alle omstændigheder tror jeg, at modviljen over for at gå ind i Syrien hang uløseligt sammen med de dårlige erfaringer fra tidligere interventioner. Al erfaring tyder på, at jo mere vi blander os, des værre bliver det«.

Publiceret 10. juli 2015

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce