En søndag formiddag i 1961 trådte en dreng på 13 år ved navn Mogens ind i verdenshistorien. Og er aldrig rigtig sluppet ud igen. Dørene, der lukkede sig bag ham, var indgangen til Ny Carlsberg Glyptotek, hvor han med sine forældre som hale styrede direkte mod den egyptiske samling.
Nu havde han bladet nok i bøger og ville med egne øjne se fodsporene af den sælsomt æstetiske, nærmest ubegribeligt anderledes civilisation, hvor mennesker på deres korte rejse mod dødsriget med mejsler og granit, geometri og hieroglyffer tilsat den stædighed, der kommer af kendskabet til gudernes vilje, som et utilsigtet biprodukt havde lagt grunden til alt, hvad vi i dag betragter som antikken. En labyrint af skønhed og mystik, han skulle tilbringe det næste halve århundrede i.
»Jeg var allerede interesseret i det gamle Egypten blandt alle mulige andre skøre interesser. Astronomi, historie, litteratur. Men den dag var en fuldstændig åbenbaring for mig«, siger Mogens Jørgensen, da han tager imod os ved bagindgangen til Glyptoteket og gelejder os gennem de mennesketomme sale.
Det er lukkedag på Glyptoteket. Så cafeens gode kaffe må vi undvære. Men automatkaffen fra personalekantinen er »drikkelig«, siger han. Også for den 67-årige egyptolog er det lukkedag. Og når han lukker døren bag sig, er det ikke bare som leder af den egyptiske samling. Han regner aldrig med at betræde matriklen igen.
