Smak! – smak! – smak!
Toptoner på stribe. Puritanerne, kritikerne og de øvrige, der sidder nede i salen og sætter kryds for hvert højt C, tjek! Farmødrene taber næse og mund og andet løsøre ned på brystet i benovelse. Skønsangsafficionadoerne himler over den cremede klang, den bristefærdige lyriske mæthed i stemmen, lyden og smagen af Middelhavet.
Alt det, modtagelsen af Lawrence Brownlee normalt betyder i København.
I morgen, lørdag, er den amerikanske operastjerne gæst i Tivolis Koncertsal for sjette år i træk, og normalt indkasserer han de der fem-seks hjerter og stjerner og gerne af vidt forskellige grunde. Nogle giver karaktererne for, at alt det formelle – dvs. de høje C’er m.m. – ikke bare sidder i skabet, men er leveret med ubesværethed. Andre giver dem for musikalitet og klangens smeltegrænse. Belcantoen, som den stil hedder, som Donizetti, Rossini og Bellini skrev inden for, har mange parametre at lykkes på.
