Det tog lang tid, før det gik op for mig, at hele den der paranoide, ja decideret diagnosticerbare newyorker-paranoia, jeg altid havde forbundet Woody Allen med, var mandens myte om sig selv.
Noget, han havde fundet på – et sted, hvor personen og personaen mødtes. Et narrativt trick.
Og det var faktisk ved mit eget første møde med Allen for flere år siden, at dén tiøre faldt. Han så ud, som om han slet ikke kunne fatte, at jeg nogensinde var gået på den limpind.
»Jeg ville aldrig kunne arbejde så meget og være så disciplineret, hvis jeg havde det sådan som hovedpersonerne i mine film«, som han sagde.
