Martin Østergaard kan huske den guldfarvede lak på sin fars Ford Granada. Synet af bilen betød, at han skulle have et af de sporadiske og for den lille knægt helt tilfældige besøg af en mand, der altid havde været mere fraværende end nærværende, også før forældrene blev skilt.
»Når han endelig kom, kunne jeg ikke være i mig selv, fordi jeg havde savnet ham så meget. Så jeg løb som regel over på legepladsen, så stod han og kiggede på mig fra vinduet og forstod sikkert ingenting«.
Den 53-årige terapeut har ikke brug for mange millisekunders betænkningstid. En god far er en, man kan regne med, siger han. En, man ved, kommer hjem. En, der giver omsorg. Den diametrale modsætning af hans egen far.
»Men det kan faktisk være svært at give noget videre, man ikke selv har fået«, konstaterer han.
