»Min mellemste bror er flyttet på plejehjem. Han er 61 år. Han fejler ikke en døjt. Han boede på jesuiterklostret, men blev smidt ud, fordi det skulle rømmes. Og så fik han opsnuset, at der var et plejehjem, der havde en lille lejlighed på taget, han kunne leje. Opgangen er gennem alle plejehjemmets etager, og nu bor han der og spiser hver dag sammen med de gamle.
Da han flyttede ind, besøgte jeg ham, og det første, han sagde til mig, var, at efter han var blevet 61 år, var han blevet usynlig. Først og fremmest var han blevet totalt usynlig for kvinder. Han gik i Københavns gader, men kvinderne så ham ikke. Heller ikke når han viftede med armene.
Jeg sagde til ham, at han skulle tage til Italien. Der bliver mænd over 61 år ikke usynlige for kvinder. Det oplivede ham lidt. Men lidt efter vendte han tilbage og sagde, at han bor et sted, hvor alle er usynlige. Min bror er den type, der læser samtlige aviser på det lokale bibliotek. Men det er aldrig lykkedes ham at finde en avisartikel, hvor en plejehjemsbeboer udtaler sig om erotik, politik, litteratur eller noget som helst andet.
