Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde

»For mig var han bare en helt særlig mand i batiktøj og med sokker i sandalerne«

Forholdet varede kun 8 måneder. Men efterslæbet var meget længere. Så langt, at forfatteren Ditte Steensballe 7 år efter kollegaen og ekskæresten Jakob Ejersbos død har skrevet en bog om deres forhold. Og medvirker i en ny biografi og en film om den litterære stjerne, der døde af cancer som 40-årig.

Det er 29. august 2002. Ditte Steensballe har brugt det meste af natten på at afslutte et langvarigt forhold. Og er dødtræt. Men en ven har inviteret hende med til Gyldendals efterårsreception. Og hun behøver jo ikke blive så længe.

Hun ser ham, så snart hun træder ind ad porten i Klareboderne. Han står op ad muren iført en grå batiksweatshirt, sokker i sandalerne og en guldring i hvert øre. Senere, da hun kommer tættere på, opdager hun, at guldringene ikke er lige tykke.

Det er Jakob Ejersbo, der ugen forinden har udgivet romanen ’Nordkraft’. Og som Ditte Steensballe aldrig har hørt om.

Ud på natten, mange ord og en forlagsmiddag senere, bliver de viet af en grønlandsk kvinde mellem jukeboksen og toiletterne på Andy’s Bar. 8 måneder senere er forholdet slut. Og 6 år senere dør Jakob Ejersbo som 40-årig af kræft i spiserøret og efterlader sig sit livsværk, en trilogi om Afrika, der først når at udkomme efter hans død.

»Der er menneskelige møder, der gør så stort indtryk, at de lagrer sig meget stærkt i én. Jakob var den særlige for mig«, siger Ditte Steensballe.

Ifølge hende er det afgørende ikke, hvor længe man har kendt hinanden. Eller hvor lang tid siden det er.

»Når det handler om så store sager, er efterslæbet langt større end de måneder, vi nåede at kende hinanden. Fortiden er ikke bare historie. Den trækker tråde til nutiden og er med til at forme én og den måde, man er til i verden på«.

På fredag udkommer hendes bog ’Lejligheder’ om de måneder, hun delte samtaler, cigaretter, blødkogte æg og lange gåture i København med Jakob Ejersbo. Baseret på deres mailkorrespondance, noter, hun har taget, og en god hukommelse. Hun afviser at kalde bogen en roman og har i stedet deklareret de 173 indbundne sider som ’en kærlighedshistorie’.

»Vi var begge ramt af en kæmpestor centrifugal kraft, da vi mødtes. For Jakobs vedkommende af den succes, der pludselig ramte ham med ’Nordkraft’, som han jo var glad for, men som også var meget overvældende og livsomvæltende. Og jeg, fordi jeg netop var brudt ud af et langvarigt forhold og slet ikke havde regnet med, at jeg skulle møde nogen«, siger hun.

7 år efter sin død er Jakob Ejersbo aktuel igen. Og det er han faktisk hele efteråret. 6. november udgiver Rune Skyum-Nielsen biografien ’Jakob var her’, og 25. november er der premiere på dokumentarfilmen ’Ejersbo’ af Christian Holten Bonke.

Ditte Steensballe medvirker både i dokumentaren og biografien. Og det er en af grundene til, at hun ikke har gjort sig ulejlighed med at udstyre de to hovedpersoner i sin bog med andre navne, men bare kalder dem Ditte og Jakob.

»For det første er der ikke noget odiøst i det, jeg lægger frem i bogen. Og for det andet ville man alligevel kunne gætte, at det var os, når jeg nu også medvirker i de andre ting«, som hun siger.

Nogle egentlige anfægtelser i forhold til at skrive bogen har hun ikke haft, selv om Jakob Ejersbo er en kendt figur i det litterære landskab og i sagens natur hverken kan frabede sig offentliggørelsen eller korrigere hendes version af deres forhold.

»Men der er hensyn, der skal tages. Til Jakob, som var et privat menneske, og derfor er der udeladelser. Og til hans forældre, som jeg løbende har talt med undervejs. Vi har haft nogle gode samtaler«.

Sådan er det

»En eksplosion« kalder hun mødet med Jakob Ejersbo. Som hun har brugt endog meget lang tid på at komme over. Eller som hun siger:

»Jakob har en lomme i mig, og der må han godt være. Relationen endte. Men det gjorde kærligheden ikke. Og sådan er det«.

I de 8 måneder, forholdet varede, var Ditte Steensballe boligløs og nåede at flytte 17 gange til og fra forskellige venners lejligheder. I dag er hun 44 år og udstyret med både mand, børn, altan og gårdmiljø på Frederiksberg. Men foretrækker at mødes i sit lille skrivehummer i en baggård på Vesterbro.

Der er med stor sandsynlighed ikke gået nogen indretningsarkitekt tabt i Ditte Steensballe. Det lille kontor ligner nærmest en celle. Udstyret med en gammel seng, institutionsgulvtæppe, en klunset gul og afskallet bogreol, et bord og et par stole.

Sengen har hun sovet i i nat »sammen med Tordenskjold«, fordi de rim, hun skal skrive til Holmens Kirke i anledning af 325-året for hans fødsel, drillede i aftes. På væggen hænger et maleri i fire nuancer af blåt. Og en lille bitte tamburin. Det er alt. Eller som hun siger:

»Her er ikke mere, end man kunne pakke det ned i et par rygsække og skride, vel?«.

Faktisk bestilte hun ikke andet i de måneder, Jakob Ejersbo var en del af hendes liv. En uge her, to uger der og fire dage et nyt sted. På den måde fik de to set det meste af København til fods på deres lange gåture. ’Jakob var her’, skrev han med kridt på en lille tavle, der hang ved døren til en af de midlertidige boliger på Østerbro. Efterfulgt af et hjerte.

Det har taget hende flere år og mange gennemskrivninger at nå frem til de 173 sider, der nu ligger i et sort-hvidt omslag på bordet mellem os. Hver eneste sætning har hun »fluekneppet«. Og nu er de altså klar til at blive sendt »ud over skrivebordets 4 verdenshjørner«. Det er 5 år siden, hun satte sig til at skrive nogle mails ind, som hun og Ejersbo skrev til hinanden, da hun var i Kairo, og da han var i New Delhi.

»Jeg kunne mærke, at det antændte ord i mig. Det blev sådan en løbeild, der udviklede sig til et større skriveprojekt. Siden jeg lærte at skrive som barn, har jeg taget notater. Og tiden med Jakob var ingen undtagelse. Nogle af de notater har jeg brugt, da jeg skrev bogen, så den er blevet meget virkelighedsnær«.

Ditte Steensballe har med egne ord også »en vild hukommelse« og kan huske nummerplader og telefonnumre, tilbage fra hun var barn. I bogen gengives samtaler, som hun dels har skrevet ud fra erindringen, dels ud fra sine notater. Om guldsmede og svaler, om næsten at blive slugt af succesen med debutromanen, ’Nordkraft’, der indbragte Jakob Ejersbo De Gyldne Laurbær, om Afrika, om, hvor varmt vandet skulle være, når han batikfarvede sine underbukser, og om de alligevel ikke at skulle til Calexio-koncert sammen, da forholdet begyndte at skrante.

En kritisk person

Hun er helt klar over, at Jakob Ejersbos historie ganske sikkert ville lyde anderledes. For når det gælder forløbet og udfaldet af en kærlighedshistorie, kan man kun skrive historien på sin egen banehalvdel.

»Det er en bog skrevet med afsæt i min virkelighed, og den vil jo altid være subjektiv«.

Har du tænkt på, hvordan han ville have haft det med, at du udgiver bogen?

»Selvfølgelig. Med Jakob var der altid et ’men’, så det ville der helt sikkert også være her. Han var en kritisk person. Og man kan belyse en sag fra mange sider og stille nye spørgsmål ved hvert et svar, der kommer. Men han findes ikke længere, og jeg kan ikke forestille mig, nøjagtig hvad han ville sige«.

Lidt skepsis har hun nu mødt undervejs. Fra folk, der kender Jakob Ejersbo, som har spurgt hende, hvorfor hun egentlig skriver den.

»Og det er forståeligt. De har ikke læst den, og hvis man ville, kunne man jo fortælle både det ene og det andet i sådan en bog. Jeg har svaret, at jeg gør det, fordi det er nødvendigt. Det er min historie, vel at mærke med Jakob indlejret«.

Hvad har de så svaret dig?

»Jamen, på en måde er det ligegyldigt. Det er private samtaler. Men det her er jo ikke sensationslitteratur«.

Kan du forstå, hvis nogen opfatter det som spekulativt, at du har haft et forhold til en mand, der blev et ikon, og som du så skriver om efter hans død?

»Ja, men det kan jeg ikke styre. Det vigtigste er, at jeg ved, hvorfor jeg har skrevet den. Og at jeg ved, at det ikke er et spekulativt projekt«.

Der vil jo være en større interesse for din bog, fordi Jakob Ejersbo er en kendt person, og mange har et forhold til hans bøger?

»Jeg har ikke skrevet bogen, fordi det var Jakob Ejersbo. Jeg er ret overbevist om, at jeg også ville have skrevet den, hvis det var en anden mand, der ikke var blevet så kendt. Jakob blev meget berømt og meget læst, mens vi kendte hinanden, men for mig var han bare en helt særlig mand i batiktøj og med sokker i sandalerne. Kernen i bogen er jo, hvad der sker med én under sådan et møde. Når man bliver så opfyldt af et andet menneske, når man vil alt med et andet menneske og er så overbevist. Man flagrer i en verden, hvor der ikke er noget, der er sikkert. Det er dejligt, og det er skræmmende«.

Spørger man til, hvordan hendes nuværende mand gennem mange år har det med, at hun skriver en bog om en tidligere kærlighed, lyder svaret kort og godt:

»Han er rummelig. Og vi var jo ikke 27 år, da vi mødtes. Så han har også en fortid«.

Bøgerne var hans projekt

Selv om Ditte Steensballe ryger mange flere cigaretter, end hun egentlig kan, for at følge med i Ejersbos rygetempo, selv om han stadig i sjov kalder hende sin hustru efter vielsen på Andy’s, og selv om han stadig går med det tørklæde, hun havde med hjem til ham fra Kairo, går der længere mellem, at han siger, han savner hende. Nogle gange vil han helst ligge under sin egen dyne, når de skal sove. Andre gange vil han bare hellere hjem og spille guitar end at sove sammen med hende. Og langsomt, men sikkert er de 8 måneder ved at slippe op.

»Jakobs projekt var hans bøger. Og det var altopslugende. Afrika-trilogien var hans livsværk, og jeg kunne virkelig godt have undt ham at opleve, hvor godt de bøger blev modtaget«, siger Ditte Steensballe.

Da Jakob Ejersbo rejser – ikke bare ud af forholdet, men hele vejen til Tanzania – og hun sender »de tre ord« efter ham i en mail, lyder svaret fra Ejersbo: »Du elsker mig, det er jeg glad for. Og også lidt ked af, for jeg ved ikke, om jeg elsker dig«.

Ligesom der er ting, hun har udeladt af hensyn til Jakob Ejersbo, kunne man forestille sig, at man også ville være fristet til at skåne sig selv ved at udelade nogle af de mindre klædelige reaktioner, som man måske gerne så slettet fra historien, når man er den, der bliver forladt. Det mener hun nu ikke, har været tilfældet.

»Jeg synes ikke, der er noget pinligt i reaktioner. Netop fordi alle reaktioner er mulige, når der sker så voldsomme ting i éns liv. Men det er interessant at tænke over, hvor grænsen går mellem at udstille sig selv og så egentlig bare skrive om nogle alment menneskelige situationer, som vi måske alle sammen kommer ud i«.

I september 2007 er Ditte Steensballe på vej til Rigshospitalet på cykel. Hun er højgravid og har termin to dage senere. I krydset mellem Jagtvej og Borups Allé kommer Jakob Ejersbo gående i fodgængerfeltet på vej i kiosken.

I nogle minutter står de og taler sammen på gadehjørnet. Om hendes graviditet. Om hans nye sommerhus og de problemer, han har med noget mavesyre. Så går han i kiosken, og hun cykler til skanning. Det er sidste gang, de ses. Senere hører hun, at han er syg. Og en tidlig morgen 10 måneder senere bliver hun kontaktet af en af hans venner, der fortæller, at han er død. Men:

»Jeg mistede jo Jakob endegyldigt, længe før han døde. Min bog er en kærlighedserklæring. Skrevet i eftertanken og i lyset af en eksplosion. Når der er gået så mange år, er det, fordi den først er færdig nu«.

»Og fordi man skal være nogle led væk fra ilden for at kunne skrive om den«.

Publiceret 3. september 2015

----------------

Rettelse: Der stod i en tidligere version, at det i år er 270-året for Tordenskjolds fødsel. Det er 325-året.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce